Beirut
Neontturkise tyrkere blæser til vores allerede igangværende krystalliserende sjæle
vinden blæser til vores opblæste rygerlungers sagte aftenhvæsen,
alt imens
kalenderen advarer om påbegyndelse af mit pusterum,
som om Ibrahim Maloouf
er igang med at desintegrere mit sind, interdimensionelt tankelæse:
Beirut brager beskyttelseskamrene
Django skal skrive min dagbogsomklamring
og vindenpuster på mig og mine grænser.
Vilhelm Rostgaard Grell
Lidt om Vilhelm:
Vilhelm har forskellige alter egoer, der er en del af hans poesi. Han har lige pt 3; blandt andet en børnedræbende vikar, der er inspireret af østeuropæiske folketro og folklore fra Khalil Gibrans litteratur, der så kommer til Danmark og er folkeskolevikar. Han interesserer sig meget for historiske romaner og mytologi, ikke nødvendigvis så meget for at læse poesi. Historiefortællingen er i fokus. Udover det har han mange andre kreative interesser.
Min mor har en cand.mag i litteratur og kulturformidling og min far er teatertekniker. Kombinerer man det, så får man virkelig meget litteratur og kultur ind af bagdøren. Jeg er nærmest vokset op i børneteatermiljøet. Den poesi, som jeg har set, har jeg igennem teater. Jeg har fået slynget verdenslitteratur i hovedet, som jeg ikke har læst, fordi hele mit ungdomsoprør var, at jeg ikke skulle læse. Jeg skulle fandme ikke læse. Jeg kunne slet ikke kapere, at der hele tiden var adgang til verdenslitteraturens og geniale undergrundsforfattere. Mine forældre kunne jo sagtens komme med et fint foredrag om hver forfatter, men det var som om, det bare ikke rigtig var det.
Jeg startede med at skrive, da jeg gik i 9.-10. klasse. Da jeg blev introduceret til poesi som genre. Det talte til mig. Jeg kan huske tilbage i 1. g, hvor jeg skulle lave et eller andet, og så havde jeg skrevet et digt på en hverdagsrytme. Min tidligere dansklærer, der var facilitator på det hold, han synes, at det var så godt skrevet, at jeg skulle op og læse det digt op foran klassen. Så blev jeg udtaget til ATU (Akademiet for Talentfulde Unge), hvor jeg blev indstillet af min dansklærer for mit lyriske talent. Jeg nåede dog aldrig at komme derind, fordi jeg havde galoperende svært ved gymnasiet.
Men alligevel var det som om, at han plantede et frø. Jeg fik ikke rigtig skrevet i gymnasiet eller jeg fik skrevet lidt, men jeg prøvede at samle en samling og skrev rigtig meget om min far. Jeg prøvede at lave sådan en rigtig digterisk karakter og samlingen skulle hedder “selvdestruktiv.” Jeg gik helt ind i den der, “uha en kunstner må lide, før han kan skrive ordentligt.” Jeg har nogle af de digte og de er da meget sjove, men de handler meget om mig og mit forhold til min far, der var alkoholiker og er maniodepressiv. De var meget personlige, de digte, men jeg følte faktisk, at det ikke rigtig var mig at skrive på den måde. Allerede mens jeg var i gang med at skrive det, begyndte jeg at blande utrolig mange metaforer ind i det.
Jeg er virkelig glad for metaforer. Så det med at bruge store billeder, lave sjov med det og tage afstand fra det, var en nem måde for mig at gå til det at skrive på. Jeg kunne forsvinde ind i det smukke poetiske univers og beskrive det så smukt og poetisk som muligt, så det nemlig ikke blev så nøgternt som muligt. For jeg havde virkeligheden, som var meget nøgtern og var meget hardcore. Det var et slags frirum. Jeg kunne komme ind og digte og skrive om det på en fascinerende måde og med den der ordkyndige facet.
Senere er jeg så gået væk fra at skrive personligt overhovedet. Jeg er mere den der ordnørd. Nogle gange slår jeg ting op, bare fordi jeg vil, og jeg synes det er sjovt.
Mathilde: Det synes jeg også, at jeg kunne høre, da jeg hørte dig læse op. Det var meget rim, rytme og orduniverset, der fyldte, men der var også mening i det.
Vilhelm: Ja, det er sjovt, du siger det, for jeg synes nemlig, at der er meget poesi, også på de åbne scener, der meget nemt tilgængeligt. Det bliver nærmest penslet ud og vi skal høre om dine inderste sorger og kærestebrud.
For mig er poesi noget, som du skal gå og tænke over. Det skal ikke være noget, som jeg bare leverer i hovedet på dig. Det skal være noget, du kan fortolke. For mig er det mega vigtigt, at du ikke som lytter får det hele serveret på et sølvfad. Du skal helst fundere over digtene, når du har hørt mig læse op eller har læst noget, jeg har skrevet. Du skal tænke over, om det betyder noget, hvad betyder det, er det en fortælling, er det virkelighed og hvor går grænsen mellem fortælling og virkelighed?
Det er også sindssygt interessant for mig, fordi jeg kan godt lide surrealisme. Meget af mit skriveri tager tit udgangspunkt i humor. Jeg kan godt lide at tage pis på folk. Hvis folk forventer noget, så får de noget andet. Jeg hader lidt den der form for leflen. Meget af det danske poesi, der bliver fremhævet er meget nøgternt og smukt, sårbart og ømt, men for mig er poesi også noget, som du godt må have det grineren over.
På den ene side, så vil jeg gerne bryde den piedestal som poesien står på ned, men samtidig så jeg har et vokabularium, der er meget udviklet. Det handler om at bryde det ned, men jeg bruger nogle høje fagtermer. Jeg kan godt lide den der blanding. Jeg står egentlig og snakker om noget, der er fucking lol eller en historie, noget der er opdigtet eller fundet på, men jeg gør det med et sprog, der gør, at du måske lige skal læse det et par gange.
Så har jeg så de der alter egoer, som jeg bruger lidt som nogle satiriske milepæle på et meget samfundsmæssigt problem. Jeg vil gerne stikke lidt til tidsånden. Der er Dimitri, som er en kommentar på, at alle er så venlige, alt er så pædagogisk korrekt. Altså må vores børn ikke godt slå sig? Der er en eller anden dyb ironi i, at vi ikke kan tale om, at der findes alt det uhyggelige, der findes folk derude, der tænder på børn. Jeg kan godt lide at tale om det, vi ikke må tale om.
Så har jeg et alter ego, der hedder Haiku Hanne. Det er en stor parodi på min mor, men samtidig også på vores uddannelsessystem. Fordi rigtig mange jeg har mødt, vil have sådan nogle kunstneriske bachelorer eller alle mulige forskellige universitetsuddannelser. De her akademikere, de ender bare ude i samfundet som sådan nogle spillebrikker med en, sikkert vildt spændende, uddannelse, der er lavet til et arbejdsmarked, der ikke eksisterer. Det synes jeg, der er noget mærkeligt ved. Jeg kan godt lide idéen, men jeg vil gerne gøre grin med det. Hun er meget firkantet, men samtidig skriver hun haiku, fordi hun vil være kulturel. Men alt hvad hun beskriver med sin poesi er egentlig, hvor meget hun hader det her 9-16 job. Hun er bare en gængs kontorarbejder, der hader på mellemlederen.
Jeg kan godt lide at tage temperaturen. Jeg tager også temperaturen på hele poesimiljøet. Der er rigtig mange, der gerne vil være super interessante og have de der akademiske diskussioner, men når alt kommer til at, hvad bruger du så dit liv på?
Mathilde: Ja, det er jo meget sjovt, jeg er jo selv igang med at tage en bachelor i dansk.
Vilhelm: Ja, se, og det er ikke engang for at ramme dig. Selvfølgelig får du en mega spændende uddannelse og du bliver en fin del af PFA-segmentet, men der er bare noget dybt ironisk over det.
Så har jeg et tredje alter ego, som er en wrestler. Han hedder Cheeky Nandos. Han er faktisk eks-wrestler. Han kommer ind for at udfordre dig til kamp. Det er rettet mere personligt ind imod mig, fordi jeg tror, jeg lavede den som sådan et opgør med, men også et spørgsmål om, min egen maskulinitet. Hvor er den, hvad er den for en størrelse?
Jeg er helt almindelig hetero, cis, whatever mand og jeg kan godt mærke, at det er fedt at være, men jeg kan godt mærke, at specielt i poesi miljøet er der mange, der flyder, og det er skønt! Lad dem endelig gøre det. Men altså, hvem er den moderne mand i alt det her? Så Cheeky Nandos er sådan en fighter figur, som vildt gerne vil fighte og kæmpe og være meget maskulin og er klar til kamp, men der er ikke nogen han kan kæmpe imod. Han prøvede at blive til noget stort i den her mexicanske lucha libre, men det gik ikke. Han har maske på, det har jeg også, når jeg optræder som ham. Det er også en slags identitetsting. Altså vi vil gerne være macho og mand, men vi ved ikke stadig ikke helt, hvem vi selv er. Han snakker meget om følelsen af at være utilstrækkelig.
Du kan gøre rigtig meget for at portrættere dig selv på en bestemt måde, men i sidste ende, er du måske bare et skræmt individ, som måske ikke føler, at du kan være til, som du vil.
Det er også en parodi på mig selv som alter-ego-digter. Totalt meta. Fordi jeg har den her karakter, som ikke rigtig er en karakter, altså han er eks-fighter og det er jo ligesom mig. Jeg er bare en digter, der står på scenen, der gerne vil lave noget poesi, men jeg gør så meget ud af det, at poesien måske drukner i det.
Jeg gør jo alt det her, fordi jeg har teaterbaggrund. Jeg kunne godt tænke mig, at få noget af den verden ind på poesiscenen. Det, føler jeg, har manglet og stadig mangler. Det er derfor, at alteregoet er et sjovt begreb og greb at bruge, fordi det tillader en at skrive ud fra et perspektiv, der ikke er ens eget, og som ikke nødvendigvis er en selv. Jeg synes faktisk, det udvider ens horisont, også verdensperspektivmæssigt.
Mathilde: Jeg tænkte på om du kunne sige noget om, hvordan og hvornår du skriver om dig selv?
Vilhelm: Det er meget sjældent, jeg skriver om mig selv. Faktisk, er jeg begyndt at skrive mere om mig selv, men jeg gør det i dagbogsversion, så det ikke bliver blandet sammen med poesi. Det skal være noget andet.
Man kan sige, at der hvor jeg kommer tæt på at skrive om mig selv i poesien er, når jeg bare er et par briller på verden, der bare observerer og skriver ned, hvad man ser. Det er jo det tætteste, jeg kommer på min virkelighed. Jeg skriver f.eks. nærmest aldrig “jeg” i mine digte. Kun på alter egoerne. Jeg vil dog sige, for der er ligesom også sket noget fra et par år siden og så til nu, at hvis jeg skriver om mig selv poetisk, så bliver det meget sådan noget med store bevingede ord og meget med en form for distance. Men altså, hvis du kender mig godt nok, så ved du, hvad jeg snakker om. Må jeg læse et digt op, fordi det er et meta digt om det der med at skrive personligt. Det hedder person-light.
Nogle vil have jeg skriver personligt
Nogle vil kun tro at det rå er utroligt
at gældtrippe og være i livskrise er
unionligt
at være på renden til livet og positiv er
uforsoneligt
men jeg har erkendt mit liv er et yderste zonehiv,
ADD’en & sårbarheden om problemerne klarer jeg overfladisk telefonisk,
At holde overblikket over livet gør nervesystemet uroligt,
vil væk fra alt der minder om krav og en tilværelse der er jobcenterkravklaustrofobisk;
alt går i stykker igen, idiotisk
kan man decideret være fanget i kontakt med fremmede fra klimaer nær subtropisk?
Jeg drømmer mig væk i tankespindet,
Zzover så hårdt at jeg drømmer om at forsvinde,
Zzkal overkomme alt, jeg er konkurrencestatsprodukt, jeg er her for at vinde,
men overrumbler mit nervesystem i kampen for at opnå balance i sinde;
Vilhelm, nu skriver du ærligt,
de rigtige hoveder vil skulderklappe mig, da jeg skriver ud fra et “jeg” der er ubærligt,
men dog så tæt på dem selv at de ikke ser det som særligt,
det er herligt;
Jeg vil flytte væk fra lejligheden
leve et liv langt fra ensomheden
læse beskederne du sender via tekstbeskeden
være ramt af miraklet takket være al min forbistrede beden
Jeg kunne blive ved og…
I morgen er endnu et sæt krav og love..
vi fælder alle de åndegivende skove…
Forbrugerismen træder os ned uden vi bemærker det, med selvforpinthedens klove..
Mit sind er i tvivl, vredt, forvirret, jordnært, flyvsk, magtesløst..
men.. jeg vil sove..
Men det må jeg ik,
får tandrodsbehandlinger der koster 2000 klik,
har allerede probler som jeg først må pakke ned til høst.
Nu går alting bedre,
født med en sølvske i røven,
så selv de sværeste livssituationer kan penge forbedre,
er dog fanget i et samfundssystem der fastholder mennesker i eviggyldig bedrøven,
overlever på ligegyldige øl-indtjekninger, det er der jo næring i,
selvom jeg er på røven.
Og tom udkrængelse af sjæl der bliver til hæder,
hæder,
hæder,
slæber rundt på
kæder
kæder
kæder,
der smøres for at forbedre,
fædre,
Unlike
Copy
Report
fædre,
fædre,
gamle relationer der skal udbedre,
fjedre,
fjedre,
fjedre,
sender mig i opgørets kredsløb iført
læder,
læder,
læder.
Nogle vil have jeg skriver personligt
Nogle vil kun tro at det rå er utroligt
at gældtrippe og være i livskrise er
unionligt
at være på renden til livet og positiv er
uforsoneligt.
Det var bare for at pointere, den der pointe, at når jeg skriver, så kommer, der altid den der distancebrille på. Fordi jeg synes, vi skulderklapper hinanden så meget.
Jeg har jo været i miljøet som oplæser i snart 4 år, og jeg kan godt mærke, at jeg snart gerne vil lægge lidt afstand til det. Jo, man hører folks inderste, og det er en meget smuk oplevelse. Jeg kan bare også mærke, at det bliver meget sådan noget med, at vi mødes, og så hører vi, og så drænes man. Man bliver fuldstændig nedkørt af indtryk, så rygklapper vi hinanden og så går man hjem. Det bliver kun værre, når det kommer op på et mere elitært niveau.
Vi vil alle være de her udødelige digtere, der på en eller anden måde kan det hele. Det er der bare et meget stort maskespil i, selvom der jo også i poesimiljøet er det tætteste og næreste bånd mellem mennesker, når man når at lære at møde dem, fordi man deler det her. Det er meget dobbeltsidet. På den ene side skal vi være overdramatiske og på den anden side skal vi være ufatteligt sårbare og rå. Det er en meget interessant verden, som jeg måske snart har fået lidt nok af. Jeg kan godt komme ind og være en del af den engang i mellem.
Jeg tror, at det her miljø og det at skrive altid vil være en del af mit liv, men i øjeblikket er jeg kreativ, og får det ud på andre måder. Jeg laver graffiti, måler, og andre ting, for at komme ud med den kreative energi. Jeg er bare lidt træt af det.
Der er så mange, der skriver ufattelig godt. Der er så mange, der kan naile at få den sårbare skrøbelige side af poesien frem, den som oftest bliver hyldet. Jeg kan godt mærke, at nogle gange laver jeg noget, der står lidt udenfor og nogle gange laver jeg noget, der passer helt ind.
Jeg er lidt mere en joker. Jeg har bare en stor lyst til at gøre noget andet, end hvad det miljø kan tilbyde mig.
Det kan godt være lidt det samme en hel aften, hvis man er ude og der kommer syv oplæsere i træk, der snakker om, hvor hårdt de har det. Jeg anerkender det, og selvfølgelig er det ikke sådan alt er, selvfølgelig er det en meget oversimplificeret, meget ignorant måde at sige det på. Jeg ved jo godt, det ikke er helt sådan det er. Mit perspektiv er bare tit at gøre det stik modsatte, at bryde rammen.
Jeg har f.eks. et digt, der hedder “Omvendt Flygtning,” der er et stik til flygtninge krisen, hvor jeg siger noget om, at vi jo lever i det her, i det her privilegerede paradis og vi får alle de her flygtninge, der er så meget rabiat debat om, de må være her eller ej. Jeg har så vendt det på hovedet og har sagt “jamen fuck det,” og så har jeg skrevet en lang tekst om, hvorfor jeg nu flygter til Djibouti. Jeg kan godt lide det den der “fuck det, det skal jeg da skrive om.” Det er en stor ironisk kommentar på, hvordan nogle folk i poesimiljøet ser sig selv. Det der med “uh se mig, jeg redder verden, fordi jeg har været på 3 måneders rejse til Uganda.” Sådan, “wow, hold da op, har du prøvet at leve dernede? Har du overvejet, hvor priviligeret du er, at du kan gøre det?”
Essenes er nok, at jeg godt kan lide at stikke lidt til en samfundsånd.
Så er jeg jo også en kæmpe grammafacist og nørd-lingvist.
Jeg går og samler på ord. I mine noter har jeg bare en masse random ord, der er spredt for vindene. Så, når jeg engang imellem ikke rigtig har noget, så ruller jeg mine noter igennem og så har jeg sikkert nogle ord, der danner en eller anden stemning, der egentlig er meget spredte og har intet med hinanden at gøre. Det er en slags idé generator. Hvad nu hvis man sætter “nynazist” sammen med “blomstereng,” hvad sker der så? Det skaber nogle billeder. Det kan jeg godt lide.
Det er derfor jeg rigtig godt kan lide 20’er digtningen og 10’er digtningen og den der tidlige efter-romantik-digtning. Det er fyldt med meget poetiske smukke billeder, billedbeskrivelser og andet i sproget. Der er en tradition, som jeg nogle gange, når jeg læser moderne lyrik, går tabt. Vi er blevet vant til en moderne stil, der er meget “nu taler jeg om det, jeg kender og det jeg ved,” med Yahya Hassan som det bedste eksempel. Det er en meget samfundsnær ramme. “Det skal være så tæt på mig som muligt.” dagbogsskrivningen og poesien overlapper. Det kan være meget smukt, der er mange af mine venner, der har noget meget ømt poesi.
Jeg kan se en litterær tendens, også hvad Gyldendal fremhæver af nye. Du ved Caspar Eric.. Hvad er det? Er det poesi?For mit vedkommende er det ikke poesi, jeg ser det som dagbogsnotater. De er nøgtern, enkle. Jeg ser det meget som et senromantisk blik på, hvad Dan Turell og nogle af dem i 70’erne bragte til bordet. Det var nyt dengang at gøre en hverdagssituation tilgængelig. Det er sådan en sen romantisme af den tendens, som vi oplever lige nu.
Jeg føler helt klart, at sådan noget som naturdigtning og mytologisk digtning. For mig er Homer og de græske fortællinger også meget vigtige. Vores eget også, du ved, den nordiske skabelsesberetning og de islandske sagaer. Det er enormt poetisk. De hedder jo De Poetiske Eddaer. Der er noget historie, noget kultur der, som jeg føler er blevet glemt. Det prøver jeg at tappe lidt ind i. Det ligger i alt fald som en overvejelse, når jeg skriver. Jeg må godt opdigte som digter. Det tror jeg, der er mange, der glemmer. “Du må ikke opdigte, men du er digter.” Selvfølgelig må jeg det! Det er jo min rolle!
Ellers er jeg jo meget ligesom alle andre. Meget af det, jeg skriver, er draget fra, hvad jeg ser og hvad jeg læser. Alt jeg oplever kulturelt. Der er masser af ting, som jeg også tyv-stjæler, men jeg gør det måske fra nogle referencerammer, som de færreste kender. Det gør det lidt som om, at det er noget vildt magisk, det jeg skriver. Et godt eksempel på det er Marx Brothers. De var en amerikansk komiker duo i 1920’erne. De lavede film sammen, der er meget sådan falden-på-halen-sjove, men samtidig sat i den verden, der var i 1920’erne og 1930’erne. Der er en masse indforståede, underlige ting, som vi ikke nødvendigvis er med på.
Som sagt, så kan jeg godt lide at finde min inspiration i komikken. Det er ligesom teater. Jeg kommer fra, at det handler om tragedie eller komedie. Når rigtig mange tænker på digtning, så vægter tragedien virkelig højt. Komedien har en negligeret rolle, fordi så er du stand-upper, så er du komiker, men hvis du gør det på vers, hvad er du så? Så er du vel ikke stand-upper, for du fremfører jo noget poetisk fint, men du gør det med sådan en undergrundsliggende dyb humor og ironi over for den verden, du ser.
Jeg har jo noget teaterbaggrund så jeg kan godt gennemskue rollen i det. Det føler jeg nogle gange, jeg står alene med. Jeg synes, det er vigtigt at tænker overfor, hvorfor man står der. Når jeg spørger mig selv om det, så i stedet for at finde et meget poetisk svar, så kan jeg jo også godt se, hvor ynkelig og irriteret jeg egentlig er. Altså, jeg byggede min startidentitet i mine starttyvere op omkring, at jeg skal være fattig digter. Er der ikke en dyb ironi i det? Jeg kan godt lide at tage fat i det og bringe det frem. Hold kæft, hvor er vi latterlige, at vi står her og rygklapper hinanden. Vi ved jo, at enten så ender vi i kontanthjælpssystemet for evigt eller nogle af os får nogle uddannelser og rykker videre i livet. Hvorfor havde vi så meget brug for det her miljø?
Mathilde: Hvis du nu skulle komme med nogle råd til folk, der gerne vil begynde at skrive, hvor og hvordan ville du så synes man skulle starte?
Vilhelm: Det vigtigste råd jeg kan give er, at turde gøre noget totalt rabiat. For en gangs skyld, hvis du får en dum idé, så lad vær’ med at se den som noget du skal rette. Det er der rigtig meget snak om indenfor poesiverdenen, at “du skal rette til og du skal gøre det og det og det,” men hellere kom ud og prøv det af. Få publikums respons. Men det går heller ikke, som jeg har kritiseret, at du bare læser din dagbog op. Så får du kun det, som du holder nært, og der er ikke nogen der tør komme med feedback til det. Kom ud med det! Ud i verden med det! Ik vær’ så bange for at fejle.
Nu har jeg én måde at gøre tingene på, men jeg vil hellere have, at folk finder deres egne måder at gøre tingene på. Det er også kernen i det. Lad vær med at tænke, “når poesioplæsning, der bliver snakker om det, så må jeg hellere skrive om det og gøre det på den måde.” I stedet så prøv at tænke på nogle interesser du har udover poesi.
Jeg tror mange begår den fejl, at de prøver at læse noget som andre har skrevet, for at få en retningsbestemmelse for hvilken slags stil, de skal lægge sig indenfor. Men lad vær med det, jeg vil næsten hellere sige: Læs så lidt som muligt! Fordi, så er man nødt til at tænke, okay, hvordan kan jeg, med alt jeg er, lave en stemme. For mig er det igennem flere stemmer, men jeg har også set et par gange, at folk er gået sammen om at skrive. Det ville jeg gerne se mere af.
Mit bedste råd er bare at søge ind i sig selv, men tving også dig selv til at komme ud over, hvad du tror du ikke kan eller må, fordi du kan alt. Det er det, der er det fantastiske ved det her redskab.
Det er en åben legeplads og du skal bare lege.
Du skal kunne bygge med alle mulige redskaber, for at kunne finde din egen stemme.
Jeg tror, det vigtigste at sige er, at du skal have sjov med det. Find glæden i det, for dig selv. Sørg for, at det bliver en leg.