den her tekst er en kamp for et frit skue
jeg håber jeg kan skrige mig hæs
på tekst
skriver jeg, at jeg skal ud af det her!
væk fra mig selv
mod noget andet
en kikkert
kig op
for at se langt
et linjeskift
et til
lige der
før det blev
forsvandt det
jeg vil væk fra hvad jeg kan blive til
jeg vil væk fra mænds historie
så nu gør jeg
præcis hvad vi altid har gjort
isolation
vrede
kalkule
tekst
jeg har gener
jeg føles så skræmmende tæt på
du føles så skræmmende tæt på
-Emil Westmark @skriveskrive
Lidt om:
Emil får størstedelen af sin litteratur gennem musikken, det er både hiphop og punk/rock. Han har dyrket litteratur i 3-4 år og lige nu går han på Egmont Højskolen.
Han er med i et forfatter/skrive-kollektiv, der hedder Lyst og Fast, som holder foredrag om de eksistentielle dele af litteraturen, poesien og filosofien og samfundskritikken i disse. De har været ude på højskoler og vil gerne ud til nogle festivaler. De er Aarhus-baseret, men ingen af dem, bor i Aarhus lige nu.
Hvornår begyndte du at skrive og hvordan?
Jeg begyndte at skrive i foråret 2018, ved at skrive dagbøger. Så på et tidspunkt, begyndte jeg at synes, at det var kedeligt at være på linjerne. Jeg begyndte at lave linjeskift og så tænkte jeg en dag, shit det ligner jo poesi det her.
Så var jeg på højskole, der havde jeg et skrivefag i halvanden time om ugen og jeg syntes det var fucking fedt. Vi havde en meget dygtig underviser, som virkelig satte noget i gang.
Hvorfor vælger du at dele dine digte på instagram?
Der er flere grunde. Det der med at skrive er meget introspektivt. Da jeg havde skrevet i to-tre år, så var jeg sådan, hvorfor viser jeg ikke det her til folk? Jeg tror der ligger rigtig meget menneskelighed i digte. Der ligger utrolig meget af mit væsen i det, selvfølgelig er hele mit væsen ikke rummet af et digt, men man kan sætte spot på nogle ting og fokusere på dem.
Grunden til, at jeg deler dem er egentlig, at det var en udfordring overfor mig selv. Det der med at komme i gang og tage sig selv seriøst. At det ikke bare er noget jeg skriver til min egen lomme. Det var et vildt skridt at begynde at tage sig selv seriøst.
Når jeg skriver er det meget impulsivt, og så er det i redigeringsfasen at jeg håber at kunne efterlade plads til en potentiel læser. På et eller andet tidspunkt bliver jeg blind på digtet. Og når jeg er det, så poster jeg det på min skriveprofil.
Så går der en dag eller fem minutter og så er jeg sådan “gud det skal jo skrives sådan her.” Det er processen med at sige farvel til sin tekst. Når man har sagt farvel til den, så er der også mulighed for at få et gensyn med den. Se nogle nye ting. Så på den måde er Instagram også et godt virkemiddel for mig selv.
Hvorfor skriver du og hvad skriver du om?
Jeg tror, jeg sån indædt har en lidt panisk hjerne. Det er som om, at sådan social angst, frygt, had, fordomme, altså alle de ting, der lukker mig, udelukker mig fra fællesskaber og indelukker mig i mig selv og min hud, konstant muterer inde i mig, som en coronavariant. Det at skrive er en vedvarende vaccineproces. Man tager den nye muterede frygt op og så kan man kigge på den, undersøge den og afslutte den. På samme måde som man biokemisk undersøger overfladeproteiner på muteret virus, giver litteraturen et sprog for sygdomme og tanker. Det er en proces, hvor man prøver at blive klogere på sig selv og det menneskelige væsen generelt. For mig er målet ved at skrive at komme tættere på mennesker. Det er et middel for mig, der gør, at jeg kan pakke nogle ting væk og træde tilbage ind i relationer. Forhåbentligt kan andre spejle sig i det. Det kan være, at de har vinkler på det og så kan det være en samtale starter. Der er en kernemenneskelig drivkraft, der er i mig. Et håb om at litteratur skaber menneskelig forståelse.
Emil Westmark @skriveskrive
Der er også noget med fordomme, jeg gerne vil blive kvit. Jeg tror det er en menneskelig ting, som alle skal være påpasselige med. Jeg tror hjernen er “rationel” på den måde, at den gerne vil beskytte sig selv. Man lærer måske af tidligere hændelser og så bruger den til at forudsige adfærd for at beskytte sig selv. Det synes jeg egentlig, grundlæggende og af princip, er en forfærdelig måde at leve på. Jeg vil heller prøve på at leve naivt, sårbart og udsat “for livet.” Litteraturen hjælper mig med at blive ramt af livet.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil ind i miljøet eller bare gerne vil begynde at skrive?
Der er sindsygt mange råd, men nummer 1 er jo bare skriv. Hvis man har en masse tekster, så synes jeg man skal prøve at række ud på instagram. Efter jeg oprettede @skriveskrive har fundet rigtig mange ting. Og så er det bare med at komme på scenen og prøve at opleve, hvordan det er og om det føles rigtigt. Hvis det gør, så forfølg det.
I forhold til det der med, bare at skrive, så tror jeg det handler om ikke at være for hård ved sig selv. Fordi, hvis man sætter sig ned og siger nu vil jeg skrive det her, så skriver man jo aldrig det der.
Måske mit bedste råd til at skrive, det er at skrive på computer. Man skriver så hurtigt, at man slet ikke kan tænke om det er klogt, godt, skidt – hvad det er. Det gør jeg, for det meste. Hvis jeg ikke kan komme i gang skriver jeg bare i sådan to-tre minutter og så skriver jeg bare sådan noget “nu sidder jeg ved min computer og skriver, det lyder ikke godt, jeg er ikke poetisk lige nu osv.” Man skal skrive sig selv i gang.
Udover det, så er det sværeste ved at skrive at finde tid til det. Så det handler om at sætte tid af til det. Når man så har den tid, så skal man ikke være bange for at bruge den. Med det mener jeg, at det er altid det indledende stykke tekst, der er svært. Det er ligesom at varme op til fodbold.
Jeg har også et noteark på min telefon, hvor jeg hver gang jeg oplever noget i min hverdag, som jeg synes, jeg kan finde noget poetisk i, så skriver jeg det ned, fordi så har jeg det at gå tilbage til.
Har du nogle afsluttende bemærkninger eller noget du gerne vil sige?
Ja, prøv at høre efter teksten i det musik, I hører. Det var det, der satte mig i gang. Min ven Peter sagde “Kendrick Lamar skriver jo vanvittigt.” Så svarede jeg, at jeg aldrig rigtig lagde mærke til teksterne i musikken. Men jeg har heldigvis fået øjnene op senere. Musikken er en aperitif og så kommer lyrikken som hovedretten bagefter. Så hvis man er into litteratur, men ikke kan sætte sig ned med en bog, så er det noget med at undersøger de der tidligere store sangskrivere – også de danske.