lander med forsiden det største slag direkte i ansigtet
gødningen til depressionen
tråden der syr ansigtsmimikken fast
avisens giftige farver forurener mine sanser
prøver at bedøve signalet til det jeg drømmer om
klipper de mentale ledninger
mit hjerte er ved at krakelere
men jeg forsætter med at dryppe
dråbe for dråbe af blod ned i hjertet
så pulsen holder drømmene i live.
Pelle Zingel
Lidt om Pelle:
Pelle er kunster. Indefra og ud og hele vejen igennem, er det kunsten, poesien og skuespillet der kendetegner ham. Han har været med i filmen Krig og Kærlighed samt flere andre film, han er poetry slammer, open-mic poet, spoken word performer, og comedy-poet, og så har han optrådt fra Sønderborg til Odense ogValby, i Flensborg og i New York.
Han skriver poesi om natten. Og han står nogle gange op om natten, for deltage i poetiske events på tværs af Atlanterhavet. Han kigger efter DVD’er i genbrug, er stærkt inspireret af Jared Leto og du kan finde ham i hele tre antologier; to fra Forfatterakademiet på Sønderborg Bibliotek, og en en helt fra USA, Albuquerque, New Mexico ( Out Loud/ 2022 )
Pelle og Poesi
Jeg kan ikke sætte dato på, hvornår jeg startede. Men man kan sige, at alt det man oplever gennem livet, bliver skrevet ned i kroppen – livet former en som poet. Jeg har skrevet i mange år nu, men med tiden er det blevet mere og mere klart, at jeg vil noget større med poesien. Jeg skriver fordi jeg gerne vil ud med min skrivestil, mine tanker, jeg kan mærke det helt indefra, at det poetiske bare vil ud i verden. Jeg vil være kendt internationalt for min poesi og indgravere mine ord verden rundt. Jeg ønsker at høre fra mennesker “ wow, det digt vækkede noget i mig” eller “ Jeg kender til de følelser du beskriver”
Alt kan inspirere mig. Bare det at jeg går en tur i skoven, går i et supermarked, står på en togstation, eller jeg ser en dåse ligge på gaden.
Jeg bruger også negative og positive oplevelser fra mit liv til at skrive. Nogle gange kommer det også bare ud af det blå, at jeg får et ord eller en sætning i hovedet jeg så skriver ud fra. Jeg elsker også at høre musik, for musikken vækker tit noget inde i mig, som jeg får lyst til at skrive om. Især bandet 30 Seconds to Mars er helt igennem magisk. De giver også håb, når man har de der mørke dage, deres musik og personlighed er fantastisk.
Det jeg skriver mest om, har rødder i det melankolske. Det er i hvert fald der, jeg føler, jeg kan skrive de stærkeste tekster. Det er også en måde at få negative følelser ud og skabe kunst man kan snakke om. Jeg har skrevet en sjov tekst om en kaktus-hamster, som også er lidt mystisk. Har da også formået at optræde til 2 comedy shows, hvor mit manuskript fik publikum til at grine – twistede selvfølgelig mine poetiske vibes ind . Så jeg kan finde på at skrive om alt, det skal bare give en fed følelse indeni og så begynder jeg at skrive. Min skrivestil er ofte abstrakt. Nogle af mine tekster skal derfor lige læses et par gange, også fordi der er så meget i dem. Det jeg elsker ved at skrive abstrakt, er at poesien kan læses og forstås med forskellige opfattelser, alt efter hvilke sjæle der læser. Jeg kan også godt lide at skrive metaforisk og skabe stærke billeder.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
Det var helt klart da jeg igennem Nuyorican Poets Cafe var med til The Hybrid Open Mic i New York. I dette show er den ene halvdel fysisk på scenen og den anden halvdel performer igennem Zoom og kommer op på et stort lærred der er lige bag scenen, sådan så deres publikum ser og hører en live. Det var virkelig fedt at blive præsenteret af værten og efter høre publikums reaktion på mit digt. Jeg fik virkelig en følelse at være til stede i New York, selvom der var en skærm og mange kilometer imellem. Jeg læste det samme digt op på engelsk og dansk, hvor det skiftede mellem sprogene.
At skrive for mig er meget mere end bare en hobby, poesien holder min puls i live.
Det skaber en form for fyrtårn af håb derude i det fjerne. Jeg er i mit es, når jeg skriver, jeg føler helt det lyser som en silhuet af neonlys omkring mig af selvtillid. Når jeg skriver, er jeg så fokuseret på at skabe og føle, at det dæmper de negative tanker jeg har. Jeg elsker også at se folks reaktion på min poesi, og generelt er det bare skønt at snakke om poesien.
Mærk efter hvad der betyder noget. Om det er noget der gør ondt, eller noget der føles godt. Det kunne også være et minde, et håb eller en drøm man har. Kunne også være en tekst om blyanten der ligger på bordet, alt kan man skrive om.
Alle mennesker kan noget med ord og alle tekster har værdi.
Poesien findes i alt, i telefon samtaler, sms’er, madopskrifter, en kvittering fra et køb osv…..
Mennesket og magt, er meget lig hinanden, en presserende kræft, der trækker i den anden
Man indser dog hurtigt, at magt er lig enden, fordi man med magt, kun skaber fjenden
Emil Probst
Emil er født på Falster hvor
Han på 21. år sine folder slår
Mens han bruger poesien vel
Til at udtrykke sit inderste selv
Han skriver om livet
Der er og var
Om livet som det er blevet
Gennem VERA
Emil Probst
Lidt om Emil:
Emil er meget sig selv. Han er stærk fortaler for uforbeholden ros, og så kan han danse Rasputin kosakdansen. Han går op i at være en del af, og bidrage til kulturen, han er engageret og musikalsk. Emils livret er buffet, men han drikker ikke alkohol.
Hvornår begyndte du at skrive?
Jeg har altid fundet sproget vældig interessant. Da jeg så nåede en vis alder, hvor min tankevirksomhed var i stand til også at forstå og bearbejde de informationer jeg fik, begyndte jeg at notere mig alle de gloser, jeg ikke selv kendte. Herefter fandt jeg betydningen af dem, noterede dem i en note, indstuderede disse og kunne således ekspandere mit ordforråd.
Det var startskuddet til min interesse for ord og sproget som helhed, og som sidenhen har ligget til grund for den tilsvarende lyst til, at udtrykke mig med selvsamme gloser.
Jeg begyndte at skrive for halvandet år siden, da jeg følte tiden var til det, og ordene var tilpas parate til, at blive genfødte i mine digte. Jeg har vidst næsten lige så længe som jeg har noteret ord, at sproget er den altoverskyggende katalysator i forhold til kommunikation. Sproget er så kompleks en størrelse, at det skal håndteres med respekt. Sproget er magtfuldt, og er både indbildende, overbevisende, informativt og oplysende, og hvis du bemestrer sproget, og har pennen i hånden, har du magten til at skabe.
Hvad inspirerer dig?
Jeg er stærkt inspireret af Piet Heins GRUK. Hans skrivestil, meningsfulde rim, små implicitte stikpiller og tilgang til det danske sprog, bør være allemandseje.
Livet inspirerer mig, glæden ved at indgå i relationer og passionen for at formulere noget, der dels lyder godt og dels giver mening, inspirerer mig til at skrive digte. Alle bør læse et digt om dagen – bare ét.
Hvad skriver du om?
Mine VERA digte består af to dimensioner: en semantisk, som giver digtet mening, gør digtet sandt og lader digtet være ‘universelt, på en individuel skala’. Semantikken står på det poetiske fundament, som bæres frem af enderim og et vendepunkt. Når jeg digter, rimer jeg ikke bare for at rime, men fordi det giver mening – ligesom jeg forsøger at kredse om ordene, og derved opnå en synergi-effekt.
VERA er et akronym for Vemod og Raseri, to for mennesket fundamentale følelser, ikke mindst for undertegnede.
Ydermere er VERA afledt af latin, hvor det betyder sandhed; min sandhed, sandheden som jeg ser den, og som kommer til udtryk i digtene.
Vemodets Evige Raseri Anfald – VERA – er en god måde at opsummere på, hvordan livet altid har to mulige udfald, to poler eller teser, som skal forenes til en syntese, for derigennem at opnå absolut indsigt, og blive det komplette menneske
Jeg skriver gerne om implicitte fordringer, der skal få mennesket til at tænke over dets tilgange og handlinger. Jeg tager gerne udgangspunkt i mennesket, dets følelsescenter, tankevirksomhed og position i universet, og formulerer derudfra digte, jeg synes dels er poetiske, og dels giver mening. Det er mine to forudsætninger.
Hvad er din bedste oplevelse med digtningen?
Da jeg i maj måned i år, fik udgivet en håndfuld digte i forfatterforeningen StORDstrømmens 10-års jubilæums-antologi, samt da jeg i Folketidende, i anledningen af mit praktikforløb, fik trykt en hel side, udelukkende bestående af et dusin+et tilfredstillende VERA-digte.
Har du nogle gode råd til andre der skriver?
Poesi og digtning er meget arbitrært. Der findes intet facit, kun ord. Og ordene er dine, så grib dem, formuler noget du synes er fedt, krøl det sammen og spis papiret. Prøv igen. Bliv ved. Sproget er mange ting, men først og fremmest er det til for at blive brugt. Så skriv noget, og del det med nogle du holder af, eller som holder af digtningens kunst. Du kan ikke gøre noget forkert, du kan kun fortryde, at du aldrig turde.
Var det mine brune øjne, du blev draget af, det bølgede mørke hår trygt ligger du, indpakket i din lyse skal, mens jeg smelter til katastrofe siden du gik, er dagene flydt sammen, et kvælende kredsløb og klaustrofobiske minder jeg undrer mig over, hvilken verden lever du, hvilke farver og nuancer ser du Jeg splintrer nu, ved mine bedsteforældres grav, langt borte der, kan jeg mærke sandet løbe mellem mine fingre, vandet køle mit indre, støvet blinde mine øjne, der, jagter jeg min skygge, jeg ser i blinde uden at møde et øje jorden, hvorfra mine forældre bortrejste, for at visne blandt agurk plantager og fem minutters pauser, svedige i indelukkede drivhuse og et tørt stykke brød under delt kørsel, søvnløs rengøring to gange om dagen på min folkeskole jeg sidder over, jeg er ikke længere ked af det men undertrykker en vrede, det er en livsnødvendighed at blive til, et eller andet, en konstant balance på afgrundens rand, udviskede ansigter søger længselsfuldt efter bekendt duft, vådt asfalt og nybagt brød, jeg higer efter et minuts luft, for at løsgive mig præstationsangst og følelsen af ikke at være nok, det er min autencitet og rod, præget af ensomme rejser, du, mine bedsteforældre, mor og far ikke kan forstå
Sadiye Müge Erdölek
Lidt om Sadiye:
Hun har rigtig rigtig mange planter! For nyligt gennemførte hun sit 8. halvmarathon i Berlin, og til dagligt arbejder hun som jurist, særligt med fokus på asyl- og flygtningeret og menneskerettigheder. Derudover arbejder hun frivilligt, og sidder som frivillig juridisk rådgiver.
Hvornår begyndte du at skrive?
Det var ret tidligt. Jeg havde som barn svært ved, at udtrykke mine følelser. Jeg var ret genert, og måske jeg manglede et sprog for det. Jeg havde svært ved at afspejle mig, i de omgivelser jeg færdes i. .Jeg har tyrkisk baggrund, og er født og opvokset i Danmark. Som teenager havde jeg ret svært ved, at finde min plads i verden, Jeg følte mig fanget mellem to verdener og jeg var forvirret over hvor jeg hørte til. Så jeg begyndte at skrive om splittelsen og selvfølgelig også om mine ualmindelige tusinde af forelskelser, og hvor tarvelige mine forældre var, fordi jeg ikke fik lov til at spise en liter is til aftensmad.
Som 10-årig begyndte jeg, at skrive dagbog, både på tyrkisk og dansk, og jeg havde lidt svært ved begge sprog, og stadig i dag er hverken det tyrkiske eller det danske perfekt, men jeg kan da udtrykke mig.
Dagbogsskrivningen udviklede sig til kortere, og mere fattede skrifter, om mine oplevelser, og hvordan jeg opfatter mennesker, og ser mennesker, og verden omkring mig, og primært om hvordan mennesker behandler hinanden.
Det er måske også derfor, jeg uddannede mig jurist.
Jeg er primært inspireret af kultursammenspil og verdenskonflikter, og nogle gange lyder det ret pessimistisk. Tanken om at vi færdes i en verden der er på vej mod sin egen undergang. Det er lidt af en kamp.
Det er nok også fordi, jeg i virkeligheden lidt har en trang til, at skulle redde verden – og mennesker, hvilket starter en konflikt, i og med at jeg også opfatter verden ret ligegyldigt, fordi jeg synes, mennesker behandler hinanden dårligt. Det gør mig ked af det, samtidig med at jeg er super glad for at leve, og udvikle mig, – blandt andet inden for at skrive og lære nyt.
Skriver du så om det pessimistiske “jorden går under og mennesker er forfærdelige” eller skriver du om det håbefulde “jeg elsker at leve og jeg vil redde verden”?
Det er nok det mere pessimistiske; død og ødelæggelse. Men egentlig er jeg et ret positivt menneske.
Jeg tror mange skriver, og bliver særligt inspirerede i perioder hvor de er i kriser. Det er ikke fordi, at mit liv er en lang krise, men udviklingen ude i verden er sgu da deprimerende.
Det fylder ret meget, og derfor præger det også mine tekser.
Det lyder ret pessimistisk, når jeg siger det sådan.
Jeg skriver også meget om sammenstødet der er, mellem kultur og mennesker, og det kommer jo nok af, at jeg selv oplever det. Jeg tror, at der er mange, der godt kan genkende det, i dagens Danmark.
Jeg tror der er mange mennesker der har svært ved at finde sin plads i verden.
Deler du så dine tekster og digte med nogen?
Jeg deler dem primært på instagram. Og jeg skriver ret råt. Det er ikke særlig finpudset, det jeg skriver. Jeg poster dem med billeder af mig selv, som jeg ofte har brugt et kvarter på at tage – hehe.
Da jeg begyndte at bruge min Instagram profil på den her måde, var det ikke gennemtænkt. Billederne og teksterne er ret modsætningsfulde. Selvom det aldrig har været min hensigt at skabe kontrast. Jeg bliver glad hvis/når folk læser mine tekster, særligt hvis det kan genkalde noget i nogen eller ét, og vi kan tale om det og om at skrive.
Det har taget mig mange år, at begynde at dele mine tekster. Det er først nu her, indenfor de sidste par år, jeg har gjort det.
Det har været meget privat – og sårbart.
Men “take it or leave it”, det er sådan jeg har det, det er sådan jeg føler, og nu er det outthere.
Har du nogle gode råd til nogen der måske har nogle af de samme følelser om deres tekster som du har?
Jeg ved ikke, om jeg har et godt råd, fordi, jeg tror folk skal agere efter, hvad de selv føler. Ofte kan man dele noget, hvorefter man kan fortryde det. Det handler måske nok mere om reaktionen fra andre end ens egne følelser og standpunkt. Derfor kan man være tilbøjelig til at slette det. Det har jeg da selv prøvet. Men der er ingen skam i, hvordan du har det, hvad du skriver, eller hvordan du ser verden, eller hvad du skriver om.
Man skal være tro mod sig selv. Springe ud i det, når det føles rigtigt. Jeg synes ikke man skal være tilbageholdene med hvordan man formulerer sig, det har også sin charme.Alt behøver ikke, at være perfekt.
Jeg har først haft min debut i 30’erne, så det tager den tid, det nu tager. Men jeg nyder at skrive. Det får mig til at slappe af, til at grine og græde.Det er lidt ligesom at ryge en cigaret og drikke en øl efter et Marathonløb.
Følg mavefornemmelsen. Du skal ikke føle dig begrænset af dit sprog, eller din evne til at skrive.
Oscar har boet over 20 steder i sit liv, og bor for tiden på et herberg. Han holder meget af at lytte til musik – om det så er Black Metal eller 60’er pigegrupper.
Dansk musik sætter han dog ikke på selv, hverken nyt eller gammelt.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg startede med at skrive digte i folkeskolen, hvor jeg lagde dem ind i mine stile, for så blev de nemlig læst op i klassen. Det var en sælsom oplevelse, når mine ord fik lyd på, og når andre kunne høre dem.
Hvad inspirerer dig?
Mere eller mindre alt der rører sig i mig, det mørke og det lyse, det ubehagelige og det transcendente.
Jeg skriver i store træk om mig selv, men jeg prøver ihærdigt, at gøre det relaterbart for andre.
Jeg skriver nok mest om, hvad der sker indeni, det værende sig sindet/psyken/sjælen om man vil.
Når jeg har fundet en specifik følelse, eller et overordnet fænomen, jeg vil skrive om, prøver jeg at finde en stemme og et sprog, der passer til, for derigennem at udtrykke mig mest adækvat.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
To optrædener: Det ene på Literaturhaus, med et stort stykke stof mellem publikum og jeg, og det andet var til en magisk aften på Christiania, hvor det hele bare faldt i hak, og jeg nærmest blev båret af den gode stemning.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg vil anbefale at man simpelthen gør det for lystens skyld, noget der glæder en, i stedet for at se det som et projekt, eller som en hård opgave.
Ellers bare klø på, jeg skriver selv en del, men det meste af det jeg skriver bliver så også lagt op på nettet.
Prøv at gemme de bedste til en eventuelt udgivelse.
Hun er glad for tomater og blæksprutter og så bruger hun det meste af sin tid på at ærgre sig over, at hun ikke har tid til at lave mere af alt det, hun godt kan lide.
Hun bruger en del tid på at sove.
Og nu bruger hun også sin tid med, at hjælpe til her på siden! Det kan nu også være Laura, I hører fra, når I kontakter Unge Danske Digtere, og hun glæder sig til at komme i gang.
Hvad er det fedeste ved UDD, og hvorfor er du nu med på holdet?
Jeg er vild med ideen om, at kunne samle andre mennesker, og at skabe fællesskaber. Det kan man med sine egne tekster, men det kan man i den grad også, når man samler andres tekster på et sted og gør noget ud af dem.
Derfor synes jeg også at Unge Danske Digtere er genialt. Jeg glæder mig til at høre fra en masse mennesker!
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Det kan jeg ikke huske… Jeg tror jeg har skrevet – eller har troet at jeg har skrevet – siden jeg lærte at stave.
Jeg var glad for at lave bøger af A4-papir, og så skrive og tegne historier i dem.
Derfor kan jeg heller ikke huske, hvorfor jeg begyndte. Umiddelbart tror jeg, at det var en genial måde for mig, at få endnu mere taletid på. Selv når der ikke var nogen i nærheden, kunne jeg få lov til at styre en samtale, og jeg kunne få lov til at formidle noget af alt det, der foregik inde i mit hoved.
Hvad inspirerer dig?
Andre mennesker – måder at tænke på eller at vende ting anderledes. Jeg har en liste på min telefon, over ord og vendinger, og det er blevet en gængs del af hverdagen at nogen siger noget sjovt eller skævt, som jeg lige skal have med. Mine venner griner af mig, når jeg spørger om jeg må stjæle deres sætninger, men de siger indtil videre altid ja.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Gør det der er nemmest. Det handler ikke om at skrive storslået, eller om at lave stor kunst – skriv det der falder dig først ind, og skriv det, du føler, er nemmest at skrive. Resten ligger alligevel i redigeringsprocessen bagefter – hvis du gider.
Hvad er det fedeste du har oplevet i forbindelse med dine tekster?
Cirka to måneder efter jeg læste et bestemt digt højt, fik jeg af vide af en veninde, at hun stadig tænker på det flere gange om ugen. Det er sådan lidt surrealistisk at høre.
Find nogen andre der er lige så interesserede i litteratur, som du er. Det er det bedste, du kan gøre for dig selv.
Hvis du ikke kan finde nogen, der er interesserede i forvejen, kan du sikkert tvinge nogen til at blive det.
Som en gave i magasins udstillingsvindue har jeg kigget på den og konkluderet at den er fin som den er
En pyntegave. På en pyntedag.
Ligesom alle de andre
Og jeg beglor den med sorgløse barneøjne, for jeg får aldrig råd til at købe dagligvarer i magasin.
Så for mig var den pæn.
Den stod for noget.
Jeg så mig over skulderen for at genfinde min mor
Men indser at dagen er gået.
Gustav Le Caire
Lidt om:
På ydersiden bryder Gustav sig ikke om de fleste, på indersiden er han altid i tvivl. Han hører dårligt og glemmer tit.
Hvis du er for meget, så er de andre for lidt.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Da jeg var 5 år gammel lærte jeg at stave fordi jeg blev tvunget til det. Jeg startede med mit eget navn, derefter lærte jeg at stave til andre ting. Når man først har lært dette, så går der ikke lang tid før, man kan skrive sin første sætning.
Hvad inspirerer dig?
Alt det de andre snakker om
Hvad skriver du om?
Jeg skriver om det, der allerede er skrevet så meget om. Du finder intet nyt under solen her.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
At jeg fik penge for det engang.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg googler ofte et ords betydning, da jeg ikke er særlig begavet, så gør endelig det.
Det første du skriver bliver sikkert noget værre lort
Husk nutids-r
Hvis du gerne vil fremstå meget poetisk, skal du enten købe dig en lille notesbog eller en skrivemaskine. Du behøver ikke at bruge nogen af delene, du skal bare sørge for at folk ser dem.
Onkel Danny drak som et hul i jorden, så det skal du også.
PS. Man behøves ikke at bruge lange, kloge og bemærkelsesværdige ord for at skrive godt.
“Dissidenternes feudale og samfundskritiske udsagn virker palindromisk betryggende på den neongrønne misundelse der besegler min sjæl”
Dette er et eksempel på én, der gerne vil fortælle verdenen, at personen ikke har det så godt, men at det er okay alligevel, men ikke rigtigt…. men det er okay.
#jegviljobareværedeprimeretogselvhøjtideligifred
#ladmigværemenhørligedetherjegharskrevet
#jeggørdetogsåherremegetselv
#pudsglorien
#detgøratjegfølermigbedreendjer
Afsluttende bemærkninger eller en vigtig pointe?
Det er bedre at være interesseret, end interessant.
“Mindreværd” fra Dukkehospitalet, forlaget Emeritus
I Zoologisk Have
Om et par hundrede år
Vil folk som jeg
Udyr
Blive udstillet
til andres store fornøjelse
Med stramme kvælerhalsbånd
Og klirrende lænker
Der dagligt minder os om
Hvilken byrde vi var
For samfundet
Kravlende rundt på gulvet
Vil folk glo på os som aldrig før
Væde ved min uperfekthed
Fodre mig med min knogledannelse
De vil pege triumferende og le ad
At de langt om længe fik deres trofæ
Allerede nu bliver folk som jeg
Uddyr
Udstillet i Zoologisk Have
Til folks store fornøjelse
Vi er blot undslupne straffefanger
Som venter på
Snart at blive skudt
D. A. Hagelund
“Nostalgi” fra Dukkeforretningen, forlaget Emeritus
som et venligt spørgelse
hænger den i skabet
byder mig altid velkommen
hvid som sne
krøllet
som lagner fra hede nætter
dem jeg altid savner
billig og af ringe kvalitet
den er min
og helt min egen
grønne striber på ærmerne
brune pletter
fra mælkebøtter jeg plukkede engang
irriteret blev den renset af mor
med boblende vaskepulver
som næsten tog det hele væk
men jeg kan stadig ane
de svage konturer
af en udvisket barndom
gult under armene
holdes ved lige hver gang
jeg bliver trængt op i en krog
beskidt på ryggen
mærker fra skarpe mursten
jordbrune blodstænk
men jeg overlever
det forsikrer de mig om
de svedlugtende angstskjolder
i stoffets valmuepark af store rødvinsplamager
planter jeg
klodset
i fuldskab
mit begær
af røde berusende kys
så fandens synlige for alle
på mit venlige spøgelse
skabes et mønster
helt bevidst
af genstridige pletter
som aldrig kan vaskes rene
en stivnet dødsmaskine
hængt op på bøjle
der fortæller mig
jeg lever
hver gang jeg åbner
skabsdøren
D. A. Hagelund
Lidt om:
Hun vil være en stemme for dem, der ikke kan kan. En stemme for at lære andre nye nuancer af livet. Hun tror ikke, hun er guds gave til menneskeheden, men på trods af mange ting hun ikke kan pga sit handicap, så kan hun formulere sig og hun kan skrive. Hun kan tale for og til folk.
Hun vil ikke være afhængig af at være forfatter, det skal være sjovt. Desuden har hun udgivet to digtsamlinger hos forlaget Emeritus; Dukkehospitalet og Dukkeforretningen.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg plejer at sige, at jeg har skrevet siden den allerførste danske stil, hvor jeg fandt ud af, at jeg elskede at fortælle historier. En af mine første minder fra barndommen er, at jeg har siddet hos min mormor med en notesbog og skrevet sådan nogle ‘børne-grafer.’ Altså før jeg kunne stave, skrev jeg “bøger.” Det var først meget senere, at det gik op for mig, at man godt kan få lov til at skrive bøger, og man kan også udgive bøger.
Jeg kommer fra en litterær verden, hvor min mors familie har læst meget forskelligt, men specielt de klassiske forfatter, så jeg troede, at det skulle være meget seriøs business. Så det der med at lege med det og skrive noget mere naturligt og ‘lavpandet,’ om du vil, det er faktisk noget, jeg først er begyndt på nu. Jeg tænkte nemlig, at hvis man skulle skrive, så skulle man også næsten have en nobelpris før, at du er rigtig forfatter. Så jeg har haft meget høje ambitioner første gang jeg satte mig ned, og tænkte “nu skal jeg skrive en roman.” Jeg var 11, og helt naturligvis knækkede jeg halsen på projektet.
Så har jeg siden da skrevet lidt i smug. Især digte. I starten, da jeg begyndte at skrive digte som teenager, tror jeg, at jeg tænkte: “det er sådan noget alle teenagere, især piger, gør.” Jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg på nogen måder kunne lave noget, der var godt, men så kom jeg til i en brandert at sende et digt til min daværende kæreste. Han var blown away. Han tog fat i mig og sagde “er du klar over, hvor godt det her, det er?” Nej, det var jeg ikke. Han opfordrede mig så til at skrive videre. Det endte ud i det første hele projekt, som dengang var meget klassiske digte. De rimede og havde meget tung symbolik. De var noget, som man set med nutidens øjne, synes er meget outdated. Jeg prøvede at sende det ind, og selvfølgelig fik jeg en helvedes masse afslag, og tænkte, “nå, så var det nok ikke det, jeg skulle.”
Jeg blev faktisk så gal, at jeg skrev noget andet, som jeg tænkte, at forlagene gerne ville have. Det var første gang jeg skrev digte, der ikke rimede. Jeg følte mig snu, jeg syntes det var for nemt lige pludselig. Det sendte jeg så også ind, og det blev også afvist en helvedes masse gange.
Så tænkte jeg, “nå, jamen jeg kan ikke gå mere på kompromis med mig selv, så hvis de ikke vil have mig, som jeg skriver, så skal jeg ikke være forfatter.” Jeg lagde det i skuffen i mange år.
Så nogle år senere, i kraft af mit arbejde, snublede jeg ind i en forlagsredaktør, som jeg fik anbefalet. Jeg skrev til ham, og regnede ikke med noget som helst. På det her tidspunkt, var jeg i gang med en historisk roman, som jeg gerne ville have ud på et tidspunkt. Han sagde, “ja, det er meget fint, men vi udgiver primært digte her. Har du noget liggende?” Og så fik jeg jo kæmpe angst, fordi fuck, ikke igen. Så jeg sagde, “Ja, det har jeg, men jeg er nødt til at fortælle dig, at det er allerede blevet afvist så mange gange, at jeg nægter at tro på, at det er noget, du vil ha’, men jeg kan godt sende det.” Det var faktisk manuskriptet til Dukkehospitalet. Det, som jeg dengang skrev som et slags modstykke ud af provokation, fordi jeg tænkte, “det må være det her folk vil have.” Det er først efter, at den er blevet udgivet, at den er vokset så meget på mig, at jeg faktisk kan lide den. Jeg tog sindssygt meget afstand til den i starten.
Men han var meget imponeret, og ville gerne udgive den. Inden for et år, så stod jeg med en bog i hånden. Det var meget syret, men en pisse fed oplevelse. Også fordi, han er den slags redaktør, hvor der ikke er en armbevægelse, der er for stor. Jeg kom jo ind til det første møde med ham og var røv arrogant og sagde, “jeg vil have det sådan her, og bogen skal se sådan her ud,” og jeg havde allerede fundet en kunstner, der skulle illustrere forsiden. Jeg havde taget en gammel børnebog med, der havde det her meget mærkelige smalle format, hvor jeg var sådan, “den skal se sådan her ud, og jeg giver mig ikke, og jeg vil gerne have den oversat også.” Han greb bare alle de bolde, og han syntes det var pisse fedt.
Det eneste skilsmisse-punkt vi har haft, det var i forhold til den kunstner. Hun sendte den ene pisse fede tegning efter den anden, og jeg var helt oppe at køre over det, men han kunne bare ikke mærke det. Jeg havde egentlig i starten sagt til ham, at jeg ikke selv ville være på forsiden, og jeg ville ikke have mine egne illustrationer med. De digte, der er i Dukkehospitalet, er baseret på nogle tegninger, jeg havde lavet engang, og han ville gerne have haft dem med, men det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville se professionelt ud. Jeg ville gerne være en lille smule mere anonym end det.
Illustrationen til “Mindreværd” af D. A. Hagelund
I desperation, der finder jeg så et gammelt kunstprojekt, jeg har lavet for mange år siden i gymnasiet, hvor jeg er klædt ud som en dukke. Jeg siger, at vi også kan bruge det, hvis det er, men det ville jeg ikke være super komfortabel med. Han er fuldstændig blown away, da han ser det. Det er den eneste gang, hvor han har nedlagt veto, og har sagt, det er sådan her det bliver. Det tog mig lidt tid at sluge, men jeg kan godt se, at den kunne ikke have en anden forside end det billede. Og noget jeg har lagt mærke til siden, det er, at selv folk, der ikke læser digte, til bogforum f.eks, de kommer over og tager fat i de bøger (Dukkehospitalet og Dukkeforretningen), fordi de har bare et eller andet.
Mathilde: Jeg synes, det er fedt, fordi man kan virkelig mærke den der trods, som du snakker om, men det sjovt, fordi man tror den kommer kun et sted fra, men så i virkeligheden bunder det også i, at du er blevet afvist så mange gange, og så i trods skriver noget andet.
Ditte: Jamen der var trods på mange måder og punkter. Der var først og fremmest den kunstneriske trods. Der var også trods med hele livet. Jeg var ikke et særlig godt sted, da jeg skrev de bøger. Jeg havde en kæmpe identitetskrise, og jeg havde meget svært ved at finde mig selv og min plads i den her verden, fordi jeg var så meget anderledes.
Jeg syntes ikke, at jeg kunne finde mennesker, der kunne relatere til det liv, jeg havde. På den ene side, der var jeg en ganske almindelig teenager med alt tilhørende, og på den anden side havde jeg det her ekstra filter, der hedder sygdom. Det fyldte så meget, at det overskyggede rigtig meget. Skole, og kærester og så videre. alle de der almindelig ting, de blev farvet af sygdommen. Så begyndte jeg at skrive i stedet for, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg opfinde min egen verden, hvor nogen forstår mig.
Der var en gang en lærer der spurgte mig, hvorfor jeg gerne ville være forfatter, hvor jeg kom til at sige, at jeg ved, hvad der er galt i verden. Jeg har et andet perspektiv, helt naturligt, fordi jeg er så meget lavere end andre. Jeg ser tingene på en anden måde. Jeg overhører en masse ting. Jeg kan se og visualisere alle problemerne. Jeg kan se tingene i et omfang, som mange andre ikke kan, eller i alt fald ikke kunne på det tidspunkt. Det er jo ikke fordi, at man er super reflekteret, når man er 16 vel.
Mathilde: Der står på den sidste side i Dukkehospitalet: “et selvportræt, der råber op om et liv, som mange kender til, men kun få kan forstå.” Det er sindssygt rammende. Har du noget at sige om det?
Ditte: Det er jo ikke, fordi vi er et middelaldersamfund, hvor folk med handicaps bliver gemt væk. Det er noget, vi ser i det daglige. Det er normalt, at vi har en i en skoleklasse eller på arbejdspladsen. Vi ser det også i medierne, men det er ikke noget, som der er ret mange, der kan relaterer til, når det kommer til stykket. Man ser det, men det er på sådan en objektiv, overfladisk måde. Det er ikke noget, mange tør gå i dybden med, fordi der er den her berøringsangst. Der er ikke mange, der tør at gå i dybden, reflektere over det og forstå den anden part.
Jeg følte, jeg var i et parallelsamfund, fordi jeg både forstod, hvordan det var at have et almindeligt liv, men på den anden side et meget ualmindeligt liv. Jeg havde et ben i hver lejr på en måde.
Mathilde: Du har jo været nomineret til bogforums debutantpris, hvordan var det?
Ditte: Det var meget meget mærkeligt og meget meget surrealistisk, og jeg nåede aldrig helt at forstå det eller lande i det. Det kom meget pludseligt. Det lyder næsten som et dårligt væddemål, men min redaktør kender ham, der arrangerer det. Bogforum blev holdt et par måneder efter, at jeg var blevet udgivet, og fordi jeg var forlagets nyeste udgivelse, så var han selvfølgelig virkelig stolt af det projekt, og han snakkede om det og så siger ham arrangøren, “nå, men skal hun så ikke indstilles til den her pris?” Igen, der er ingen armbevægelser, der er for store hos det her forlag, så han sagde bare “ja.” Og der havde ikke været noget vildt stort pr-arbejde og sådan, så alle vidste jo godt, at selvfølgelig vandt jeg ikke det her, men det var skide stort, at der var nogen, der syntes, at jeg skulle indstilles. Det lever jeg højt på den dag i dag.
Mathilde: Jeg så på din instagram, at du var ude at læse op her den anden dag. Er det noget du gør dig i?
Ditte: Ikke nok. Jeg burde gøre det noget mere. Jeg er lidt den gamle skole, hvor forfatter er et meget ensomt fag. Det der med at komme ud forbi skærmen, det har jeg det lidt svært med. Jeg har nemlig stadig den der gamle frygt for at blive vurderet. Jeg har ikke sceneskræk, men det der med at blive vurderet, det har jeg det ret skidt med. Jeg kan sagtens performe, hvis folk i og for sig er ligeglade med, hvad jeg laver, men når jeg er fuldstændig blottet af til skindet, og det handler om det, jeg har lavet, og jeg skal præstere personligt, så synes jeg, det er svært. Men jeg er rigtig glad for, at jeg har opdaget Karens Minde, for det er et dejligt autentisk publikum. Det er ikke så højpandet, og folk er rigtig søde. Man holder hurtigt op med at være nervøs.
Mathilde: Hvis du nu forestiller dig en person, der gerne vil begynde at skrive, hvilke råd vil du så give til dem?
Ditte: Der er flere stadier i en forfatterproces, det kommer an på, hvad man vil. Det har hjulpet mig utrolig meget at have en klar linje for, hvilken retning jeg gerne ville gå. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde har undgået at træde ned i de der klassiske landminer, træde vande og bare ikke kunne komme videre.
Jeg ved, at der også er mange kunstnere, der skriver, fordi de synes, det er sjovt, og så har de egentlig ikke større ambitioner end det, og det skal der også være plads til. Man skal bare være klar over, at hvis man på et tidspunkt gerne vil videre med det, så kan det virke meget uoverskueligt at komme ud over rampen. Det er en kæmpe krigszone, og man skal have rundsave på albuerne. Man skal være næsten arrogant og tro på sit eget shit. Det er ikke alle, der kan det. Jeg synes selv, det er svært. Det kom også bag på mig, fordi jeg troede, at det endegyldige mål, det var at blive udgivet, og når man kom i kontakt med et forlag, så var mit job gjort, og de tog sig af resten. Det er bare langt fra tilfældet.
Det rigtige arbejde, det starter først, når du er udgivet, for du skal hele tiden være på pletten. Du skal sørge for, at du bliver husket, og at du er ude at læse op og promovere din bog. Det ville jeg godt have vidst selv.
Udover det, så synes jeg først og fremmest, at man bare skal skrive.
Skriv, skriv, skriv, skriv, skriv!
Og lad vær’ med at have den tanke, at bare fordi du synes, du er færdig, så er du færdig. Når man har lavet sit første manuskript, så er det der, hele den der redigeringsproces den skal gå i gang. Det er der, hvor jeg har set mange fejle ved at sende det første ind. Det skal stå skide skarpt.
Jeg tror, man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at få fat i en god ven eller en anden, der kender en godt nok til at være hudløst ærlig. Og en ærlighed, som du respekterer. Det skal være en god balance mellem, at du kan tage imod kritik, men at du også kan bibeholde din egen integritet. Der er få mennesker, som jeg respekterer så meget, at de kan få mig til at ændre mening. Men der er også folk, der ikke kan argumentere for deres sag. Så siger de bare, at det er dårligt eller godt, uden at kunne forklare hvorfor, og det kan jeg ikke bruge til noget. Det bliver man ikke dygtigere af.
I redigeringsprocessen, der skal du være skide egocentreret, og du skal fluekneppe hele lortet og rive det op. Du kommer ud i sådan nogle syge situationer, hvor du decideret sidder og vejer hvert eneste komma. Det kan nemlig ændre betydningen fuldstændig. Det skal man være klar på, for det er en hård proces. Man må tage det sure med det søde. Det kan betale sig.
Mathilde: Har du nogle afsluttende bemærkninger?
Ditte: Jeg ville så gerne være som alle andre, og jeg ville så gerne skrive som alle andre, og jeg var så flov over de autentiske ting og de karakteristiske ting, der gjorde mit skriv, og det jeg lavede, til mit.
Jeg ved godt, at det er verdens ældste gajol-citat, men man skal bare være tro mod sig selv. Det er altså super vigtigt. Som der var en, der sagde til mig for ikke så længe siden: “man kan lige så godt være tro mod sig selv, for i virkeligheden er vi alle sammen så meget oppe i os selv, at vi er ligeglade med alle andre.” Så alle dem vi tror, der går rundt og dømmer os, det har de slet ikke tid til eller hjernekapacitet nok til. De er godt i gang med at dømme sig selv. Man kan lige så godt bare køre sit eget show.
Kunst det skal være originalt. Kunst det skal være en ny nuance. En ny fortælling. En ny vinkel. Ikke fordi man skal opfinde den dybe tallerken, men selv en meget almindelig episode i et liv kan fortælles på 30 tusinde forskellige måder. Der skal være plads til samtlige 30 tusinde.
Så, vær autentisk og bibehold integriteten. Det skal ikke være sådan, at man falder over den bedste og første mulighed. Man må godt være arrogant. Man må godt være stædig. Man skal ikke gå på kompromis. Det skal føles rigtigt, og man skal tænke sig om.
Til dagligt læser hun biologi på Aarhus Universitet. Hun er født og opvokset i Aarhus, men først for nyligt gik det op for hende, at hun egentligt nok må være aarhusianer. Hun har altid været splittet mellem det kreative og det naturvidenskabelige. Hun har sværere ved at skrive i hånden end på computer/telefon. Hendes hånd kan ikke følge med ordene i sit hoved og få dem hurtigt nok ned på papiret. Så kommer skriften bagud og hun glemmer ordene, da hendes tanker allerede er videre til den næste sætning.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg har egentligt skrevet siden folkeskolen. Men jeg stoppede hurtigt, pakkede mine ord væk i en lille notesbog, som jeg gemte bag bøgerne i min bogreol. Jeg skammede mig, følte mig tåbelig over overhovedet at skrive ord ned. Fordi hvem troede jeg lige jeg var – jeg var jo ikke kreativ på den rigtige måde. Jeg var ikke digter og det skulle jeg ikke forsøge at bilde mig selv ind. Det var bedst, hvis jeg tog afstand fra ordene, så jeg minimerede pinlig-gørelsen af mig selv. Jeg kom først i gang med at skrive friere, da jeg gik på højskole og senere daghøjskole. Siden da har jeg ikke kunnet lade være med at skrive. Men det har været en proces for mig at blive fri til at turde skrive og til at skrive uden hæmninger. Selv på daghøjskolen følte jeg mig som en digterisk bedrager – jeg ventede blot på, at folk ville grine af mig og mine tåbelige ord. Men det gjorde de ikke. Heller ikke når jeg læste mine digte op eller lod mine venner læse dem. Jeg begyndte at dele mine digte på instagram for at skubbe mig selv ud af min skal og for at lege med det kreative udtryk i min skrivning kombineret med det grafiske og visuelle.
Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være.
Sætningerne dukker op i mit hoved og hober sig op. Jeg tænker ikke, når jeg skriver. Jeg tænker først, når jeg har skrevet, når jeg redigerer mine tekster.
Derfor skriver jeg ofte tankerne ud og vender tilbage til tekstudkastet senere, hvor jeg kan redigere og forme teksten uden at ordene bliver indforståede. Skrivning er en del af min eftertænksomhed, min håndtering af verden – men også min måde at dele betragtninger og erfaringer med andre. En måde at få folk til at lytte. En måde at skabe ro til at folk kan lytte. Digte kan noget helt særligt, som samtaler ikke kan på samme måde. Ordene får en anden vægtning, bliver tillagt en større mening. Men jeg skriver også, fordi det er en måde at få afløb på. Bearbejdning af tilværelsen. Jeg vil gerne arbejde hen imod at skrive om, sætte ord på og lægge stemme til de ting, som vi ofte har svært ved at tale om. De “grimme” tanker, skam, sorg og sårbarhed.
Hvad inspirerer dig?
Ting, der rører mig. Det kan være oplevelser, musik, indtryk, andres ord, mine relationer og så mine egne reaktioner, følelser og især undren. Verden omkring mig, min og andres interaktion med verden.
Hvad skriver du om?
Jeg forsøger at skrive ærligt. Om stædighed, at spænde ben for sig selv, at slå sig på verden og mennesker. Jeg vil gerne sætte ord på de ting, som jeg selv har svært ved at sige højt og indrømme. Jeg er ret gennemsnitlig, så hvis jeg har svært ved det, så har andre måske også svært ved det.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
At mine ord har rørt folk. At mine ord ikke er ligegyldige. Det har givet mig et selvværd omkring skrivning. Givet mig mod på at drømme om at skrive mere. Når jeg har sat ord på noget, som folk ikke selv kunne sætte ord på. Når mine ord har givet folk en flersomhed at spejle sig i.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Det kan være grænseoverskridende, men det hjælper rigtig meget at dele sine ord. Lad folk læse dem, læs dem op, bliv en del af en skrivegruppe, tag på højskole.
Men vigtigst af alt bare skriv. Og skriv med din egen stemme. Man skal nok lære at rette til, man skal nok lære at blive bedre til at skrive – men du kan ikke tillære dig din egen stemme/stil. Den skaber man, den opdager man gennem at skrive. Ord er ligesom musik – det er en leg, som er bedst, når man nyder det, når det ikke er forceret. Det er en proces, en vedvarende udvikling.
Jeg øver mig stadigvæk, afprøver nye skrivemetoder og udtryk. Nok er jeg blevet modigere og fundet en glæde i at dele mine ord, men jeg har stadigvæk en digtsamling liggende derhjemme, som jeg samler mig mod til at gøre noget ved.
Afsluttende bemærkninger eller en vigtig pointe? Jeg har brugt lang tid på at holde mig selv tilbage fra at skrive. Skammet mig over mig selv og mine ord. Og det er nok noget af det dummeste, man kan gøre. Lad være med at lade tanken om, at du ikke er litterær nok, eller at du ikke skriver rigtigt holde dig tilbage. Der findes mere end en skrivestil og mere end en læsergruppe. Søg ud i det litterære landskab, gå på opdagelse. Der findes rigtig mange små forlag, som udgiver en masse spændende bøger og digtsamlinger, som man bare ikke rigtigt hører om, medmindre man opsøger dem. Jeg har brugt det til inspiration og til at spejle mig i – med tanken, at hvis der findes andre, som jeg kan genkende lidt af mine egne ord i, hvis de kan skrive, så kan min skrivning ikke være helt forkert.
Til daglig studerer Marie på det Fynske Kunstakademi på sit 3. år, og samtidig går hun på Den 1-årige forfatteruddannelse på Forlaget Gladiator. Hun er både forfatter og billedekunstner.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg plejer at sige, at jeg altid har skrevet, men jeg begyndte at forpligtemig til skrivningen, da jeg gik i 3.g og deltog på et tre måneders forløb på Forlaget Gladiator.
For mig er skrivningen en måde at være i verden på, og det føles mere som en nødvendighed, end det føles som et aktivt valg.
Hvad inspirerer dig?
Jeg bliver inspireret af mange, men nogle af mine største inspirationskilder er Joan Didion, Sylvia Plath, Unica Zürn, Ann Jäderlund, Julie Sten-Knudsen, Amalie Smith, Olga Ravn, Josefine Klougart, Ursula Andkjær Olsen.
Hvad skriver du om?
Jeg har skrevet en digtsamling, som er udgivet på Kronstork og hedder“VI”,hovedsageligt om menneskets ødelæggelse af naturen. Men digtsamlingen handler også om fremmedgørelse og længsel mod noget noget. Om hjem, systemer og fællesskaber. For tiden skriver jeg på et nyt manuskript, som følger et jeg, der er ramt af angst. Det følger jeg’et gennem to indlæggelser på psykiatrisk afdeling og er et forsøg på at skabe et blik, der ønsker at være observerende og neutralt.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg har selv været rigtig glad for at gå på skrivehold – det har både været på højskole og på forskellige skriveskoler i København. Man får meget ud af at læse både sine egne og andres tekster sammen med andre, og så tror jeg på, at det er vigtigt at være en del af et hold som skrivende for at bekæmpe den ensomhed, der ofte følger med. .
idet jeg snubler over den og kigger forlegen rundt.
Kasper De Miranda
Lidt om Kasper:
Han bor mutters alene på et kælderværelse i Århus, hvor han bruger sin tid på at drikke te og skrive tidstypisk autofiktion med en finger godt begravet i navlen.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Mit første digt skrev jeg tilbage i 2017 i en snestorm, hvor jeg syntes, sneen dalede i takt med kærlighedstemaet fra The Godfather, som jeg stadig ikke har fået set. Det var noget med sneens vals til Siciliens toner.
Det var et dårligt digt, men det vakte en enorm trang til at forme og bøje sproget, og som en ung mand med psykiske vanskeligheder i øst og vest, kunne lyrikken være med til at give udtryk for nogle af de enorme følelser, jeg gik og undertrykte. Særligt vrede og misantropi har i min tidlige digtning været tematiseret, før jeg begyndte at begå mig i disse lidt mere cheesy kærlighedstekster.
Hvad inspirerer dig?
Angst aktiverer mig til prosa. Min elskede veninde aktiverer mig til lyrik.
Hvad skriver du om?
Jeg er i mine egne øjne ikke en synderligt fantasifuld forfatter. Flere gange har jeg forsøgt mig med pure fiktion, men jeg er rimelig selvoptaget, så jeg fokuserer mest bare på at reflektere over min egen misantropi, min daværende alkoholisme, mine depressioner, mine udskejelser. Og så skriver jeg om den kvinde, som inspirerer mig til vedvarende at tage afstand fra netop de ting.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved at læse op?
At blive rost af venner og fremmede mennesker efter at have stillet mig op på Vandfangets oplæsningscafé og læst op med skælvende hænder og tårnhøj puls. Det var en stor anerkendelse at blive mødt med respekt, og har været med til at lære mig ydmyghed.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Som Bukowski siger: Don’t try. Prøv ikke at skriv ud fra, hvad du tror, rigtig poesi er. Det myrder din kreative selvtillid. Poesi er en kunstform, hvor man hurtigt tager sig selv for alvorligt. Mine digte er ret sentimentale, og det var en kærkommen lettelse at tillade med et smil på læben. Og selvfølgelig: Læs! At læse er at øve sig. Læs prosa, for deri findes ganske simpelt et bredt spænd af ord, du kan lade dig inspirere af.
