Kategori: Roskilde

“Mindreværd” fra Dukkehospitalet, forlaget Emeritus

I Zoologisk Have

Om et par hundrede år

Vil folk som jeg

Udyr

Blive udstillet

til andres store fornøjelse

Med stramme kvælerhalsbånd

Og klirrende lænker

Der dagligt minder os om

Hvilken byrde vi var 

For samfundet

Kravlende rundt på gulvet

Vil folk glo på os som aldrig før

Væde ved min uperfekthed

Fodre mig med min knogledannelse

De vil pege triumferende og le ad

At de langt om længe fik deres trofæ

Allerede nu bliver folk som jeg

Uddyr

Udstillet i Zoologisk Have

Til folks store fornøjelse

Vi er blot undslupne straffefanger

Som venter på

Snart at blive skudt

D. A. Hagelund

“Nostalgi” fra Dukkeforretningen, forlaget Emeritus

som et venligt spørgelse

hænger den i skabet

byder mig altid velkommen

hvid som sne

krøllet

som lagner fra hede nætter

dem jeg altid savner

billig og af ringe kvalitet

den er min

og helt min egen

grønne striber på ærmerne

brune pletter

fra mælkebøtter jeg plukkede engang

irriteret blev den renset af mor

med boblende vaskepulver

som næsten tog det hele væk

men jeg kan stadig ane

de svage konturer

af en udvisket barndom

gult under armene

holdes ved lige hver gang

jeg bliver trængt op i en krog

beskidt på ryggen

mærker fra skarpe mursten

jordbrune blodstænk

men jeg overlever

det forsikrer de mig om

de svedlugtende angstskjolder

i stoffets valmuepark af store rødvinsplamager

planter jeg

klodset

i fuldskab

mit begær

af røde berusende kys

så fandens synlige for alle

på mit venlige spøgelse

skabes et mønster

helt bevidst

af genstridige pletter

som aldrig kan vaskes rene

en stivnet dødsmaskine

hængt op på bøjle

der fortæller mig

jeg lever

hver gang jeg åbner

skabsdøren

D. A. Hagelund

Lidt om:

Hun vil være en stemme for dem, der ikke kan kan. En stemme for at lære andre nye nuancer af livet. Hun tror ikke, hun er guds gave til menneskeheden, men på trods af mange ting hun ikke kan pga sit handicap, så kan hun formulere sig og hun kan skrive. Hun kan tale for og til folk. 

Hun vil ikke være afhængig af at være forfatter, det skal være sjovt. Desuden har hun udgivet to digtsamlinger hos forlaget Emeritus; Dukkehospitalet og Dukkeforretningen.

Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?

Jeg plejer at sige, at jeg har skrevet siden den allerførste danske stil, hvor jeg fandt ud af, at jeg elskede at fortælle historier. En af mine første minder fra barndommen er, at jeg har siddet hos min mormor med en notesbog og skrevet sådan nogle ‘børne-grafer.’ Altså før jeg kunne stave, skrev jeg “bøger.” Det var først meget senere, at det gik op for mig, at man godt kan få lov til at skrive bøger, og man kan også udgive bøger. 

Jeg kommer fra en litterær verden, hvor min mors familie har læst meget forskelligt, men specielt de klassiske forfatter, så jeg troede, at det skulle være meget seriøs business. Så det der med at lege med det og skrive noget mere naturligt og ‘lavpandet,’ om du vil, det er faktisk noget, jeg først er begyndt på nu. Jeg tænkte nemlig, at hvis man skulle skrive, så skulle man også næsten have en nobelpris før, at du er rigtig forfatter. Så jeg har haft meget høje ambitioner første gang jeg satte mig ned, og tænkte “nu skal jeg skrive en roman.” Jeg var 11, og helt naturligvis knækkede jeg halsen på projektet. 

Så har jeg siden da skrevet lidt i smug. Især digte. I starten, da jeg begyndte at skrive digte som teenager, tror jeg, at jeg tænkte: “det er sådan noget alle teenagere, især piger, gør.” Jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg på nogen måder kunne lave noget, der var godt, men så kom jeg til i en brandert at sende et digt til min daværende kæreste. Han var blown away. Han tog fat i mig og sagde “er du klar over, hvor godt det her, det er?” Nej, det var jeg ikke. Han opfordrede mig så til at skrive videre. Det endte ud i det første hele projekt, som dengang var meget klassiske digte. De rimede og havde meget tung symbolik. De var noget, som man set med nutidens øjne, synes er meget outdated. Jeg prøvede at sende det ind, og selvfølgelig fik jeg en helvedes masse afslag, og tænkte, “nå, så var det nok ikke det, jeg skulle.” 

Jeg blev faktisk så gal, at jeg skrev noget andet, som jeg tænkte, at forlagene gerne ville have. Det var første gang jeg skrev digte, der ikke rimede. Jeg følte mig snu, jeg syntes det var for nemt lige pludselig. Det sendte jeg så også ind, og det blev også afvist en helvedes masse gange.

Så tænkte jeg, “nå, jamen jeg kan ikke gå mere på kompromis med mig selv, så hvis de ikke vil have mig, som jeg skriver, så skal jeg ikke være forfatter.” Jeg lagde det i skuffen i mange år. 

Så nogle år senere, i kraft af mit arbejde, snublede jeg ind i en forlagsredaktør, som jeg fik anbefalet. Jeg skrev til ham, og regnede ikke med noget som helst. På det her tidspunkt, var jeg i gang med en historisk roman, som jeg gerne ville have ud på et tidspunkt. Han sagde, “ja, det er meget fint, men vi udgiver primært digte her. Har du noget liggende?” Og så fik jeg jo kæmpe angst, fordi fuck, ikke igen. Så jeg sagde, “Ja, det har jeg, men jeg er nødt til at fortælle dig, at det er allerede blevet afvist så mange gange, at jeg nægter at tro på, at det er noget, du vil ha’, men jeg kan godt sende det.” Det var faktisk manuskriptet til Dukkehospitalet. Det, som jeg dengang skrev som et slags modstykke ud af provokation, fordi jeg tænkte, “det må være det her folk vil have.” Det er først efter, at den er blevet udgivet, at den er vokset så meget på mig, at jeg faktisk kan lide den. Jeg tog sindssygt meget afstand til den i starten. 

Men han var meget imponeret, og ville gerne udgive den. Inden for et år, så stod jeg med en bog i hånden. Det var meget syret, men en pisse fed oplevelse. Også fordi, han er den slags redaktør, hvor der ikke er en armbevægelse, der er for stor. Jeg kom jo ind til det første møde med ham og var røv arrogant og sagde, “jeg vil have det sådan her, og bogen skal se sådan her ud,” og jeg havde allerede fundet en kunstner, der skulle illustrere forsiden. Jeg havde taget en gammel børnebog med, der havde det her meget mærkelige smalle format, hvor jeg var sådan, “den skal se sådan her ud, og jeg giver mig ikke, og jeg vil gerne have den oversat også.” Han greb bare alle de bolde, og han syntes det var pisse fedt. 

Det eneste skilsmisse-punkt vi har haft, det var i forhold til den kunstner. Hun sendte den ene pisse fede tegning efter den anden, og jeg var helt oppe at køre over det, men han kunne bare ikke mærke det. Jeg havde egentlig i starten sagt til ham, at jeg ikke selv ville være på forsiden, og jeg ville ikke have mine egne illustrationer med. De digte, der er i Dukkehospitalet, er baseret på nogle tegninger, jeg havde lavet engang, og han ville gerne have haft dem med, men det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville se professionelt ud. Jeg ville gerne være en lille smule mere anonym end det.

I desperation, der finder jeg så et gammelt kunstprojekt, jeg har lavet for mange år siden i gymnasiet, hvor jeg er klædt ud som en dukke. Jeg siger, at vi også kan bruge det, hvis det er, men det ville jeg ikke være super komfortabel med. Han er fuldstændig blown away, da han ser det. Det er den eneste gang, hvor han har nedlagt veto, og har sagt, det er sådan her det bliver. Det tog mig lidt tid at sluge, men jeg kan godt se, at den kunne ikke have en anden forside end det billede. Og noget jeg har lagt mærke til siden, det er, at selv folk, der ikke læser digte, til bogforum f.eks, de kommer over og tager fat i de bøger (Dukkehospitalet og Dukkeforretningen), fordi de har bare et eller andet. 

Mathilde: Jeg synes, det er fedt, fordi man kan virkelig mærke den der trods, som du snakker om, men det sjovt, fordi man tror den kommer kun et sted fra, men så i virkeligheden bunder det også i, at du er blevet afvist så mange gange, og så i trods skriver noget andet.

Ditte: Jamen der var trods på mange måder og punkter. Der var først og fremmest den kunstneriske trods. Der var også trods med hele livet. Jeg var ikke et særlig godt sted, da jeg skrev de bøger. Jeg havde en kæmpe identitetskrise, og jeg havde meget svært ved at finde mig selv og min plads i den her verden, fordi jeg var så meget anderledes.

Jeg syntes ikke, at jeg kunne finde mennesker, der kunne relatere til det liv, jeg havde. På den ene side, der var jeg en ganske almindelig teenager med alt tilhørende, og på den anden side havde jeg det her ekstra filter, der hedder sygdom. Det fyldte så meget, at det overskyggede rigtig meget. Skole, og kærester og så videre. alle de der almindelig ting, de blev farvet af sygdommen. Så begyndte jeg at skrive i stedet for, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg opfinde min egen verden, hvor nogen forstår mig. 

Der var en gang en lærer der spurgte mig, hvorfor jeg gerne ville være forfatter, hvor jeg kom til at sige, at jeg ved, hvad der er galt i verden. Jeg har et andet perspektiv, helt naturligt, fordi jeg er så meget lavere end andre. Jeg ser tingene på en anden måde. Jeg overhører en masse ting. Jeg kan se og visualisere alle problemerne. Jeg kan se tingene i et omfang, som mange andre ikke kan, eller i alt fald ikke kunne på det tidspunkt. Det er jo ikke fordi, at man er super reflekteret, når man er 16 vel.

Mathilde: Der står på den sidste side i Dukkehospitalet: “et selvportræt, der råber op om et liv, som mange kender til, men kun få kan forstå.” Det er sindssygt rammende. Har du noget at sige om det?

Ditte: Det er jo ikke, fordi vi er et middelaldersamfund, hvor folk med handicaps bliver gemt væk. Det er noget, vi ser i det daglige. Det er normalt, at vi har en i en skoleklasse eller på arbejdspladsen. Vi ser det også i medierne, men det er ikke noget, som der er ret mange, der kan relaterer til, når det kommer til stykket. Man ser det, men det er på sådan en objektiv, overfladisk måde. Det er ikke noget, mange tør gå i dybden med, fordi der er den her berøringsangst. Der er ikke mange, der tør at gå i dybden, reflektere over det og forstå den anden part.

Jeg følte, jeg var i et parallelsamfund, fordi jeg både forstod, hvordan det var at have et almindeligt liv, men på den anden side et meget ualmindeligt liv. Jeg havde et ben i hver lejr på en måde. 

Mathilde: Du har jo været nomineret til bogforums debutantpris, hvordan var det?

Ditte: Det var meget meget mærkeligt og meget meget surrealistisk, og jeg nåede aldrig helt at forstå det eller lande i det. Det kom meget pludseligt. Det lyder næsten som et dårligt væddemål, men min redaktør kender ham, der arrangerer det. Bogforum blev holdt et par måneder efter, at jeg var blevet udgivet, og fordi jeg var forlagets nyeste udgivelse, så var han selvfølgelig virkelig stolt af det projekt, og han snakkede om det og så siger ham arrangøren, “nå, men skal hun så ikke indstilles til den her pris?” Igen, der er ingen armbevægelser, der er for store hos det her forlag, så han sagde bare “ja.” Og der havde ikke været noget vildt stort pr-arbejde og sådan, så alle vidste jo godt, at selvfølgelig vandt jeg ikke det her, men det var skide stort, at der var nogen, der syntes, at jeg skulle indstilles. Det lever jeg højt på den dag i dag. 

Mathilde: Jeg så på din instagram, at du var ude at læse op her den anden dag. Er det noget du gør dig i?

Ditte: Ikke nok. Jeg burde gøre det noget mere. Jeg er lidt den gamle skole, hvor forfatter er et meget ensomt fag. Det der med at komme ud forbi skærmen, det har jeg det lidt svært med. Jeg har nemlig stadig den der gamle frygt for at blive vurderet. Jeg har ikke sceneskræk, men det der med at blive vurderet, det har jeg det ret skidt med. Jeg kan sagtens performe, hvis folk i og for sig er ligeglade med, hvad jeg laver, men når jeg er fuldstændig blottet af til skindet, og det handler om det, jeg har lavet, og jeg skal præstere personligt, så synes jeg, det er svært. Men jeg er rigtig glad for, at jeg har opdaget Karens Minde, for det er et dejligt autentisk publikum. Det er ikke så højpandet, og folk er rigtig søde. Man holder hurtigt op med at være nervøs. 

Mathilde: Hvis du nu forestiller dig en person, der gerne vil begynde at skrive, hvilke råd vil du så give  til dem?

Ditte: Der er flere stadier i en forfatterproces, det kommer an på, hvad man vil. Det har hjulpet mig utrolig meget at have en klar linje for, hvilken retning jeg gerne ville gå. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde har undgået at træde ned i de der klassiske landminer, træde vande og bare ikke kunne komme videre. 

Jeg ved, at der også er mange kunstnere, der skriver, fordi de synes, det er sjovt, og så har de egentlig ikke større ambitioner end det, og det skal der også være plads til. Man skal bare være klar over, at hvis man på et tidspunkt gerne vil videre med det, så kan det virke meget uoverskueligt at komme ud over rampen. Det er en kæmpe krigszone, og man skal have rundsave på albuerne. Man skal være næsten arrogant og tro på sit eget shit. Det er ikke alle, der kan det. Jeg synes selv, det er svært. Det kom også bag på mig, fordi jeg troede, at det endegyldige mål, det var at blive udgivet, og når man kom i kontakt med et forlag, så var mit job gjort, og de tog sig af resten. Det er bare langt fra tilfældet. 

Det rigtige arbejde, det starter først, når du er udgivet, for du skal hele tiden være på pletten. Du skal sørge for, at du bliver husket, og at du er ude at læse op og promovere din bog. Det ville jeg godt have vidst selv. 

Udover det, så synes jeg først og fremmest, at man bare skal skrive.

Og lad vær’ med at have den tanke, at bare fordi du synes, du er færdig, så er du færdig. Når man har lavet sit første manuskript, så er det der, hele den der redigeringsproces den skal gå i gang. Det er der, hvor jeg har set mange fejle ved at sende det første ind. Det skal stå skide skarpt. 

Jeg tror, man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at få fat i en god ven eller en anden, der kender en godt nok til at være hudløst ærlig. Og en ærlighed, som du respekterer. Det skal være en god balance mellem, at du kan tage imod kritik, men at du også kan bibeholde din egen integritet. Der er få mennesker, som jeg respekterer så meget, at de kan få mig til at ændre mening. Men der er også folk, der ikke kan argumentere for deres sag. Så siger de bare, at det er dårligt eller godt, uden at kunne forklare hvorfor, og det kan jeg ikke bruge til noget. Det bliver man ikke dygtigere af.

I redigeringsprocessen, der skal du være skide egocentreret, og du skal fluekneppe hele lortet og rive det op. Du kommer ud i sådan nogle syge situationer, hvor du decideret sidder og vejer hvert eneste komma. Det kan nemlig ændre betydningen fuldstændig. Det skal man være klar på, for det er en hård proces. Man må tage det sure med det søde. Det kan betale sig.

Mathilde: Har du nogle afsluttende bemærkninger?

Ditte: Jeg ville så gerne være som alle andre, og jeg ville så gerne skrive som alle andre, og jeg var så flov over de autentiske ting og de karakteristiske ting, der gjorde mit skriv, og det jeg lavede, til mit.

Jeg ved godt, at det er verdens ældste gajol-citat, men man skal bare være tro mod sig selv. Det er altså super vigtigt. Som der var en, der sagde til mig for ikke så længe siden: “man kan lige så godt være tro mod sig selv, for i virkeligheden er vi alle sammen så meget oppe i os selv, at vi er ligeglade med alle andre.” Så alle dem vi tror, der går rundt og dømmer os, det har de slet ikke tid til eller hjernekapacitet nok til. De er godt i gang med at dømme sig selv. Man kan lige så godt bare køre sit eget show. 

Kunst det skal være originalt. Kunst det skal være en ny nuance. En ny fortælling. En ny vinkel. Ikke fordi man skal opfinde den dybe tallerken, men selv en meget almindelig episode i et liv kan fortælles på 30 tusinde forskellige måder. Der skal være plads til samtlige 30 tusinde. 

Så, vær autentisk og bibehold integriteten. Det skal ikke være sådan, at man falder over den bedste og første mulighed. Man må godt være arrogant. Man må godt være stædig. Man skal ikke gå på kompromis. Det skal føles rigtigt, og man skal tænke sig om.