Var det mine brune øjne, du blev draget af, det bølgede mørke hår
Sadiye Müge Erdölek
trygt ligger du, indpakket i din lyse skal, mens jeg smelter til katastrofe
siden du gik, er dagene flydt sammen, et kvælende kredsløb og klaustrofobiske minder
jeg undrer mig over, hvilken verden lever du, hvilke farver og nuancer ser du
Jeg splintrer nu, ved mine bedsteforældres grav, langt borte
der, kan jeg mærke sandet løbe mellem mine fingre, vandet køle mit indre, støvet blinde mine øjne, der, jagter jeg min skygge, jeg ser i blinde uden at møde et øje
jorden, hvorfra mine forældre bortrejste, for at visne blandt agurk plantager og fem minutters pauser, svedige i indelukkede drivhuse og et tørt stykke brød under delt kørsel, søvnløs rengøring to gange om dagen på min folkeskole
jeg sidder over, jeg er ikke længere ked af det men undertrykker en vrede, det er en livsnødvendighed at blive til, et eller andet, en konstant balance på afgrundens rand, udviskede ansigter søger længselsfuldt efter bekendt duft, vådt asfalt og nybagt brød, jeg higer efter et minuts luft, for at løsgive mig
præstationsangst og følelsen af ikke at være nok, det er min autencitet og rod, præget af ensomme rejser, du, mine bedsteforældre, mor og far ikke kan forstå
Lidt om Sadiye:
Hun har rigtig rigtig mange planter! For nyligt gennemførte hun sit 8. halvmarathon i Berlin, og til dagligt arbejder hun som jurist, særligt med fokus på asyl- og flygtningeret og menneskerettigheder. Derudover arbejder hun frivilligt, og sidder som frivillig juridisk rådgiver.
Hvornår begyndte du at skrive?
Det var ret tidligt. Jeg havde som barn svært ved, at udtrykke mine følelser. Jeg var ret genert, og måske jeg manglede et sprog for det. Jeg havde svært ved at afspejle mig, i de omgivelser jeg færdes i. .Jeg har tyrkisk baggrund, og er født og opvokset i Danmark. Som teenager havde jeg ret svært ved, at finde min plads i verden, Jeg følte mig fanget mellem to verdener og jeg var forvirret over hvor jeg hørte til. Så jeg begyndte at skrive om splittelsen og selvfølgelig også om mine ualmindelige tusinde af forelskelser, og hvor tarvelige mine forældre var, fordi jeg ikke fik lov til at spise en liter is til aftensmad.
Som 10-årig begyndte jeg, at skrive dagbog, både på tyrkisk og dansk, og jeg havde lidt svært ved begge sprog, og stadig i dag er hverken det tyrkiske eller det danske perfekt, men jeg kan da udtrykke mig.
Dagbogsskrivningen udviklede sig til kortere, og mere fattede skrifter, om mine oplevelser, og hvordan jeg opfatter mennesker, og ser mennesker, og verden omkring mig, og primært om hvordan mennesker behandler hinanden.
Det er måske også derfor, jeg uddannede mig jurist.
Jeg er primært inspireret af kultursammenspil og verdenskonflikter, og nogle gange lyder det ret pessimistisk. Tanken om at vi færdes i en verden der er på vej mod sin egen undergang. Det er lidt af en kamp.
Det er nok også fordi, jeg i virkeligheden lidt har en trang til, at skulle redde verden – og mennesker, hvilket starter en konflikt, i og med at jeg også opfatter verden ret ligegyldigt, fordi jeg synes, mennesker behandler hinanden dårligt. Det gør mig ked af det, samtidig med at jeg er super glad for at leve, og udvikle mig, – blandt andet inden for at skrive og lære nyt.
Skriver du så om det pessimistiske “jorden går under og mennesker er forfærdelige” eller skriver du om det håbefulde “jeg elsker at leve og jeg vil redde verden”?
Det er nok det mere pessimistiske; død og ødelæggelse. Men egentlig er jeg et ret positivt menneske.
Jeg tror mange skriver, og bliver særligt inspirerede i perioder hvor de er i kriser. Det er ikke fordi, at mit liv er en lang krise, men udviklingen ude i verden er sgu da deprimerende.
Det fylder ret meget, og derfor præger det også mine tekser.
Det lyder ret pessimistisk, når jeg siger det sådan.
Jeg skriver også meget om sammenstødet der er, mellem kultur og mennesker, og det kommer jo nok af, at jeg selv oplever det. Jeg tror, at der er mange, der godt kan genkende det, i dagens Danmark.
Jeg tror der er mange mennesker der har svært ved at finde sin plads i verden.
Deler du så dine tekster og digte med nogen?
Jeg deler dem primært på instagram. Og jeg skriver ret råt. Det er ikke særlig finpudset, det jeg skriver. Jeg poster dem med billeder af mig selv, som jeg ofte har brugt et kvarter på at tage – hehe.
Da jeg begyndte at bruge min Instagram profil på den her måde, var det ikke gennemtænkt. Billederne og teksterne er ret modsætningsfulde. Selvom det aldrig har været min hensigt at skabe kontrast. Jeg bliver glad hvis/når folk læser mine tekster, særligt hvis det kan genkalde noget i nogen eller ét, og vi kan tale om det og om at skrive.
Det har taget mig mange år, at begynde at dele mine tekster. Det er først nu her, indenfor de sidste par år, jeg har gjort det.
Det har været meget privat – og sårbart.
Men “take it or leave it”, det er sådan jeg har det, det er sådan jeg føler, og nu er det outthere.
Har du nogle gode råd til nogen der måske har nogle af de samme følelser om deres tekster som du har?
Jeg ved ikke, om jeg har et godt råd, fordi, jeg tror folk skal agere efter, hvad de selv føler. Ofte kan man dele noget, hvorefter man kan fortryde det. Det handler måske nok mere om reaktionen fra andre end ens egne følelser og standpunkt. Derfor kan man være tilbøjelig til at slette det. Det har jeg da selv prøvet. Men der er ingen skam i, hvordan du har det, hvad du skriver, eller hvordan du ser verden, eller hvad du skriver om.
Man skal være tro mod sig selv. Springe ud i det, når det føles rigtigt. Jeg synes ikke man skal være tilbageholdene med hvordan man formulerer sig, det har også sin charme. Alt behøver ikke, at være perfekt.
Jeg har først haft min debut i 30’erne, så det tager den tid, det nu tager. Men jeg nyder at skrive. Det får mig til at slappe af, til at grine og græde.Det er lidt ligesom at ryge en cigaret og drikke en øl efter et Marathonløb.
Følg mavefornemmelsen. Du skal ikke føle dig begrænset af dit sprog, eller din evne til at skrive.