Kasper De Miranda

når jeg skal hjem,

kysser jeg din kno, og forlader mit hjem.

Længslen gnaver som et gennemkoldt vinterøre,

idet jeg snubler over den og kigger forlegen rundt.

Kasper De Miranda

Lidt om Kasper:

Han bor mutters alene på et kælderværelse i Århus, hvor han bruger sin tid på at drikke te og skrive tidstypisk autofiktion med en finger godt begravet i navlen.

Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?

Mit første digt skrev jeg tilbage i 2017 i en snestorm, hvor jeg syntes, sneen dalede i takt med kærlighedstemaet fra The Godfather, som jeg stadig ikke har fået set. Det var noget med sneens vals til Siciliens toner.

Det var et dårligt digt, men det vakte en enorm trang til at forme og bøje sproget, og som en ung mand med psykiske vanskeligheder i øst og vest, kunne lyrikken være med til at give udtryk for nogle af de enorme følelser, jeg gik og undertrykte. Særligt vrede og misantropi har i min tidlige digtning været tematiseret, før jeg begyndte at begå mig i disse lidt mere cheesy kærlighedstekster.

Hvad inspirerer dig?

Angst aktiverer mig til prosa. Min elskede veninde aktiverer mig til lyrik.

Hvad skriver du om?

Jeg er i mine egne øjne ikke en synderligt fantasifuld forfatter. Flere gange har jeg forsøgt mig med pure fiktion, men jeg er rimelig selvoptaget, så jeg fokuserer mest bare på at reflektere over min egen misantropi, min daværende alkoholisme, mine depressioner, mine udskejelser. Og så skriver jeg om den kvinde, som inspirerer mig til vedvarende at tage afstand fra netop de ting. 

Hvad er det fedeste du har oplevet ved at læse op?

At blive rost af venner og fremmede mennesker efter at have stillet mig op på Vandfangets oplæsningscafé og læst op med skælvende hænder og tårnhøj puls. Det var en stor anerkendelse at blive mødt med respekt, og har været med til at lære mig ydmyghed. 

Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?

Som Bukowski siger: Don’t try. Prøv ikke at skriv ud fra, hvad du tror, rigtig poesi er. Det myrder din kreative selvtillid. Poesi er en kunstform, hvor man hurtigt tager sig selv for alvorligt. Mine digte er ret sentimentale, og det var en kærkommen lettelse at tillade med et smil på læben. Og selvfølgelig: Læs! At læse er at øve sig. Læs prosa, for deri findes ganske simpelt et bredt spænd af ord, du kan lade dig inspirere af.