“Jeg vil ikke vente
Jeg vil leve
Jeg vil smage og skrige og vælte
Bløde og mærke den tørre hud dunke som klikkende kul
Jeg vil bruge en krop som et søm
Hamre på hud
Kysse og drukne
Sove og sove
Løbe
Fremad
Udenfor
Bløde i vinden
Og smuldre blandt træer og hekse
Bare ikke vente
Bare ikke det her”
Af Anders Horn Uebel
Lidt om digteren:
Anders bor i København sammen med sin bogreol, der ikke har plads til alle hans mange bøger. Han bruger sin hverdag på RUC, hvor han opfylder alle fordommene.
Hvor lang tid har du skrevet, og hvad fik dig i gang?
Min interesse for poesi den startede meget med Bo Burnham og hans måde at præsentere rim og ord på en komisk, rug, stødende måde, især hans tidligere værker var meget perverse, frække og kække. Det tog jeg meget inspiration ud af, så i gymnasiet skrev jeg også rigtig mange bund perverse, stødende digte og var rigtig stolt af dem. Så i mit første sabbatår, så var jeg til en fest, hvor jeg stødte på Nicoline Christensen, som er en fantastisk digter i det Københavnske miljø, og vi var sådan, “vi skriver begge to digte, skal vi ikke tage til en oplæsning, skal vi ikke prøve det?” Og så gjorde vi det fandme sammen. Så vores begge tos første oplæsnings oplevelse det var gennem hinanden, hvor vi skubbede hinanden og støttede hinanden.
Jeg har ikke set tilbage siden og har læst op i snart seks år.
Det har medført utrolig mange muligheder. Jeg har undervist på workshops, jeg har læst op på tv, jeg har læst op sammen med musikalske partnere og nu dyrker jeg også impropoesi. Det prøver jeg at komme af sted med på de forskellige scener, hvilket jeg synes er rigtig sjovt. Alting munder bare ud i at have dyrket oplæsningsmiljøet og have mødt andre og oplevet den levende poesikultur. Det er det, der har været den største inspirationskilde til alt, hvad jeg har skrevet. Det har udviklet mig rigtig meget og har fået mig lidt væk fra de rimende penisjokes og over til noget med dybere mening og mere sårbart indhold.
Hvis der sidder andre i København, der gerne vil starte med at læse op, hvor skal de så starte henne?
Jeg ville jo sige La Fontaine, men de har ikke haft åben til oplæsning i snart 3 år. Så jeg tror man skal starte med at melde sig ind Facebookgruppen Copenhagen Poetry Club, der bliver delt et væld af begivenheder. Flere end jeg selv kan holde styr på. Det er bare at tage ud til dem.
Det er bare at blive ved. Det er bare at gå op på scenen og vide, at vi har dig og vi griber dig. Det har jeg aldrig været i tvivl om om publikummet i København gør.
Hvad sætter en skriveproces i gang hos dig? Hvad skriver du om?
Når jeg sætter mig ned for at skrive noget så er det med en fornemmelse i kroppen. Det der vækker inspirationen i mig er en sorg eller en glæde, der har behov for at blive udtrykt. Det kan stamme fra en begivenhed eller en oplevelse og så kommer den til at være omdrejningspunktet. Med alt hvad jeg skal skrive, skal jeg mærke efter, hvordan det føles i kroppen. Det lyder meget artsy, men for mig er det altid et forsøg på at formulere indre billeder og ord og ordsammenhænge, der giver mening for mig. Så finder jeg ofte en universel metafor som alle forstår, selv når det ikke nødvendigvis er en logisk række af ord. Noget som at sige f.eks. “blodet bliver til is,” det er meget cliché, men det er jo ikke noget der er fysisk muligt. Jeg er meget glad for absurde billeder og jeg er meget glad for at skrive om kroppen. For jeg føler, at rigtig mange oplevelser sker gennem kroppen. Det er meget eksterne billeder og hvad kroppen oplever, mærker og ser i forskellige situationer.
Sagen er også den, at jeg føler jeg skriver forskellige typer af digte. Nogen gange kan jeg godt lide at lave noget Piet Hein inspireret, altså nogle finurlige små rimdigte. Eller historier, for jeg er bare historiefortæller at heart. Derfor dyrker jeg også teater. Jeg kan lide at fortælle historier. Det er også nogle gang inspirationen, at jeg gerne vil fortælle en historie, men de digte der er tættest på mig er dem der går ud fra kroppen.
Hvad synes du, der mangler i digtermiljøet i København?
Der skal være flere arrangementer. Kort og enkelt. den Københavnske digterscene, den er der og den har lysten, den har viljen, den har talentet og evnen. Den mangler bare et sted og udtrykke det. Der skal bare være mere. Det kan godt føles lidt ude af vores hænder nogle gange. Det er fuldstændig proppet med drive.
Har du nogle afslutende bemærkninger?
Poesi er ikke høj kunst. Det er ikke en lukket klub. Det er ikke gamle mænd i debatten hos Clement. Det er hvad, der er i live. Det er dig. Det sidder i os alle. Poesi er allemandseje og du skal ikke være bange for at bruge det. Det der er fedt ved oplæsningskulturen er, at den tager magten fra de elitære forlag og giver den til de spirende kunstnere. Alle får en stemme. Det er så magtfuldt og lærerigt.
Anders Horn Uebel