Under et skybrud falder mange dråber
ikke alle dråber bliver bemærket
jeg er bange for ikke at blive set
bange for det der betyder allermest for mig
kun kommer til at ske, når jeg om natten sover
ligger og drømmer
jeg er bange for at blive dråben
der rammer havets mørke kroge
ringene i vandet, er som filmen på VHS-båndet
mere og mere slidt
min silhuet, mit DNA forliser uden fingeraftryk
dråben der lander på bakken
huden imod asfalten, glider hele vejen ned
kunsten bløder ud på gaden
men ingen ser, fordi de flygter væk fra regnen
gennemblødte følelser, mine tanker
forbløder, fortyndes, forsvinder
dråben der lander, under den ødelagte gadelampe
nabolampens spejlbillede i vandpytten sårer mig
da det blot er illusionen af spotlightet
ligesom den nymoderne billedredigering, ægte fake
mærker det især når avisen blæder hen ad gaden
giver lussinger med nedtursartikler
lander med forsiden det største slag direkte i ansigtet
gødningen til depressionen
tråden der syr ansigtsmimikken fast
avisens giftige farver forurener mine sanser
prøver at bedøve signalet til det jeg drømmer om
klipper de mentale ledninger
mit hjerte er ved at krakelere
men jeg forsætter med at dryppe
dråbe for dråbe af blod ned i hjertet
så pulsen holder drømmene i live.
Pelle Zingel
Lidt om Pelle:
Pelle er kunster. Indefra og ud og hele vejen igennem, er det kunsten, poesien og skuespillet der kendetegner ham. Han har været med i filmen Krig og Kærlighed samt flere andre film, han er poetry slammer, open-mic poet, spoken word performer, og comedy-poet, og så har han optrådt fra Sønderborg til Odense ogValby, i Flensborg og i New York.
Han skriver poesi om natten. Og han står nogle gange op om natten, for deltage i poetiske events på tværs af Atlanterhavet. Han kigger efter DVD’er i genbrug, er stærkt inspireret af Jared Leto og du kan finde ham i hele tre antologier; to fra Forfatterakademiet på Sønderborg Bibliotek, og en en helt fra USA, Albuquerque, New Mexico ( Out Loud/ 2022 )
Pelle og Poesi
Jeg kan ikke sætte dato på, hvornår jeg startede. Men man kan sige, at alt det man oplever gennem livet, bliver skrevet ned i kroppen – livet former en som poet. Jeg har skrevet i mange år nu, men med tiden er det blevet mere og mere klart, at jeg vil noget større med poesien. Jeg skriver fordi jeg gerne vil ud med min skrivestil, mine tanker, jeg kan mærke det helt indefra, at det poetiske bare vil ud i verden. Jeg vil være kendt internationalt for min poesi og indgravere mine ord verden rundt. Jeg ønsker at høre fra mennesker “ wow, det digt vækkede noget i mig” eller “ Jeg kender til de følelser du beskriver”
Alt kan inspirere mig. Bare det at jeg går en tur i skoven, går i et supermarked, står på en togstation, eller jeg ser en dåse ligge på gaden.
Jeg bruger også negative og positive oplevelser fra mit liv til at skrive. Nogle gange kommer det også bare ud af det blå, at jeg får et ord eller en sætning i hovedet jeg så skriver ud fra. Jeg elsker også at høre musik, for musikken vækker tit noget inde i mig, som jeg får lyst til at skrive om. Især bandet 30 Seconds to Mars er helt igennem magisk. De giver også håb, når man har de der mørke dage, deres musik og personlighed er fantastisk.
Det jeg skriver mest om, har rødder i det melankolske. Det er i hvert fald der, jeg føler, jeg kan skrive de stærkeste tekster. Det er også en måde at få negative følelser ud og skabe kunst man kan snakke om. Jeg har skrevet en sjov tekst om en kaktus-hamster, som også er lidt mystisk. Har da også formået at optræde til 2 comedy shows, hvor mit manuskript fik publikum til at grine – twistede selvfølgelig mine poetiske vibes ind . Så jeg kan finde på at skrive om alt, det skal bare give en fed følelse indeni og så begynder jeg at skrive. Min skrivestil er ofte abstrakt. Nogle af mine tekster skal derfor lige læses et par gange, også fordi der er så meget i dem. Det jeg elsker ved at skrive abstrakt, er at poesien kan læses og forstås med forskellige opfattelser, alt efter hvilke sjæle der læser. Jeg kan også godt lide at skrive metaforisk og skabe stærke billeder.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
Det var helt klart da jeg igennem Nuyorican Poets Cafe var med til The Hybrid Open Mic i New York. I dette show er den ene halvdel fysisk på scenen og den anden halvdel performer igennem Zoom og kommer op på et stort lærred der er lige bag scenen, sådan så deres publikum ser og hører en live. Det var virkelig fedt at blive præsenteret af værten og efter høre publikums reaktion på mit digt. Jeg fik virkelig en følelse at være til stede i New York, selvom der var en skærm og mange kilometer imellem. Jeg læste det samme digt op på engelsk og dansk, hvor det skiftede mellem sprogene.
Showet blev filmet og kan ses på Youtube.
At skrive for mig er meget mere end bare en hobby, poesien holder min puls i live.
Det skaber en form for fyrtårn af håb derude i det fjerne. Jeg er i mit es, når jeg skriver, jeg føler helt det lyser som en silhuet af neonlys omkring mig af selvtillid. Når jeg skriver, er jeg så fokuseret på at skabe og føle, at det dæmper de negative tanker jeg har. Jeg elsker også at se folks reaktion på min poesi, og generelt er det bare skønt at snakke om poesien.
Mærk efter hvad der betyder noget. Om det er noget der gør ondt, eller noget der føles godt. Det kunne også være et minde, et håb eller en drøm man har. Kunne også være en tekst om blyanten der ligger på bordet, alt kan man skrive om.
Alle mennesker kan noget med ord og alle tekster har værdi.
Poesien findes i alt, i telefon samtaler, sms’er, madopskrifter, en kvittering fra et køb osv…..
Poesien er de følelser man ligger i den.