Lyden af sirener
bliver
aldrig den samme
baggrundsstøj
når man har prøvet
at være dem
der ventede på at
lyden skulle
f o r s t æ r k e s
stoppe
hjemme hos en selv
Lyden af sirener er
ikke
længere lyden af
storbyen
nu er det lyden af
surrealistiske
m i n d e r fra den
aften hvor det
blev glemt hvordan
man trækker vejret
Maja Viktoria
Lidt om:
Til dagligt læser hun biologi på Aarhus Universitet. Hun er født og opvokset i Aarhus, men først for nyligt gik det op for hende, at hun egentligt nok må være aarhusianer. Hun har altid været splittet mellem det kreative og det naturvidenskabelige. Hun har sværere ved at skrive i hånden end på computer/telefon. Hendes hånd kan ikke følge med ordene i sit hoved og få dem hurtigt nok ned på papiret. Så kommer skriften bagud og hun glemmer ordene, da hendes tanker allerede er videre til den næste sætning.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg har egentligt skrevet siden folkeskolen. Men jeg stoppede hurtigt, pakkede mine ord væk i en lille notesbog, som jeg gemte bag bøgerne i min bogreol. Jeg skammede mig, følte mig tåbelig over overhovedet at skrive ord ned. Fordi hvem troede jeg lige jeg var – jeg var jo ikke kreativ på den rigtige måde. Jeg var ikke digter og det skulle jeg ikke forsøge at bilde mig selv ind. Det var bedst, hvis jeg tog afstand fra ordene, så jeg minimerede pinlig-gørelsen af mig selv.
Jeg kom først i gang med at skrive friere, da jeg gik på højskole og senere daghøjskole. Siden da har jeg ikke kunnet lade være med at skrive. Men det har været en proces for mig at blive fri til at turde skrive og til at skrive uden hæmninger. Selv på daghøjskolen følte jeg mig som en digterisk bedrager – jeg ventede blot på, at folk ville grine af mig og mine tåbelige ord. Men det gjorde de ikke. Heller ikke når jeg læste mine digte op eller lod mine venner læse dem. Jeg begyndte at dele mine digte på instagram for at skubbe mig selv ud af min skal og for at lege med det kreative udtryk i min skrivning kombineret med det grafiske og visuelle.
Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være.
Sætningerne dukker op i mit hoved og hober sig op. Jeg tænker ikke, når jeg skriver. Jeg tænker først, når jeg har skrevet, når jeg redigerer mine tekster.
Derfor skriver jeg ofte tankerne ud og vender tilbage til tekstudkastet senere, hvor jeg kan redigere og forme teksten uden at ordene bliver indforståede. Skrivning er en del af min eftertænksomhed, min håndtering af verden – men også min måde at dele betragtninger og erfaringer med andre. En måde at få folk til at lytte. En måde at skabe ro til at folk kan lytte. Digte kan noget helt særligt, som samtaler ikke kan på samme måde. Ordene får en anden vægtning, bliver tillagt en større mening. Men jeg skriver også, fordi det er en måde at få afløb på. Bearbejdning af tilværelsen. Jeg vil gerne arbejde hen imod at skrive om, sætte ord på og lægge stemme til de ting, som vi ofte har svært ved at tale om. De “grimme” tanker, skam, sorg og sårbarhed.
Hvad inspirerer dig?
Ting, der rører mig. Det kan være oplevelser, musik, indtryk, andres ord, mine relationer og så mine egne reaktioner, følelser og især undren. Verden omkring mig, min og andres interaktion med verden.
Hvad skriver du om?
Jeg forsøger at skrive ærligt. Om stædighed, at spænde ben for sig selv, at slå sig på verden og mennesker. Jeg vil gerne sætte ord på de ting, som jeg selv har svært ved at sige højt og indrømme. Jeg er ret gennemsnitlig, så hvis jeg har svært ved det, så har andre måske også svært ved det.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
At mine ord har rørt folk. At mine ord ikke er ligegyldige. Det har givet mig et selvværd omkring skrivning. Givet mig mod på at drømme om at skrive mere. Når jeg har sat ord på noget, som folk ikke selv kunne sætte ord på. Når mine ord har givet folk en flersomhed at spejle sig i.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Det kan være grænseoverskridende, men det hjælper rigtig meget at dele sine ord. Lad folk læse dem, læs dem op, bliv en del af en skrivegruppe, tag på højskole.
Men vigtigst af alt bare skriv. Og skriv med din egen stemme. Man skal nok lære at rette til, man skal nok lære at blive bedre til at skrive – men du kan ikke tillære dig din egen stemme/stil. Den skaber man, den opdager man gennem at skrive. Ord er ligesom musik – det er en leg, som er bedst, når man nyder det, når det ikke er forceret. Det er en proces, en vedvarende udvikling.
Jeg øver mig stadigvæk, afprøver nye skrivemetoder og udtryk. Nok er jeg blevet modigere og fundet en glæde i at dele mine ord, men jeg har stadigvæk en digtsamling liggende derhjemme, som jeg samler mig mod til at gøre noget ved.
Afsluttende bemærkninger eller en vigtig pointe?
Jeg har brugt lang tid på at holde mig selv tilbage fra at skrive. Skammet mig over mig selv og mine ord. Og det er nok noget af det dummeste, man kan gøre. Lad være med at lade tanken om, at du ikke er litterær nok, eller at du ikke skriver rigtigt holde dig tilbage. Der findes mere end en skrivestil og mere end en læsergruppe. Søg ud i det litterære landskab, gå på opdagelse. Der findes rigtig mange små forlag, som udgiver en masse spændende bøger og digtsamlinger, som man bare ikke rigtigt hører om, medmindre man opsøger dem. Jeg har brugt det til inspiration og til at spejle mig i – med tanken, at hvis der findes andre, som jeg kan genkende lidt af mine egne ord i, hvis de kan skrive, så kan min skrivning ikke være helt forkert.