Kategorier
København

Arendse Reeh-Mogensen

Digte og lister hjælper mig med at konkretisere og forenkle observationer, der ellers kan virke uoverskuelige at beskrive. Det behøver ikke bare at være følelser, der omdannes til poesi. Det kan også være en livsverden eller en omverden, der omdannes og formidles videre gennem få ord, hvilket jeg også kan bruge i mit fag som antropolog.

Digtet er et uddrag fra hendes digtsamling; JEG SPISER VANDMÆND. EN VANDMAND MÆRKER INGENTING. I digtene bliver alle de sanser, som man er i tvivl om vandmanden har, undersøgt. 

Jeg ser  

Jeg ser dine øjne er blå, selvom jeg i hovedet altid forestiller mig dem brune 

Jeg ser en lyshåret dreng sætte tænderne i en vandmand 

Jeg ser, at du har skiftet stilling på sandet 

Nu ligger du ned 

Jeg ser, at min hund græder 

Jeg ser mig selv i spejlet 

Jeg ser, at jeg smiler 

Jeg ser en pige sætte sin tændte cigaret i muren udenfor butikken, som sætter hun sin hund til at vente på sig 

Jeg ser et barn gå på line mellem to træer i parken 

Jeg ser en kvinde tage brød ud fra sin jilbab og fodre en svane 

Jeg ser revnen, inden jeg rammer den 

Jeg ser dig falde fra bussen i mit hoved 

Jeg ser to mariehøner parre sig på min sko 

Jeg ser en ung kvinde med et kunstigt ben, der ligner en dukkes  

Jeg ser mig selv flytte hjemmefra 

Lidt om:

Arendse læser antropologi på Københavns Universitet, skriver samtidig på en bog og har gang i forskellige andre projekter ved siden af. 

Hvornår begyndte du at skrive digte?

Jeg skrev mine første digte på Johan Borups Dagshøjskole i foråret 2018. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, at jeg fandt en ro i Tove Ditlevsen og Naja Marie Aidt. Det var overskueligt at læse og mærke forfatterne så stærkt i så få ord. Det var på en måde den samme fornemmelse, der gav mig at skrive digte selv. Jeg kunne formidle alting i 10 linjer og gøre det mærkbart på kort tid. 

Digte og lister hjælper mig med at konkretisere og forenkle observationer, der ellers kan virke uoverskuelige at beskrive. Det behøver ikke bare at være følelser, der omdannes til poesi. Det kan også være en livsverden eller en omverden, der omdannes og formidles videre gennem få ord, hvilket jeg også kan bruge i mit fag som antropolog.

Hvordan deler du dine digte?

Jeg deler mest mine digte fysisk i kunst- og skrivefællesskaber. Jeg har det bedst med at være med de mennesker, som læser eller lytter til dem. Jeg kan godt se fordelene ved at dele sine tekster på sociale medier, som det her projekt, fordi man kan komme i kontakt og røre folk med sine ord, som man ellers aldrig ville have mødt. Alligevel har jeg ikke instagram, nok fordi jeg kommer til at se mig selv udefra, når jeg er på det. Og det vil helst ikke. Jeg vil helst blive indeni og se ud på verden. Men måske forhåbentlig når min bog er færdig, der er en samling af både prosa og poesi, kan mine digte blive delt på bogreoler og biblioteker.

Hvad er dine inspirationskilder?

Tove Ditlevsen er en af mine helt store inspirationskilder. Fordi hun er så ærlig i alt, hun er og ikke er. Jeg kan blandt andet huske hendes digt Selvportræt 1, som var en af de første digte, jeg læste. Der skriver hun en liste om alt det, hun ikke kan, ikke kan holde op med og godt kan finde ud af.

Jeg knyttede mig nok til det, fordi der var en form for selvomsorg i at stå ved, alt det hun ikke kunne finde ud af, hvilket jeg på det tidspunkt havde brug for at lære.

Ellers læser jeg stadig Astrid Lindgren og Tove Jansson, hvis bøger jeg egentlig var bange for som lille, fordi de berørte emner som død og sorg, der var svære for mig at forholde mig til. For eksempel da Jonatan og Tvebak dør i Brødrene Løvehjerte, havde jeg det som om, jeg havde febervildelser og ikke kunne vågne. Men nu er de historier en trøst og støtte, når jeg selv skal gennemgå alt det svære.

Hvad er det mest udfordrende ved at skrive?

Nok troen på det. Lige om lidt når den bog, jeg arbejder på, er skrevet færdig og min mor og veninde, der også skriver, har læst den igennem, så skal jeg sende den til et forlag. Det kan jeg godt mærke, at jeg samler mig mod til. For der vil altid være nogen, som kan genkende sig selv i fortællingen, og andre som vil finde den irrelevant. Det samme med anmeldere og kritikere. Så lige nu forsøger jeg at bygge en grundsten inde i mig, der vil huske på alt det fine ved bogen, inden andres øjne og hænder får adgang til den. Jeg har et digt af den norske forfatter Håvard Rems liggende på min computer til at minde mig om det. Han skriver:

Jeg skriver

om mig

Du læser

om dig

Har du nogle afsluttende bemærkninger eller noget du gerne vil sige?

Nok bare, at når jeg er gået i stå i et digt eller med min bog, hjælper det mig altid at læse. Så er det, som om jeg finder tilbage til min egen stemme gennem andres.

Der er især tre bøger, der hjælper mig for tiden, som jeg kan anbefale:

Velsignelser af Caroline Albertine Minor

Et år med magisk tænkning af Joan Didion

Bird by Bird af Anne Lamott

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *