Kategori: Aarhus

LARA SØNDERGAARD

FORFATTER // 20 ÅR // AARHUS

Af Josefine Kirstine

Jeg er en lært kvinde
Jeg køber et stykke tøj og håber på

at det passer mig lidt bedre om et år, når jeg har tabt mig
Det har min mor lært mig
For jeg er kvinde
Jeg skal hade min krop,
selvom den egentligt aldrig har været et problem for mig,
før folk sagde, den var det
Det har samfundet lært mig
For jeg er kvinde
Jeg skal pakke mig selv ind i vat og spille dum.
Jeg må ikke sige Fight Club er min yndlingsfilm
Det har en mand jeg datede lært mig
For jeg er kvinde
Og forstår derfor tydeligvis ikke gennembrusende mande-aggression
jeg forstår ikke det, at have lyst til at tæske løs på hinanden
for at få to sekunders fred i sine tanker
For jeg er kvinde

Jeg må ikke være min egen person
men mand må godt blive provokeret,
når jeg siger, at jeg aldrig har set Star Wars
Så han kan romantisere ideen om
at lære mig noget om livet,
ved at vise mig 17-23 film om rumkrig
(jeg har oprigtigt ikke set Star Wars
og ved ikke engang hvor mange film der)
Men jeg ved han gennem alle film
vil tage mig på låret og forsøge sig i
at få mig til at lytte til filmen, fremfor at se den
Yes sir, for jeg er jo en lært kvinde.

Hvem er Lara Søndergaard?

Lara Søndergaard beskriver sig selv som provinspige i storbyen. Til dagligt er hun pædagogmedhjælper, når hun altså ikke forsøger at sælge sin digtsamling “Krop før menneske.”

Jeg ringer Lara op på facetime, og starter med mit standardspørgsmål:

Hvem er Lara Søndergaard?
“Det ved jeg faktisk ikke,” er svaret. “Jeg er jo mange ting. Men som digter er jeg en kombination af humoristisk og seriøs. Jeg kritiserer, men  med brug af humor, ironi og overdrivelser. Jeg har erfaret at man kan bruge humoren til at gøre tabubelagte emner nemmere at snakke om.”

Hvad skriver du så om?

Er mit næste spørgsmål. Lara tøver.
“Altså, jeg kalder det de 3 kér: køn, kvinde og krop. Det er det jeg skriver mest om. Men det hænger jo sammen med meget andet. For eksempel emner som datingliv eller mental helbred.”

Lara fortæller, at hun altid har været optaget af at skrive om det, der nu foregik i hendes liv. 

“Min digtsamling er en kritik af det jeg ville ønske havde været anderledes i løbet af mine 20 år. Ligefra sexualundervisning, til overvægt og sexualisering. Det er en fortælling om mit liv. Jeg var meget alene som barn. Folk så ikke ud som mig, heller ikke i medierne. Jeg kunne ikke spejle mig i nogen, så det var virkeligt ensomt. Det er derfor jeg snakker højt om det nu.”

Jeg var meget alene som barn. Folk så ikke ud som mig, heller ikke i medierne. Jeg kunne ikke spejle mig i nogen, så det var virkeligt ensomt. Det er derfor jeg snakker højt om det nu.”

Lara forklarer, at hendes barndom hænger meget sammen med, hvorfor hun nu er digter. 

“Jeg har altid haft meget på hjertet, men har ikke turde snakke højt. Jeg er genert af natur, så poesi er mit outlet, det er blevet min stemme.”

Krop før menneske

Lara har selv udgivet, og det var et bevidst valg lige fra starten af.

“Jeg kontaktede ikke nogen forlag, før jeg udgav. Jeg ville gerne have kontrollen, og kunne stå inde for den hundrede procent. De fejl, der måtte være, er mine egne. “Ligesom fortællingen.”

Jeg spørger Lara, hvordan det føles at udleverer så meget af sit privatliv.

“Det har været hårdt men spændende. Man putter virkeligt sig selv på et sølvfad. Det er grænseoverskridende for mig at sige “se mig hør mig,” men grænseoverskridende på en rigtig fed måde.

Det er jo op til læseren om det er et digter-jeg, men jeg tror ikke jeg har tænkt så meget over at de læser om mig, fordi jeg tror at når folk læser mine digte, læser de sig selv ind i det i stedet.”

Lara har primært promoveret sin bog på de sociale medier. Især på TikTok følger over tusindvis af mennesker med, når hun poster detaljerne om livet som kvinde.

“Grunden til at folk følger med på eksempelvis min TikTok, er samme grund til de køber min bog. De relaterer til sårbarheden. Det er det, de skriver til mig, at de spejler sig i mig. 

Jeg har jo dedikeret bogen til lille Lara, fordi hun ikke turde snakke højt, og følte sig meget alene. Så jeg håber folk læser mine digte, og ikke føler sig alene mere. 

Måske starter de så en dialog op som de ikke før har turde. Både med venner, men også tværs af generationer. Og det er heldigvis også den respons jeg får

Foredrag og podcast

Ud over de sociale medier og åbne scener, er Lara også igang med at få sit budskab ud gennem foredrag og podcast. 

Hun har fornylig været med i podcasten “No. 17″, som kan findes på Spotify, hvor hun deltager i afsnit 5, for at snakke om ligestilling.

“Ligestilling ligger mit hjerte rigtigt nært. Det er en sag jeg virkeligt kæmper. Især på datingmarkedet. Der oplever jeg selv en ulækker tone, og uretfærdig sexualisering af kvinden. Jeg håber at kunne gøre bare en lille forskel. Min primære målgruppe er de unge teenager. Der hvor sexualitet er en helt ny ting, og hvor man virkeligt skal lærer sine grænser at kende. Jeg kender desværre selv konsekvensen af hvis man ikke får lært det.”

Se meget mere til Lara Søndergaard på hendes instagram og TikTok, der begge hedder @digterlara, eller mød hende nede i UngK til åben scene hver første onsdag i måneden.

Bogen “krop før menneske” kan også købes gennem hendes instgram.

// SPOKEN WORD ARTIST// 23 ÅR // AARHUS

Af Josefine Kirstine

Simon Siger

Vi leger “Simon siger”.

Simon siger rejs dig 

Simon siger sæt dig ned igen  

Simon siger smil. 

rejs dig op fra stolen 

du skal fucking ikke rejse dig, hvis Simon ikke har sagt at du skal rejse dig

Simon siger sæt dig ned igen. 

Vi leger noget der minder lidt om kongens efterfølger – og jeg er kongen, jeg er Simon, jeg bestemmer

jeg bestemmer over dig 

Simon siger rør ved mig 

Simon siger at du jo godt kan lide det

så du kan godt lide det 

for Simon han bestemmer 

for Simon han har ret

Simon han har magt

det har Simon selv sagt 

og Simon han bestemmer 

Simon siger smil. 

Simon siger at du er så køn når du smiler

og beder dig om at smile noget mere 

så du smiler noget mere

og Simon siger stop

siger shhh

Simon siger sig det ikk’ til nogen

for Simon vil selv fortælle om de saftige detaljer 

og Simon siger at hvis du åbner munden lidt for meget

så vil Simon sige at du lyver 

at du overdriver 

Simon siger at du ikke snakker sandt. 

Og Simon siger at jo bare var en leg 

Men Simon siger også at vi aldrig nogensinde har leget Simon siger

Simon siger at jeg altid ku’ ha’ sagt fra

“Men Simon det har jeg!.”

Simon siger stop

siger shhh

Simon siger at det er din egen skyld 

så det er din egen skyld

for den eneste regel der er i Simon siger, er at du fucking skal gøre hvad Simon siger

For Simon han bestemmer

Om Kristine

“Hvem jeg er? Jamen jeg er en skæv eksistens. Jeg plejer sige jeg er professionel psykisk syg. Det ved jeg ikke om man kan være. Men hvis jeg ikke kan være andet, så kan jeg da være det.”

Sådan sagde Kristine Baagland, 23 år, da jeg over en kop kaffe spurgte hende hvordan hun ville beskrive sig selv. Kristine bor i Aarhus og lever igennem kunst. Jeg mødte hende første gang til vores første åbne scene i Aarhus, og siden da har hun været en trofast tilhænger af unge danske digtere.

“I min poesi leger jeg meget med performance. Jeg har en teaterbaggrund der gør at jeg godt tør komme ud over scenekanten. Det bliver lidt en act for mig. Altså der er mig før scenen, på scenen, og lille mig efter scenen. Jeg er ellers meget bevidst om ikke st fylde for meget, men når jeg så træder op på scenen, så må jeg gerne. Min største frygt er at være opmærksomhed krævende, men lige på scenen må jeg gerne.”

“Jeg skriver primært omkring når livet er svært. Simon siger, kom til live ved nogle frustrationer. Jeg synes det er sjovt at lege med den her børneleg. Det er absurdt og lidt frastødende ved at tage fat i noget børnet på den måde. “ Se mere til Kristine på hendes Instagram @kristinebaagland eller se hende live til vores næste åben scene

Kortfattede livsanskuelser (2020)

Jeg er en omstrejfende meteor

spekulerende

danderer jeg i et tilløb

ud af fyldte pantposer

der ligger i skjul bag mit skab

og ugyldigheden i min dømmekraft

jeg er handlingslammet

medløber til egen råddenskab

jeg skaber mig

for at gøre andet

end at slå plat og krone

mellem min tandløse hverdag

og de mange selvmordspiller

der ligger i badeværelsesskabet

fanget i rummets ormehuller

brak ligger min fortid

som en cirkulerende planet

der strejfer direkte mod

alt det der er gjort

og jeg ønsker ikke var sket

jeg har svært ved at acceptere

at jeg stadig efter

flere måneders distancering

tænker på dig

Hver nat der skal lukkes i

hver morgen der træder ind

bag min gråmalede dørkarm

slider på min smertes sokler

føler mig brugt

føler mig utilstrækkelig

føler mig som en tallerken

der aldrig kan tømmes

eller fyldes op

svæver blandt støvmider

og brugte striksokker

mens du flyver uden frygten

for at falde

du faldt ned som en notifikation

på min facebook

som en påmindelse om

at du havde skiftet kleenex ud

med fint foldede servietter

og nye blomster

til alle dine vaser og krukker

kvalmende os af nyforelskelse

siver ud gennem dit nye post på instagram

på billedet sidder nyforelskelsen i jeres stue

ved et nyt bord

på en slidt stol

med sine to hænder

ragende i havregrød

skovler nyforelskelsen smørklatter

lader dem smelte sammen

tager sig god tid

som katten om den varme grød

drysser nyforelskelsen ekstra kanel på

der driver forlagt bitterhed

frem i min ellers så fornuftige

afstand til alt

hvad du hidtil har foretaget dig

mission not completed

Jeg kan næsten høre

hvordan han smasker

fordi han kan

og smovser tilfreds

fordi du er hans

Hvorfor er fortiden løbet i forvejen

for en ny fremtid

jeg er en kujonagtig bedrager

jeg snyder

opdigter løgne om en tid

hvor jeg dansede ubekymret omkring

i lykkens ambrosia

en tid jeg ved for længst

er uddød

Jeg opstiller

livslange spørgsmålstegn

hypoteser der kan forklarer

mig og min før vejskrise

hvilke ting vi kunne have gjort

for at forhindre katastrofen

blokere alle udveje

væk fra en treværelses

tilsvarende to personers

med for mange diskussioners

parforhold

Like

Copy

Report

tegnet op som udviskeligt kridt

på min hukommelses mørkegrønne tavle

ætsende

bryder virkeligheden gennem

en mur af stål-kvalte råb på hjælp

skrig efter at føle smertens alvor

jeg kan græde

jeg vil græde

og ikke kun på overfladen

men helt ind i tabet af uforløst

forlist kærlighed

Jeg visualiserer ikke længere

ud fra min fantasi

krøllede hjernefibre

fyldt med ord jeg skrev ned

om dig

står tilbage som et traume

Lidt om:

Camilla bor i Aarhus i et kollektiv sammen med 9 andre. Til hverdag arbejder hun i netkøb og i en restaurant som opvasker. Hun har en drøm om at være hospitalsklovn, hvor hun vil underholde med gøgleri og andet sjov. 

Hvornår begyndte du at skrive og hvordan?

Jeg begyndte at skrive, da jeg 13-14 år gammel. Det var der, der begyndte at komme tanker og spekulationer og ting, der skulle skrives ned for, at jeg kunne være i det. Det er først blevet seriøst nu, hvor jeg er kommet ind i mine tyvere. Jeg tager mit arbejde med det mere alvorligt og jeg tager det, at det kommer ud til folk, der skal modtage og forstå det, alvorligt. Jeg udvikler mig også, føler jeg. 

Hvordan deler du dine digte?

Jeg har mest lagt det op på sociale medier, men er begyndt at læse op igen, men det er der, hvor det bliver farligt, fordi jeg skal kigge folk i øjnene, mens jeg deler nogle ting om mig selv. Jeg deler som reelt med en bagtanke om, at der er nogen, der griber det og som forhåbentligt kan spejle sig i det og måske selv kan få lyst til at skrive ned, hvordan de har det.

Det er lige så meget en hjælp for mig, som jeg håber, at det kan blive en inspiration for andre. 

Hvorfor skriver du og hvad skriver du om?

Som regel er det, hvis der opstår en følelse. Det har både været kærlighedsdigte og bare generelt ting, der banker på for længe inde i mit hovede til, at jeg kan lade det blive derinde. Hvis jeg skal tage et skridt mere, så skal jeg have det ud, for ellers kan jeg ikke fungere. Det er lidt ligesom et fix, altså en trang. Man har jo mange vaner og så er det her en, der følger med og gør, at hvis man ikke gør det så eksploderer man. 

Hvad er dit råd til en, der gerne vil starte med at skrive?

Kig ud af vinduet. Tag ud og kig på mennesker. Gør små ting, hvor du selv bliver aktiveret, så du får nogle indtryk, som du så kan skrive ned og udvikle. Hvis man har nogle følelser, man ikke kan få ud, så kan man måske prøve at skrive, hvordan det føles ikke kan kunne få dem ud. 

Hvad er dine inspirationskilder? 

Det startede med min morfar, som altid har fortalt mig historier. Det var ikke altid jeg hørt efter, da jeg var lille. Jeg synes måske det var lidt langhåret, men han lærte mig, at det var vigtigt at fortælle en historie, hvis man havde noget på hjerte og, at man ikke skulle være bange for, hvordan verden ville tage imod det, fordi man står ved hvad man siger. 

Så har jeg hørt en del Astrid Lindgren og Sebastian, da jeg var lille. Jeg tror meget af det er sprunget ud af barndomsminder og børnefortællinger. Det er også noget jeg vægter højt, altså at kunne formulerer historier til børn, som de kan forstå på deres niveau. 

Hvad er det fedeste du har oplevet i forbindelse med noget du har skrevet?

Jeg har engang læst et digt op, der handlede om min søster. Min søster har været syg, er det egentlig stadig, og har forsøgt at tage sit eget liv tre gange i afmagt og vrede. Hun har det bedre i dag. Jeg oplevede en intim lille café, hvor alle blev stille og bare lyttede. De tog det virkelig ind. Det var som om jeg blev krammet af dem, der var omkring mig. De kunne se og forstå, hvor forfærdeligt det var. 

Har du nogle afsluttende bemærkninger?

For mig er det vigtigste, at jeg ikke lægger låg på mine historier, for så føler jeg, at jeg lægger låg på mig selv og ordene.

Og det der med, at det er vigtig, at bare prøve at trække noget op af hatten og hvis det så ikke fungerer, så trækker man noget nyt op. Samtidig med, at det er vigtigt at holde fast i det sprog, man nu engang har, lige meget hvad der er på mode. Alle skal ikke skrive nymoderne og hipsteragtigt.

Find din egen måde at skrive ordene på – og nogle gange, så lad dem skrive sig selv.

den her tekst er en kamp for et frit skue

jeg håber jeg kan skrige mig hæs

på tekst

skriver jeg, at jeg skal ud af det her! 

væk fra mig selv

mod noget andet

en kikkert

kig op

for at se langt 

et linjeskift

et til 

lige der 

før det blev 

forsvandt det

jeg vil væk fra hvad jeg kan blive til

jeg vil væk fra mænds historie

så nu gør jeg

præcis hvad vi altid har gjort

isolation

vrede

kalkule

tekst

jeg har gener

jeg føles så skræmmende tæt på

du føles så skræmmende tæt på

-Emil Westmark @skriveskrive

Lidt om:

Emil får størstedelen af sin litteratur gennem musikken, det er både hiphop og punk/rock. Han har dyrket litteratur i 3-4 år og lige nu går han på Egmont Højskolen. 

Han er med i et forfatter/skrive-kollektiv, der hedder Lyst og Fast, som  holder foredrag om de eksistentielle dele af litteraturen, poesien og filosofien og samfundskritikken i disse. De har været ude på højskoler og vil gerne ud til nogle festivaler. De er Aarhus-baseret, men ingen af dem, bor i Aarhus lige nu.

Hvornår begyndte du at skrive og hvordan?

Jeg begyndte at skrive i foråret 2018, ved at skrive dagbøger. Så på et tidspunkt, begyndte jeg at synes, at det var kedeligt at være på linjerne. Jeg begyndte at lave linjeskift og så tænkte jeg en dag, shit det ligner jo poesi det her. 

Så var jeg på højskole, der havde jeg et skrivefag i halvanden time om ugen og jeg syntes det var fucking fedt. Vi havde en meget dygtig underviser, som virkelig satte noget i gang. 

Hvorfor vælger du at dele dine digte på instagram?

Der er flere grunde. Det der med at skrive er meget introspektivt. Da jeg havde skrevet i to-tre år, så var jeg sådan, hvorfor viser jeg ikke det her til folk? Jeg tror der ligger rigtig meget menneskelighed i digte. Der ligger utrolig meget af mit væsen i det, selvfølgelig er hele mit væsen ikke rummet af et digt, men man kan sætte spot på nogle ting og fokusere på dem. 

Grunden til, at jeg deler dem er egentlig, at det var en udfordring overfor mig selv. Det der med at komme i gang og tage sig selv seriøst. At det ikke bare er noget jeg skriver til min egen lomme. Det var et vildt skridt at begynde at tage sig selv seriøst. 

Når jeg skriver er det meget impulsivt, og så er det i redigeringsfasen at jeg håber at kunne efterlade plads til en potentiel læser. På et eller andet tidspunkt bliver jeg blind på digtet. Og når jeg er det, så poster jeg det på min skriveprofil. 

Så går der en dag eller fem minutter og så er jeg sådan “gud det skal jo skrives sådan her.” Det er processen med at sige farvel til sin tekst. Når man har sagt farvel til den, så er der også mulighed for at få et gensyn med den. Se nogle nye ting. Så på den måde er Instagram også et godt virkemiddel for mig selv. 

Hvorfor skriver du og hvad skriver du om?

Jeg tror, jeg sån indædt har en lidt panisk hjerne. Det er som om, at sådan social angst,  frygt, had, fordomme, altså alle de ting, der lukker mig, udelukker mig fra fællesskaber og indelukker mig i mig selv og min hud, konstant muterer inde i mig, som en coronavariant. Det at skrive er en vedvarende vaccineproces. Man tager den nye muterede frygt op og så kan man kigge på den, undersøge den og afslutte den. På samme måde som man biokemisk undersøger overfladeproteiner på muteret virus, giver litteraturen et sprog for sygdomme og tanker. Det er en proces, hvor man prøver at blive klogere på sig selv og det menneskelige væsen generelt. For mig er målet ved at skrive at komme tættere på mennesker. Det er et middel for mig, der gør, at jeg kan pakke nogle ting væk og træde tilbage ind i relationer. Forhåbentligt kan andre spejle sig i det. Det kan være, at de har vinkler på det og så kan det være en samtale starter. Der er en kernemenneskelig drivkraft, der er i mig. Et håb om at litteratur skaber menneskelig forståelse. 

Emil Westmark @skriveskrive

Der er også noget med fordomme, jeg gerne vil blive kvit. Jeg tror det er en menneskelig ting, som alle skal være påpasselige med. Jeg tror hjernen er “rationel” på den måde, at den gerne vil beskytte sig selv. Man lærer måske af tidligere hændelser og så bruger den til at forudsige adfærd for at beskytte sig selv. Det synes jeg egentlig, grundlæggende og af princip, er en forfærdelig måde at leve på. Jeg vil heller prøve på at leve naivt, sårbart og udsat “for livet.” Litteraturen hjælper mig med at blive ramt af livet. 

Har du nogle råd til folk, der gerne vil ind i miljøet eller bare gerne vil begynde at skrive?

Der er sindsygt mange råd, men nummer 1 er jo bare skriv. Hvis man har en masse tekster, så synes jeg man skal prøve at række ud på instagram. Efter jeg oprettede @skriveskrive har fundet rigtig mange ting. Og så er det bare med at komme på scenen og prøve at opleve, hvordan det er og om det føles rigtigt. Hvis det gør, så forfølg det.

I forhold til det der med, bare at skrive, så tror jeg det handler om ikke at være for hård ved sig selv. Fordi, hvis man sætter sig ned og siger nu vil jeg skrive det her, så skriver man jo aldrig det der. 

Måske mit bedste råd til at skrive, det er at skrive på computer. Man skriver så hurtigt, at man slet ikke kan tænke om det er klogt, godt, skidt – hvad det er. Det gør jeg, for det meste. Hvis jeg ikke kan komme i gang skriver jeg bare i sådan to-tre minutter og så skriver jeg bare sådan noget “nu sidder jeg ved min computer og skriver, det lyder ikke godt, jeg er ikke poetisk lige nu osv.” Man skal skrive sig selv i gang. 

Udover det, så er det sværeste ved at skrive at finde tid til det. Så det handler om at sætte tid af til det. Når man så har den tid, så skal man ikke være bange for at bruge den. Med det mener jeg, at det er altid det indledende stykke tekst, der er svært. Det er ligesom at varme op til fodbold. 

Jeg har også et noteark på min telefon, hvor jeg hver gang jeg oplever noget i min hverdag, som jeg synes, jeg kan finde noget poetisk i, så skriver jeg det ned, fordi så har jeg det at gå tilbage til. 

Har du nogle afsluttende bemærkninger eller noget du gerne vil sige?

Ja, prøv at høre efter teksten i det musik, I hører. Det var det, der satte mig i gang. Min ven Peter sagde “Kendrick Lamar skriver jo vanvittigt.” Så svarede jeg, at jeg aldrig rigtig lagde mærke til teksterne i musikken. Men jeg har heldigvis fået øjnene op senere. Musikken er en aperitif og så kommer lyrikken som hovedretten bagefter. Så hvis man er into litteratur, men ikke kan sætte sig ned med en bog, så er det noget med at undersøger de der tidligere store sangskrivere – også de danske.