Var det mine brune øjne, du blev draget af, det bølgede mørke hår trygt ligger du, indpakket i din lyse skal, mens jeg smelter til katastrofe siden du gik, er dagene flydt sammen, et kvælende kredsløb og klaustrofobiske minder jeg undrer mig over, hvilken verden lever du, hvilke farver og nuancer ser du Jeg splintrer nu, ved mine bedsteforældres grav, langt borte der, kan jeg mærke sandet løbe mellem mine fingre, vandet køle mit indre, støvet blinde mine øjne, der, jagter jeg min skygge, jeg ser i blinde uden at møde et øje jorden, hvorfra mine forældre bortrejste, for at visne blandt agurk plantager og fem minutters pauser, svedige i indelukkede drivhuse og et tørt stykke brød under delt kørsel, søvnløs rengøring to gange om dagen på min folkeskole jeg sidder over, jeg er ikke længere ked af det men undertrykker en vrede, det er en livsnødvendighed at blive til, et eller andet, en konstant balance på afgrundens rand, udviskede ansigter søger længselsfuldt efter bekendt duft, vådt asfalt og nybagt brød, jeg higer efter et minuts luft, for at løsgive mig præstationsangst og følelsen af ikke at være nok, det er min autencitet og rod, præget af ensomme rejser, du, mine bedsteforældre, mor og far ikke kan forstå
Sadiye Müge Erdölek
Lidt om Sadiye:
Hun har rigtig rigtig mange planter! For nyligt gennemførte hun sit 8. halvmarathon i Berlin, og til dagligt arbejder hun som jurist, særligt med fokus på asyl- og flygtningeret og menneskerettigheder. Derudover arbejder hun frivilligt, og sidder som frivillig juridisk rådgiver.
Hvornår begyndte du at skrive?
Det var ret tidligt. Jeg havde som barn svært ved, at udtrykke mine følelser. Jeg var ret genert, og måske jeg manglede et sprog for det. Jeg havde svært ved at afspejle mig, i de omgivelser jeg færdes i. .Jeg har tyrkisk baggrund, og er født og opvokset i Danmark. Som teenager havde jeg ret svært ved, at finde min plads i verden, Jeg følte mig fanget mellem to verdener og jeg var forvirret over hvor jeg hørte til. Så jeg begyndte at skrive om splittelsen og selvfølgelig også om mine ualmindelige tusinde af forelskelser, og hvor tarvelige mine forældre var, fordi jeg ikke fik lov til at spise en liter is til aftensmad.
Som 10-årig begyndte jeg, at skrive dagbog, både på tyrkisk og dansk, og jeg havde lidt svært ved begge sprog, og stadig i dag er hverken det tyrkiske eller det danske perfekt, men jeg kan da udtrykke mig.
Dagbogsskrivningen udviklede sig til kortere, og mere fattede skrifter, om mine oplevelser, og hvordan jeg opfatter mennesker, og ser mennesker, og verden omkring mig, og primært om hvordan mennesker behandler hinanden.
Det er måske også derfor, jeg uddannede mig jurist.
Jeg er primært inspireret af kultursammenspil og verdenskonflikter, og nogle gange lyder det ret pessimistisk. Tanken om at vi færdes i en verden der er på vej mod sin egen undergang. Det er lidt af en kamp.
Det er nok også fordi, jeg i virkeligheden lidt har en trang til, at skulle redde verden – og mennesker, hvilket starter en konflikt, i og med at jeg også opfatter verden ret ligegyldigt, fordi jeg synes, mennesker behandler hinanden dårligt. Det gør mig ked af det, samtidig med at jeg er super glad for at leve, og udvikle mig, – blandt andet inden for at skrive og lære nyt.
Skriver du så om det pessimistiske “jorden går under og mennesker er forfærdelige” eller skriver du om det håbefulde “jeg elsker at leve og jeg vil redde verden”?
Det er nok det mere pessimistiske; død og ødelæggelse. Men egentlig er jeg et ret positivt menneske.
Jeg tror mange skriver, og bliver særligt inspirerede i perioder hvor de er i kriser. Det er ikke fordi, at mit liv er en lang krise, men udviklingen ude i verden er sgu da deprimerende.
Det fylder ret meget, og derfor præger det også mine tekser.
Det lyder ret pessimistisk, når jeg siger det sådan.
Jeg skriver også meget om sammenstødet der er, mellem kultur og mennesker, og det kommer jo nok af, at jeg selv oplever det. Jeg tror, at der er mange, der godt kan genkende det, i dagens Danmark.
Jeg tror der er mange mennesker der har svært ved at finde sin plads i verden.
Deler du så dine tekster og digte med nogen?
Jeg deler dem primært på instagram. Og jeg skriver ret råt. Det er ikke særlig finpudset, det jeg skriver. Jeg poster dem med billeder af mig selv, som jeg ofte har brugt et kvarter på at tage – hehe.
Da jeg begyndte at bruge min Instagram profil på den her måde, var det ikke gennemtænkt. Billederne og teksterne er ret modsætningsfulde. Selvom det aldrig har været min hensigt at skabe kontrast. Jeg bliver glad hvis/når folk læser mine tekster, særligt hvis det kan genkalde noget i nogen eller ét, og vi kan tale om det og om at skrive.
Det har taget mig mange år, at begynde at dele mine tekster. Det er først nu her, indenfor de sidste par år, jeg har gjort det.
Det har været meget privat – og sårbart.
Men “take it or leave it”, det er sådan jeg har det, det er sådan jeg føler, og nu er det outthere.
Har du nogle gode råd til nogen der måske har nogle af de samme følelser om deres tekster som du har?
Jeg ved ikke, om jeg har et godt råd, fordi, jeg tror folk skal agere efter, hvad de selv føler. Ofte kan man dele noget, hvorefter man kan fortryde det. Det handler måske nok mere om reaktionen fra andre end ens egne følelser og standpunkt. Derfor kan man være tilbøjelig til at slette det. Det har jeg da selv prøvet. Men der er ingen skam i, hvordan du har det, hvad du skriver, eller hvordan du ser verden, eller hvad du skriver om.
Man skal være tro mod sig selv. Springe ud i det, når det føles rigtigt. Jeg synes ikke man skal være tilbageholdene med hvordan man formulerer sig, det har også sin charme.Alt behøver ikke, at være perfekt.
Jeg har først haft min debut i 30’erne, så det tager den tid, det nu tager. Men jeg nyder at skrive. Det får mig til at slappe af, til at grine og græde.Det er lidt ligesom at ryge en cigaret og drikke en øl efter et Marathonløb.
Følg mavefornemmelsen. Du skal ikke føle dig begrænset af dit sprog, eller din evne til at skrive.
Oscar har boet over 20 steder i sit liv, og bor for tiden på et herberg. Han holder meget af at lytte til musik – om det så er Black Metal eller 60’er pigegrupper.
Dansk musik sætter han dog ikke på selv, hverken nyt eller gammelt.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg startede med at skrive digte i folkeskolen, hvor jeg lagde dem ind i mine stile, for så blev de nemlig læst op i klassen. Det var en sælsom oplevelse, når mine ord fik lyd på, og når andre kunne høre dem.
Hvad inspirerer dig?
Mere eller mindre alt der rører sig i mig, det mørke og det lyse, det ubehagelige og det transcendente.
Jeg skriver i store træk om mig selv, men jeg prøver ihærdigt, at gøre det relaterbart for andre.
Jeg skriver nok mest om, hvad der sker indeni, det værende sig sindet/psyken/sjælen om man vil.
Når jeg har fundet en specifik følelse, eller et overordnet fænomen, jeg vil skrive om, prøver jeg at finde en stemme og et sprog, der passer til, for derigennem at udtrykke mig mest adækvat.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
To optrædener: Det ene på Literaturhaus, med et stort stykke stof mellem publikum og jeg, og det andet var til en magisk aften på Christiania, hvor det hele bare faldt i hak, og jeg nærmest blev båret af den gode stemning.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg vil anbefale at man simpelthen gør det for lystens skyld, noget der glæder en, i stedet for at se det som et projekt, eller som en hård opgave.
Ellers bare klø på, jeg skriver selv en del, men det meste af det jeg skriver bliver så også lagt op på nettet.
Prøv at gemme de bedste til en eventuelt udgivelse.
Som en gave i magasins udstillingsvindue har jeg kigget på den og konkluderet at den er fin som den er
En pyntegave. På en pyntedag.
Ligesom alle de andre
Og jeg beglor den med sorgløse barneøjne, for jeg får aldrig råd til at købe dagligvarer i magasin.
Så for mig var den pæn.
Den stod for noget.
Jeg så mig over skulderen for at genfinde min mor
Men indser at dagen er gået.
Gustav Le Caire
Lidt om:
På ydersiden bryder Gustav sig ikke om de fleste, på indersiden er han altid i tvivl. Han hører dårligt og glemmer tit.
Hvis du er for meget, så er de andre for lidt.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Da jeg var 5 år gammel lærte jeg at stave fordi jeg blev tvunget til det. Jeg startede med mit eget navn, derefter lærte jeg at stave til andre ting. Når man først har lært dette, så går der ikke lang tid før, man kan skrive sin første sætning.
Hvad inspirerer dig?
Alt det de andre snakker om
Hvad skriver du om?
Jeg skriver om det, der allerede er skrevet så meget om. Du finder intet nyt under solen her.
Hvad er det fedeste du har oplevet ved f.eks at dele et digt på instagram eller læse op?
At jeg fik penge for det engang.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg googler ofte et ords betydning, da jeg ikke er særlig begavet, så gør endelig det.
Det første du skriver bliver sikkert noget værre lort
Husk nutids-r
Hvis du gerne vil fremstå meget poetisk, skal du enten købe dig en lille notesbog eller en skrivemaskine. Du behøver ikke at bruge nogen af delene, du skal bare sørge for at folk ser dem.
Onkel Danny drak som et hul i jorden, så det skal du også.
PS. Man behøves ikke at bruge lange, kloge og bemærkelsesværdige ord for at skrive godt.
“Dissidenternes feudale og samfundskritiske udsagn virker palindromisk betryggende på den neongrønne misundelse der besegler min sjæl”
Dette er et eksempel på én, der gerne vil fortælle verdenen, at personen ikke har det så godt, men at det er okay alligevel, men ikke rigtigt…. men det er okay.
#jegviljobareværedeprimeretogselvhøjtideligifred
#ladmigværemenhørligedetherjegharskrevet
#jeggørdetogsåherremegetselv
#pudsglorien
#detgøratjegfølermigbedreendjer
Afsluttende bemærkninger eller en vigtig pointe?
Det er bedre at være interesseret, end interessant.
“Mindreværd” fra Dukkehospitalet, forlaget Emeritus
I Zoologisk Have
Om et par hundrede år
Vil folk som jeg
Udyr
Blive udstillet
til andres store fornøjelse
Med stramme kvælerhalsbånd
Og klirrende lænker
Der dagligt minder os om
Hvilken byrde vi var
For samfundet
Kravlende rundt på gulvet
Vil folk glo på os som aldrig før
Væde ved min uperfekthed
Fodre mig med min knogledannelse
De vil pege triumferende og le ad
At de langt om længe fik deres trofæ
Allerede nu bliver folk som jeg
Uddyr
Udstillet i Zoologisk Have
Til folks store fornøjelse
Vi er blot undslupne straffefanger
Som venter på
Snart at blive skudt
D. A. Hagelund
“Nostalgi” fra Dukkeforretningen, forlaget Emeritus
som et venligt spørgelse
hænger den i skabet
byder mig altid velkommen
hvid som sne
krøllet
som lagner fra hede nætter
dem jeg altid savner
billig og af ringe kvalitet
den er min
og helt min egen
grønne striber på ærmerne
brune pletter
fra mælkebøtter jeg plukkede engang
irriteret blev den renset af mor
med boblende vaskepulver
som næsten tog det hele væk
men jeg kan stadig ane
de svage konturer
af en udvisket barndom
gult under armene
holdes ved lige hver gang
jeg bliver trængt op i en krog
beskidt på ryggen
mærker fra skarpe mursten
jordbrune blodstænk
men jeg overlever
det forsikrer de mig om
de svedlugtende angstskjolder
i stoffets valmuepark af store rødvinsplamager
planter jeg
klodset
i fuldskab
mit begær
af røde berusende kys
så fandens synlige for alle
på mit venlige spøgelse
skabes et mønster
helt bevidst
af genstridige pletter
som aldrig kan vaskes rene
en stivnet dødsmaskine
hængt op på bøjle
der fortæller mig
jeg lever
hver gang jeg åbner
skabsdøren
D. A. Hagelund
Lidt om:
Hun vil være en stemme for dem, der ikke kan kan. En stemme for at lære andre nye nuancer af livet. Hun tror ikke, hun er guds gave til menneskeheden, men på trods af mange ting hun ikke kan pga sit handicap, så kan hun formulere sig og hun kan skrive. Hun kan tale for og til folk.
Hun vil ikke være afhængig af at være forfatter, det skal være sjovt. Desuden har hun udgivet to digtsamlinger hos forlaget Emeritus; Dukkehospitalet og Dukkeforretningen.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg plejer at sige, at jeg har skrevet siden den allerførste danske stil, hvor jeg fandt ud af, at jeg elskede at fortælle historier. En af mine første minder fra barndommen er, at jeg har siddet hos min mormor med en notesbog og skrevet sådan nogle ‘børne-grafer.’ Altså før jeg kunne stave, skrev jeg “bøger.” Det var først meget senere, at det gik op for mig, at man godt kan få lov til at skrive bøger, og man kan også udgive bøger.
Jeg kommer fra en litterær verden, hvor min mors familie har læst meget forskelligt, men specielt de klassiske forfatter, så jeg troede, at det skulle være meget seriøs business. Så det der med at lege med det og skrive noget mere naturligt og ‘lavpandet,’ om du vil, det er faktisk noget, jeg først er begyndt på nu. Jeg tænkte nemlig, at hvis man skulle skrive, så skulle man også næsten have en nobelpris før, at du er rigtig forfatter. Så jeg har haft meget høje ambitioner første gang jeg satte mig ned, og tænkte “nu skal jeg skrive en roman.” Jeg var 11, og helt naturligvis knækkede jeg halsen på projektet.
Så har jeg siden da skrevet lidt i smug. Især digte. I starten, da jeg begyndte at skrive digte som teenager, tror jeg, at jeg tænkte: “det er sådan noget alle teenagere, især piger, gør.” Jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg på nogen måder kunne lave noget, der var godt, men så kom jeg til i en brandert at sende et digt til min daværende kæreste. Han var blown away. Han tog fat i mig og sagde “er du klar over, hvor godt det her, det er?” Nej, det var jeg ikke. Han opfordrede mig så til at skrive videre. Det endte ud i det første hele projekt, som dengang var meget klassiske digte. De rimede og havde meget tung symbolik. De var noget, som man set med nutidens øjne, synes er meget outdated. Jeg prøvede at sende det ind, og selvfølgelig fik jeg en helvedes masse afslag, og tænkte, “nå, så var det nok ikke det, jeg skulle.”
Jeg blev faktisk så gal, at jeg skrev noget andet, som jeg tænkte, at forlagene gerne ville have. Det var første gang jeg skrev digte, der ikke rimede. Jeg følte mig snu, jeg syntes det var for nemt lige pludselig. Det sendte jeg så også ind, og det blev også afvist en helvedes masse gange.
Så tænkte jeg, “nå, jamen jeg kan ikke gå mere på kompromis med mig selv, så hvis de ikke vil have mig, som jeg skriver, så skal jeg ikke være forfatter.” Jeg lagde det i skuffen i mange år.
Så nogle år senere, i kraft af mit arbejde, snublede jeg ind i en forlagsredaktør, som jeg fik anbefalet. Jeg skrev til ham, og regnede ikke med noget som helst. På det her tidspunkt, var jeg i gang med en historisk roman, som jeg gerne ville have ud på et tidspunkt. Han sagde, “ja, det er meget fint, men vi udgiver primært digte her. Har du noget liggende?” Og så fik jeg jo kæmpe angst, fordi fuck, ikke igen. Så jeg sagde, “Ja, det har jeg, men jeg er nødt til at fortælle dig, at det er allerede blevet afvist så mange gange, at jeg nægter at tro på, at det er noget, du vil ha’, men jeg kan godt sende det.” Det var faktisk manuskriptet til Dukkehospitalet. Det, som jeg dengang skrev som et slags modstykke ud af provokation, fordi jeg tænkte, “det må være det her folk vil have.” Det er først efter, at den er blevet udgivet, at den er vokset så meget på mig, at jeg faktisk kan lide den. Jeg tog sindssygt meget afstand til den i starten.
Men han var meget imponeret, og ville gerne udgive den. Inden for et år, så stod jeg med en bog i hånden. Det var meget syret, men en pisse fed oplevelse. Også fordi, han er den slags redaktør, hvor der ikke er en armbevægelse, der er for stor. Jeg kom jo ind til det første møde med ham og var røv arrogant og sagde, “jeg vil have det sådan her, og bogen skal se sådan her ud,” og jeg havde allerede fundet en kunstner, der skulle illustrere forsiden. Jeg havde taget en gammel børnebog med, der havde det her meget mærkelige smalle format, hvor jeg var sådan, “den skal se sådan her ud, og jeg giver mig ikke, og jeg vil gerne have den oversat også.” Han greb bare alle de bolde, og han syntes det var pisse fedt.
Det eneste skilsmisse-punkt vi har haft, det var i forhold til den kunstner. Hun sendte den ene pisse fede tegning efter den anden, og jeg var helt oppe at køre over det, men han kunne bare ikke mærke det. Jeg havde egentlig i starten sagt til ham, at jeg ikke selv ville være på forsiden, og jeg ville ikke have mine egne illustrationer med. De digte, der er i Dukkehospitalet, er baseret på nogle tegninger, jeg havde lavet engang, og han ville gerne have haft dem med, men det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville se professionelt ud. Jeg ville gerne være en lille smule mere anonym end det.
Illustrationen til “Mindreværd” af D. A. Hagelund
I desperation, der finder jeg så et gammelt kunstprojekt, jeg har lavet for mange år siden i gymnasiet, hvor jeg er klædt ud som en dukke. Jeg siger, at vi også kan bruge det, hvis det er, men det ville jeg ikke være super komfortabel med. Han er fuldstændig blown away, da han ser det. Det er den eneste gang, hvor han har nedlagt veto, og har sagt, det er sådan her det bliver. Det tog mig lidt tid at sluge, men jeg kan godt se, at den kunne ikke have en anden forside end det billede. Og noget jeg har lagt mærke til siden, det er, at selv folk, der ikke læser digte, til bogforum f.eks, de kommer over og tager fat i de bøger (Dukkehospitalet og Dukkeforretningen), fordi de har bare et eller andet.
Mathilde: Jeg synes, det er fedt, fordi man kan virkelig mærke den der trods, som du snakker om, men det sjovt, fordi man tror den kommer kun et sted fra, men så i virkeligheden bunder det også i, at du er blevet afvist så mange gange, og så i trods skriver noget andet.
Ditte: Jamen der var trods på mange måder og punkter. Der var først og fremmest den kunstneriske trods. Der var også trods med hele livet. Jeg var ikke et særlig godt sted, da jeg skrev de bøger. Jeg havde en kæmpe identitetskrise, og jeg havde meget svært ved at finde mig selv og min plads i den her verden, fordi jeg var så meget anderledes.
Jeg syntes ikke, at jeg kunne finde mennesker, der kunne relatere til det liv, jeg havde. På den ene side, der var jeg en ganske almindelig teenager med alt tilhørende, og på den anden side havde jeg det her ekstra filter, der hedder sygdom. Det fyldte så meget, at det overskyggede rigtig meget. Skole, og kærester og så videre. alle de der almindelig ting, de blev farvet af sygdommen. Så begyndte jeg at skrive i stedet for, fordi jeg tænkte, at så kunne jeg opfinde min egen verden, hvor nogen forstår mig.
Der var en gang en lærer der spurgte mig, hvorfor jeg gerne ville være forfatter, hvor jeg kom til at sige, at jeg ved, hvad der er galt i verden. Jeg har et andet perspektiv, helt naturligt, fordi jeg er så meget lavere end andre. Jeg ser tingene på en anden måde. Jeg overhører en masse ting. Jeg kan se og visualisere alle problemerne. Jeg kan se tingene i et omfang, som mange andre ikke kan, eller i alt fald ikke kunne på det tidspunkt. Det er jo ikke fordi, at man er super reflekteret, når man er 16 vel.
Mathilde: Der står på den sidste side i Dukkehospitalet: “et selvportræt, der råber op om et liv, som mange kender til, men kun få kan forstå.” Det er sindssygt rammende. Har du noget at sige om det?
Ditte: Det er jo ikke, fordi vi er et middelaldersamfund, hvor folk med handicaps bliver gemt væk. Det er noget, vi ser i det daglige. Det er normalt, at vi har en i en skoleklasse eller på arbejdspladsen. Vi ser det også i medierne, men det er ikke noget, som der er ret mange, der kan relaterer til, når det kommer til stykket. Man ser det, men det er på sådan en objektiv, overfladisk måde. Det er ikke noget, mange tør gå i dybden med, fordi der er den her berøringsangst. Der er ikke mange, der tør at gå i dybden, reflektere over det og forstå den anden part.
Jeg følte, jeg var i et parallelsamfund, fordi jeg både forstod, hvordan det var at have et almindeligt liv, men på den anden side et meget ualmindeligt liv. Jeg havde et ben i hver lejr på en måde.
Mathilde: Du har jo været nomineret til bogforums debutantpris, hvordan var det?
Ditte: Det var meget meget mærkeligt og meget meget surrealistisk, og jeg nåede aldrig helt at forstå det eller lande i det. Det kom meget pludseligt. Det lyder næsten som et dårligt væddemål, men min redaktør kender ham, der arrangerer det. Bogforum blev holdt et par måneder efter, at jeg var blevet udgivet, og fordi jeg var forlagets nyeste udgivelse, så var han selvfølgelig virkelig stolt af det projekt, og han snakkede om det og så siger ham arrangøren, “nå, men skal hun så ikke indstilles til den her pris?” Igen, der er ingen armbevægelser, der er for store hos det her forlag, så han sagde bare “ja.” Og der havde ikke været noget vildt stort pr-arbejde og sådan, så alle vidste jo godt, at selvfølgelig vandt jeg ikke det her, men det var skide stort, at der var nogen, der syntes, at jeg skulle indstilles. Det lever jeg højt på den dag i dag.
Mathilde: Jeg så på din instagram, at du var ude at læse op her den anden dag. Er det noget du gør dig i?
Ditte: Ikke nok. Jeg burde gøre det noget mere. Jeg er lidt den gamle skole, hvor forfatter er et meget ensomt fag. Det der med at komme ud forbi skærmen, det har jeg det lidt svært med. Jeg har nemlig stadig den der gamle frygt for at blive vurderet. Jeg har ikke sceneskræk, men det der med at blive vurderet, det har jeg det ret skidt med. Jeg kan sagtens performe, hvis folk i og for sig er ligeglade med, hvad jeg laver, men når jeg er fuldstændig blottet af til skindet, og det handler om det, jeg har lavet, og jeg skal præstere personligt, så synes jeg, det er svært. Men jeg er rigtig glad for, at jeg har opdaget Karens Minde, for det er et dejligt autentisk publikum. Det er ikke så højpandet, og folk er rigtig søde. Man holder hurtigt op med at være nervøs.
Mathilde: Hvis du nu forestiller dig en person, der gerne vil begynde at skrive, hvilke råd vil du så give til dem?
Ditte: Der er flere stadier i en forfatterproces, det kommer an på, hvad man vil. Det har hjulpet mig utrolig meget at have en klar linje for, hvilken retning jeg gerne ville gå. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde har undgået at træde ned i de der klassiske landminer, træde vande og bare ikke kunne komme videre.
Jeg ved, at der også er mange kunstnere, der skriver, fordi de synes, det er sjovt, og så har de egentlig ikke større ambitioner end det, og det skal der også være plads til. Man skal bare være klar over, at hvis man på et tidspunkt gerne vil videre med det, så kan det virke meget uoverskueligt at komme ud over rampen. Det er en kæmpe krigszone, og man skal have rundsave på albuerne. Man skal være næsten arrogant og tro på sit eget shit. Det er ikke alle, der kan det. Jeg synes selv, det er svært. Det kom også bag på mig, fordi jeg troede, at det endegyldige mål, det var at blive udgivet, og når man kom i kontakt med et forlag, så var mit job gjort, og de tog sig af resten. Det er bare langt fra tilfældet.
Det rigtige arbejde, det starter først, når du er udgivet, for du skal hele tiden være på pletten. Du skal sørge for, at du bliver husket, og at du er ude at læse op og promovere din bog. Det ville jeg godt have vidst selv.
Udover det, så synes jeg først og fremmest, at man bare skal skrive.
Skriv, skriv, skriv, skriv, skriv!
Og lad vær’ med at have den tanke, at bare fordi du synes, du er færdig, så er du færdig. Når man har lavet sit første manuskript, så er det der, hele den der redigeringsproces den skal gå i gang. Det er der, hvor jeg har set mange fejle ved at sende det første ind. Det skal stå skide skarpt.
Jeg tror, man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at få fat i en god ven eller en anden, der kender en godt nok til at være hudløst ærlig. Og en ærlighed, som du respekterer. Det skal være en god balance mellem, at du kan tage imod kritik, men at du også kan bibeholde din egen integritet. Der er få mennesker, som jeg respekterer så meget, at de kan få mig til at ændre mening. Men der er også folk, der ikke kan argumentere for deres sag. Så siger de bare, at det er dårligt eller godt, uden at kunne forklare hvorfor, og det kan jeg ikke bruge til noget. Det bliver man ikke dygtigere af.
I redigeringsprocessen, der skal du være skide egocentreret, og du skal fluekneppe hele lortet og rive det op. Du kommer ud i sådan nogle syge situationer, hvor du decideret sidder og vejer hvert eneste komma. Det kan nemlig ændre betydningen fuldstændig. Det skal man være klar på, for det er en hård proces. Man må tage det sure med det søde. Det kan betale sig.
Mathilde: Har du nogle afsluttende bemærkninger?
Ditte: Jeg ville så gerne være som alle andre, og jeg ville så gerne skrive som alle andre, og jeg var så flov over de autentiske ting og de karakteristiske ting, der gjorde mit skriv, og det jeg lavede, til mit.
Jeg ved godt, at det er verdens ældste gajol-citat, men man skal bare være tro mod sig selv. Det er altså super vigtigt. Som der var en, der sagde til mig for ikke så længe siden: “man kan lige så godt være tro mod sig selv, for i virkeligheden er vi alle sammen så meget oppe i os selv, at vi er ligeglade med alle andre.” Så alle dem vi tror, der går rundt og dømmer os, det har de slet ikke tid til eller hjernekapacitet nok til. De er godt i gang med at dømme sig selv. Man kan lige så godt bare køre sit eget show.
Kunst det skal være originalt. Kunst det skal være en ny nuance. En ny fortælling. En ny vinkel. Ikke fordi man skal opfinde den dybe tallerken, men selv en meget almindelig episode i et liv kan fortælles på 30 tusinde forskellige måder. Der skal være plads til samtlige 30 tusinde.
Så, vær autentisk og bibehold integriteten. Det skal ikke være sådan, at man falder over den bedste og første mulighed. Man må godt være arrogant. Man må godt være stædig. Man skal ikke gå på kompromis. Det skal føles rigtigt, og man skal tænke sig om.
Til daglig studerer Marie på det Fynske Kunstakademi på sit 3. år, og samtidig går hun på Den 1-årige forfatteruddannelse på Forlaget Gladiator. Hun er både forfatter og billedekunstner.
Hvordan, hvornår og hvorfor begyndte du at skrive?
Jeg plejer at sige, at jeg altid har skrevet, men jeg begyndte at forpligtemig til skrivningen, da jeg gik i 3.g og deltog på et tre måneders forløb på Forlaget Gladiator.
For mig er skrivningen en måde at være i verden på, og det føles mere som en nødvendighed, end det føles som et aktivt valg.
Hvad inspirerer dig?
Jeg bliver inspireret af mange, men nogle af mine største inspirationskilder er Joan Didion, Sylvia Plath, Unica Zürn, Ann Jäderlund, Julie Sten-Knudsen, Amalie Smith, Olga Ravn, Josefine Klougart, Ursula Andkjær Olsen.
Hvad skriver du om?
Jeg har skrevet en digtsamling, som er udgivet på Kronstork og hedder“VI”,hovedsageligt om menneskets ødelæggelse af naturen. Men digtsamlingen handler også om fremmedgørelse og længsel mod noget noget. Om hjem, systemer og fællesskaber. For tiden skriver jeg på et nyt manuskript, som følger et jeg, der er ramt af angst. Det følger jeg’et gennem to indlæggelser på psykiatrisk afdeling og er et forsøg på at skabe et blik, der ønsker at være observerende og neutralt.
Har du nogle råd til folk, der gerne vil starte med at skrive?
Jeg har selv været rigtig glad for at gå på skrivehold – det har både været på højskole og på forskellige skriveskoler i København. Man får meget ud af at læse både sine egne og andres tekster sammen med andre, og så tror jeg på, at det er vigtigt at være en del af et hold som skrivende for at bekæmpe den ensomhed, der ofte følger med. .
Digtet er et uddrag fra hendes digtsamling; JEG SPISER VANDMÆND. EN VANDMAND MÆRKER INGENTING. I digtene bliver alle de sanser, som man er i tvivl om vandmanden har, undersøgt.
Jeg ser
Jeg ser dine øjne er blå, selvom jeg i hovedet altid forestiller mig dem brune
Jeg ser en lyshåret dreng sætte tænderne i en vandmand
Jeg ser, at du har skiftet stilling på sandet
Nu ligger du ned
Jeg ser, at min hund græder
Jeg ser mig selv i spejlet
Jeg ser, at jeg smiler
Jeg ser en pige sætte sin tændte cigaret i muren udenfor butikken, som sætter hun sin hund til at vente på sig
Jeg ser et barn gå på line mellem to træer i parken
Jeg ser en kvinde tage brød ud fra sin jilbab og fodre en svane
Jeg ser revnen, inden jeg rammer den
Jeg ser dig falde fra bussen i mit hoved
Jeg ser to mariehøner parre sig på min sko
Jeg ser en ung kvinde med et kunstigt ben, der ligner en dukkes
Jeg ser mig selv flytte hjemmefra
Lidt om:
Arendse læser antropologi på Københavns Universitet, skriver samtidig på en bog og har gang i forskellige andre projekter ved siden af.
Hvornår begyndte du at skrive digte?
Jeg skrev mine første digte på Johan Borups Dagshøjskole i foråret 2018. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, at jeg fandt en ro i Tove Ditlevsen og Naja Marie Aidt. Det var overskueligt at læse og mærke forfatterne så stærkt i så få ord. Det var på en måde den samme fornemmelse, der gav mig at skrive digte selv. Jeg kunne formidle alting i 10 linjer og gøre det mærkbart på kort tid.
Digte og lister hjælper mig med at konkretisere og forenkle observationer, der ellers kan virke uoverskuelige at beskrive. Det behøver ikke bare at være følelser, der omdannes til poesi. Det kan også være en livsverden eller en omverden, der omdannes og formidles videre gennem få ord, hvilket jeg også kan bruge i mit fag som antropolog.
Hvordan deler du dine digte?
Jeg deler mest mine digte fysisk i kunst- og skrivefællesskaber. Jeg har det bedst med at være med de mennesker, som læser eller lytter til dem. Jeg kan godt se fordelene ved at dele sine tekster på sociale medier, som det her projekt, fordi man kan komme i kontakt og røre folk med sine ord, som man ellers aldrig ville have mødt. Alligevel har jeg ikke instagram, nok fordi jeg kommer til at se mig selv udefra, når jeg er på det. Og det vil helst ikke. Jeg vil helst blive indeni og se ud på verden. Men måske forhåbentlig når min bog er færdig, der er en samling af både prosa og poesi, kan mine digte blive delt på bogreoler og biblioteker.
Hvad er dine inspirationskilder?
Tove Ditlevsen er en af mine helt store inspirationskilder. Fordi hun er så ærlig i alt, hun er og ikke er. Jeg kan blandt andet huske hendes digt Selvportræt 1, som var en af de første digte, jeg læste. Der skriver hun en liste om alt det, hun ikke kan, ikke kan holde op med og godt kan finde ud af.
Jeg knyttede mig nok til det, fordi der var en form for selvomsorg i at stå ved, alt det hun ikke kunne finde ud af, hvilket jeg på det tidspunkt havde brug for at lære.
Ellers læser jeg stadig Astrid Lindgren og Tove Jansson, hvis bøger jeg egentlig var bange for som lille, fordi de berørte emner som død og sorg, der var svære for mig at forholde mig til. For eksempel da Jonatan og Tvebak dør i Brødrene Løvehjerte, havde jeg det som om, jeg havde febervildelser og ikke kunne vågne. Men nu er de historier en trøst og støtte, når jeg selv skal gennemgå alt det svære.
Hvad er det mest udfordrende ved at skrive?
Nok troen på det. Lige om lidt når den bog, jeg arbejder på, er skrevet færdig og min mor og veninde, der også skriver, har læst den igennem, så skal jeg sende den til et forlag. Det kan jeg godt mærke, at jeg samler mig mod til. For der vil altid være nogen, som kan genkende sig selv i fortællingen, og andre som vil finde den irrelevant. Det samme med anmeldere og kritikere. Så lige nu forsøger jeg at bygge en grundsten inde i mig, der vil huske på alt det fine ved bogen, inden andres øjne og hænder får adgang til den. Jeg har et digt af den norske forfatter Håvard Rems liggende på min computer til at minde mig om det. Han skriver:
Jeg skriver
om mig
Du læser
om dig
Har du nogle afsluttende bemærkninger eller noget du gerne vil sige?
Nok bare, at når jeg er gået i stå i et digt eller med min bog, hjælper det mig altid at læse. Så er det, som om jeg finder tilbage til min egen stemme gennem andres.
Der er især tre bøger, der hjælper mig for tiden, som jeg kan anbefale:
Neontturkise tyrkere blæser til vores allerede igangværende krystalliserende sjæle
vinden blæser til vores opblæste rygerlungers sagte aftenhvæsen,
alt imens
kalenderen advarer om påbegyndelse af mit pusterum,
som om Ibrahim Maloouf
er igang med at desintegrere mit sind, interdimensionelt tankelæse:
Beirut brager beskyttelseskamrene
Django skal skrive min dagbogsomklamring
og vinden
puster på mig og mine grænser.
Vilhelm Rostgaard Grell
Lidt om Vilhelm:
Vilhelm har forskellige alter egoer, der er en del af hans poesi. Han har lige pt 3; blandt andet en børnedræbende vikar, der er inspireret af østeuropæiske folketro og folklore fra Khalil Gibrans litteratur, der så kommer til Danmark og er folkeskolevikar. Han interesserer sig meget for historiske romaner og mytologi, ikke nødvendigvis så meget for at læse poesi. Historiefortællingen er i fokus. Udover det har han mange andre kreative interesser.
Min mor har en cand.mag i litteratur og kulturformidling og min far er teatertekniker. Kombinerer man det, så får man virkelig meget litteratur og kultur ind af bagdøren. Jeg er nærmest vokset op i børneteatermiljøet. Den poesi, som jeg har set, har jeg igennem teater. Jeg har fået slynget verdenslitteratur i hovedet, som jeg ikke har læst, fordi hele mit ungdomsoprør var, at jeg ikke skulle læse. Jeg skulle fandme ikke læse. Jeg kunne slet ikke kapere, at der hele tiden var adgang til verdenslitteraturens og geniale undergrundsforfattere. Mine forældre kunne jo sagtens komme med et fint foredrag om hver forfatter, men det var som om, det bare ikke rigtig var det.
Jeg startede med at skrive, da jeg gik i 9.-10. klasse. Da jeg blev introduceret til poesi som genre. Det talte til mig. Jeg kan huske tilbage i 1. g, hvor jeg skulle lave et eller andet, og så havde jeg skrevet et digt på en hverdagsrytme. Min tidligere dansklærer, der var facilitator på det hold, han synes, at det var så godt skrevet, at jeg skulle op og læse det digt op foran klassen. Så blev jeg udtaget til ATU (Akademiet for Talentfulde Unge), hvor jeg blev indstillet af min dansklærer for mit lyriske talent. Jeg nåede dog aldrig at komme derind, fordi jeg havde galoperende svært ved gymnasiet.
Men alligevel var det som om, at han plantede et frø. Jeg fik ikke rigtig skrevet i gymnasiet eller jeg fik skrevet lidt, men jeg prøvede at samle en samling og skrev rigtig meget om min far. Jeg prøvede at lave sådan en rigtig digterisk karakter og samlingen skulle hedder “selvdestruktiv.” Jeg gik helt ind i den der, “uha en kunstner må lide, før han kan skrive ordentligt.” Jeg har nogle af de digte og de er da meget sjove, men de handler meget om mig og mit forhold til min far, der var alkoholiker og er maniodepressiv. De var meget personlige, de digte, men jeg følte faktisk, at det ikke rigtig var mig at skrive på den måde. Allerede mens jeg var i gang med at skrive det, begyndte jeg at blande utrolig mange metaforer ind i det.
Jeg er virkelig glad for metaforer. Så det med at bruge store billeder, lave sjov med det og tage afstand fra det, var en nem måde for mig at gå til det at skrive på. Jeg kunne forsvinde ind i det smukke poetiske univers og beskrive det så smukt og poetisk som muligt, så det nemlig ikke blev så nøgternt som muligt. For jeg havde virkeligheden, som var meget nøgtern og var meget hardcore. Det var et slags frirum. Jeg kunne komme ind og digte og skrive om det på en fascinerende måde og med den der ordkyndige facet.
Senere er jeg så gået væk fra at skrive personligt overhovedet. Jeg er mere den der ordnørd. Nogle gange slår jeg ting op, bare fordi jeg vil, og jeg synes det er sjovt.
Mathilde: Det synes jeg også, at jeg kunne høre, da jeg hørte dig læse op. Det var meget rim, rytme og orduniverset, der fyldte, men der var også mening i det.
Vilhelm: Ja, det er sjovt, du siger det, for jeg synes nemlig, at der er meget poesi, også på de åbne scener, der meget nemt tilgængeligt. Det bliver nærmest penslet ud og vi skal høre om dine inderste sorger og kærestebrud.
For mig er poesi noget, som du skal gå og tænke over. Det skal ikke være noget, som jeg bare leverer i hovedet på dig. Det skal være noget, du kan fortolke. For mig er det mega vigtigt, at du ikke som lytter får det hele serveret på et sølvfad. Du skal helst fundere over digtene, når du har hørt mig læse op eller har læst noget, jeg har skrevet. Du skal tænke over, om det betyder noget, hvad betyder det, er det en fortælling, er det virkelighed og hvor går grænsen mellem fortælling og virkelighed?
Det er også sindssygt interessant for mig, fordi jeg kan godt lide surrealisme. Meget af mit skriveri tager tit udgangspunkt i humor. Jeg kan godt lide at tage pis på folk. Hvis folk forventer noget, så får de noget andet. Jeg hader lidt den der form for leflen. Meget af det danske poesi, der bliver fremhævet er meget nøgternt og smukt, sårbart og ømt, men for mig er poesi også noget, som du godt må have det grineren over.
På den ene side, så vil jeg gerne bryde den piedestal som poesien står på ned, men samtidig så jeg har et vokabularium, der er meget udviklet. Det handler om at bryde det ned, men jeg bruger nogle høje fagtermer. Jeg kan godt lide den der blanding. Jeg står egentlig og snakker om noget, der er fucking lol eller en historie, noget der er opdigtet eller fundet på, men jeg gør det med et sprog, der gør, at du måske lige skal læse det et par gange.
Så har jeg så de der alter egoer, som jeg bruger lidt som nogle satiriske milepæle på et meget samfundsmæssigt problem. Jeg vil gerne stikke lidt til tidsånden. Der er Dimitri, som er en kommentar på, at alle er så venlige, alt er så pædagogisk korrekt. Altså må vores børn ikke godt slå sig? Der er en eller anden dyb ironi i, at vi ikke kan tale om, at der findes alt det uhyggelige, der findes folk derude, der tænder på børn. Jeg kan godt lide at tale om det, vi ikke må tale om.
Så har jeg et alter ego, der hedder Haiku Hanne. Det er en stor parodi på min mor, men samtidig også på vores uddannelsessystem. Fordi rigtig mange jeg har mødt, vil have sådan nogle kunstneriske bachelorer eller alle mulige forskellige universitetsuddannelser. De her akademikere, de ender bare ude i samfundet som sådan nogle spillebrikker med en, sikkert vildt spændende, uddannelse, der er lavet til et arbejdsmarked, der ikke eksisterer. Det synes jeg, der er noget mærkeligt ved. Jeg kan godt lide idéen, men jeg vil gerne gøre grin med det. Hun er meget firkantet, men samtidig skriver hun haiku, fordi hun vil være kulturel. Men alt hvad hun beskriver med sin poesi er egentlig, hvor meget hun hader det her 9-16 job. Hun er bare en gængs kontorarbejder, der hader på mellemlederen.
Jeg kan godt lide at tage temperaturen. Jeg tager også temperaturen på hele poesimiljøet. Der er rigtig mange, der gerne vil være super interessante og have de der akademiske diskussioner, men når alt kommer til at, hvad bruger du så dit liv på?
Mathilde: Ja, det er jo meget sjovt, jeg er jo selv igang med at tage en bachelor i dansk.
Vilhelm: Ja, se, og det er ikke engang for at ramme dig. Selvfølgelig får du en mega spændende uddannelse og du bliver en fin del af PFA-segmentet, men der er bare noget dybt ironisk over det.
Så har jeg et tredje alter ego, som er en wrestler. Han hedder Cheeky Nandos. Han er faktisk eks-wrestler. Han kommer ind for at udfordre dig til kamp. Det er rettet mere personligt ind imod mig, fordi jeg tror, jeg lavede den som sådan et opgør med, men også et spørgsmål om, min egen maskulinitet. Hvor er den, hvad er den for en størrelse?
Jeg er helt almindelig hetero, cis, whatever mand og jeg kan godt mærke, at det er fedt at være, men jeg kan godt mærke, at specielt i poesi miljøet er der mange, der flyder, og det er skønt! Lad dem endelig gøre det. Men altså, hvem er den moderne mand i alt det her? Så Cheeky Nandos er sådan en fighter figur, som vildt gerne vil fighte og kæmpe og være meget maskulin og er klar til kamp, men der er ikke nogen han kan kæmpe imod. Han prøvede at blive til noget stort i den her mexicanske lucha libre, men det gik ikke. Han har maske på, det har jeg også, når jeg optræder som ham. Det er også en slags identitetsting. Altså vi vil gerne være macho og mand, men vi ved ikke stadig ikke helt, hvem vi selv er. Han snakker meget om følelsen af at være utilstrækkelig.
Du kan gøre rigtig meget for at portrættere dig selv på en bestemt måde, men i sidste ende, er du måske bare et skræmt individ, som måske ikke føler, at du kan være til, som du vil.
Det er også en parodi på mig selv som alter-ego-digter. Totalt meta. Fordi jeg har den her karakter, som ikke rigtig er en karakter, altså han er eks-fighter og det er jo ligesom mig. Jeg er bare en digter, der står på scenen, der gerne vil lave noget poesi, men jeg gør så meget ud af det, at poesien måske drukner i det.
Jeg gør jo alt det her, fordi jeg har teaterbaggrund. Jeg kunne godt tænke mig, at få noget af den verden ind på poesiscenen. Det, føler jeg, har manglet og stadig mangler. Det er derfor, at alteregoet er et sjovt begreb og greb at bruge, fordi det tillader en at skrive ud fra et perspektiv, der ikke er ens eget, og som ikke nødvendigvis er en selv. Jeg synes faktisk, det udvider ens horisont, også verdensperspektivmæssigt.
Mathilde: Jeg tænkte på om du kunne sige noget om, hvordan og hvornår du skriver om dig selv?
Vilhelm: Det er meget sjældent, jeg skriver om mig selv. Faktisk, er jeg begyndt at skrive mere om mig selv, men jeg gør det i dagbogsversion, så det ikke bliver blandet sammen med poesi. Det skal være noget andet.
Man kan sige, at der hvor jeg kommer tæt på at skrive om mig selv i poesien er, når jeg bare er et par briller på verden, der bare observerer og skriver ned, hvad man ser. Det er jo det tætteste, jeg kommer på min virkelighed. Jeg skriver f.eks. nærmest aldrig “jeg” i mine digte. Kun på alter egoerne. Jeg vil dog sige, for der er ligesom også sket noget fra et par år siden og så til nu, at hvis jeg skriver om mig selv poetisk, så bliver det meget sådan noget med store bevingede ord og meget med en form for distance. Men altså, hvis du kender mig godt nok, så ved du, hvad jeg snakker om. Må jeg læse et digt op, fordi det er et meta digt om det der med at skrive personligt. Det hedder person-light.
Nogle vil have jeg skriver personligt
Nogle vil kun tro at det rå er utroligt
at gældtrippe og være i livskrise er
unionligt
at være på renden til livet og positiv er
uforsoneligt
men jeg har erkendt mit liv er et yderste zonehiv,
ADD’en & sårbarheden om problemerne klarer jeg overfladisk telefonisk,
At holde overblikket over livet gør nervesystemet uroligt,
vil væk fra alt der minder om krav og en tilværelse der er jobcenterkravklaustrofobisk;
alt går i stykker igen, idiotisk
kan man decideret være fanget i kontakt med fremmede fra klimaer nær subtropisk?
Jeg drømmer mig væk i tankespindet,
Zzover så hårdt at jeg drømmer om at forsvinde,
Zzkal overkomme alt, jeg er konkurrencestatsprodukt, jeg er her for at vinde,
men overrumbler mit nervesystem i kampen for at opnå balance i sinde;
Vilhelm, nu skriver du ærligt,
de rigtige hoveder vil skulderklappe mig, da jeg skriver ud fra et “jeg” der er ubærligt,
men dog så tæt på dem selv at de ikke ser det som særligt,
det er herligt;
Jeg vil flytte væk fra lejligheden
leve et liv langt fra ensomheden
læse beskederne du sender via tekstbeskeden
være ramt af miraklet takket være al min forbistrede beden
Jeg kunne blive ved og…
I morgen er endnu et sæt krav og love..
vi fælder alle de åndegivende skove…
Forbrugerismen træder os ned uden vi bemærker det, med selvforpinthedens klove..
Mit sind er i tvivl, vredt, forvirret, jordnært, flyvsk, magtesløst..
men.. jeg vil sove..
Men det må jeg ik,
får tandrodsbehandlinger der koster 2000 klik,
har allerede probler som jeg først må pakke ned til høst.
Nu går alting bedre,
født med en sølvske i røven,
så selv de sværeste livssituationer kan penge forbedre,
er dog fanget i et samfundssystem der fastholder mennesker i eviggyldig bedrøven,
overlever på ligegyldige øl-indtjekninger, det er der jo næring i,
selvom jeg er på røven.
Og tom udkrængelse af sjæl der bliver til hæder,
hæder,
hæder,
slæber rundt på
kæder
kæder
kæder,
der smøres for at forbedre,
fædre,
Unlike
Copy
Report
fædre,
fædre,
gamle relationer der skal udbedre,
fjedre,
fjedre,
fjedre,
sender mig i opgørets kredsløb iført
læder,
læder,
læder.
Nogle vil have jeg skriver personligt
Nogle vil kun tro at det rå er utroligt
at gældtrippe og være i livskrise er
unionligt
at være på renden til livet og positiv er
uforsoneligt.
Det var bare for at pointere, den der pointe, at når jeg skriver, så kommer, der altid den der distancebrille på. Fordi jeg synes, vi skulderklapper hinanden så meget.
Jeg har jo været i miljøet som oplæser i snart 4 år, og jeg kan godt mærke, at jeg snart gerne vil lægge lidt afstand til det. Jo, man hører folks inderste, og det er en meget smuk oplevelse. Jeg kan bare også mærke, at det bliver meget sådan noget med, at vi mødes, og så hører vi, og så drænes man. Man bliver fuldstændig nedkørt af indtryk, så rygklapper vi hinanden og så går man hjem. Det bliver kun værre, når det kommer op på et mere elitært niveau.
Vi vil alle være de her udødelige digtere, der på en eller anden måde kan det hele. Det er der bare et meget stort maskespil i, selvom der jo også i poesimiljøet er det tætteste og næreste bånd mellem mennesker, når man når at lære at møde dem, fordi man deler det her. Det er meget dobbeltsidet. På den ene side skal vi være overdramatiske og på den anden side skal vi være ufatteligt sårbare og rå. Det er en meget interessant verden, som jeg måske snart har fået lidt nok af. Jeg kan godt komme ind og være en del af den engang i mellem.
Jeg tror, at det her miljø og det at skrive altid vil være en del af mit liv, men i øjeblikket er jeg kreativ, og får det ud på andre måder. Jeg laver graffiti, måler, og andre ting, for at komme ud med den kreative energi. Jeg er bare lidt træt af det.
Der er så mange, der skriver ufattelig godt. Der er så mange, der kan naile at få den sårbare skrøbelige side af poesien frem, den som oftest bliver hyldet. Jeg kan godt mærke, at nogle gange laver jeg noget, der står lidt udenfor og nogle gange laver jeg noget, der passer helt ind.
Jeg er lidt mere en joker. Jeg har bare en stor lyst til at gøre noget andet, end hvad det miljø kan tilbyde mig.
Det kan godt være lidt det samme en hel aften, hvis man er ude og der kommer syv oplæsere i træk, der snakker om, hvor hårdt de har det. Jeg anerkender det, og selvfølgelig er det ikke sådan alt er, selvfølgelig er det en meget oversimplificeret, meget ignorant måde at sige det på. Jeg ved jo godt, det ikke er helt sådan det er. Mit perspektiv er bare tit at gøre det stik modsatte, at bryde rammen.
Jeg har f.eks. et digt, der hedder “Omvendt Flygtning,” der er et stik til flygtninge krisen, hvor jeg siger noget om, at vi jo lever i det her, i det her privilegerede paradis og vi får alle de her flygtninge, der er så meget rabiat debat om, de må være her eller ej. Jeg har så vendt det på hovedet og har sagt “jamen fuck det,” og så har jeg skrevet en lang tekst om, hvorfor jeg nu flygter til Djibouti. Jeg kan godt lide det den der “fuck det, det skal jeg da skrive om.” Det er en stor ironisk kommentar på, hvordan nogle folk i poesimiljøet ser sig selv. Det der med “uh se mig, jeg redder verden, fordi jeg har været på 3 måneders rejse til Uganda.” Sådan, “wow, hold da op, har du prøvet at leve dernede? Har du overvejet, hvor priviligeret du er, at du kan gøre det?”
Essenes er nok, at jeg godt kan lide at stikke lidt til en samfundsånd.
Så er jeg jo også en kæmpe grammafacist og nørd-lingvist.
Jeg går og samler på ord. I mine noter har jeg bare en masse random ord, der er spredt for vindene. Så, når jeg engang imellem ikke rigtig har noget, så ruller jeg mine noter igennem og så har jeg sikkert nogle ord, der danner en eller anden stemning, der egentlig er meget spredte og har intet med hinanden at gøre. Det er en slags idé generator. Hvad nu hvis man sætter “nynazist” sammen med “blomstereng,” hvad sker der så? Det skaber nogle billeder. Det kan jeg godt lide.
Det er derfor jeg rigtig godt kan lide 20’er digtningen og 10’er digtningen og den der tidlige efter-romantik-digtning. Det er fyldt med meget poetiske smukke billeder, billedbeskrivelser og andet i sproget. Der er en tradition, som jeg nogle gange, når jeg læser moderne lyrik, går tabt. Vi er blevet vant til en moderne stil, der er meget “nu taler jeg om det, jeg kender og det jeg ved,” med Yahya Hassan som det bedste eksempel. Det er en meget samfundsnær ramme. “Det skal være så tæt på mig som muligt.” dagbogsskrivningen og poesien overlapper. Det kan være meget smukt, der er mange af mine venner, der har noget meget ømt poesi.
Jeg kan se en litterær tendens, også hvad Gyldendal fremhæver af nye. Du ved Caspar Eric.. Hvad er det? Er det poesi?For mit vedkommende er det ikke poesi, jeg ser det som dagbogsnotater. De er nøgtern, enkle. Jeg ser det meget som et senromantisk blik på, hvad Dan Turell og nogle af dem i 70’erne bragte til bordet. Det var nyt dengang at gøre en hverdagssituation tilgængelig. Det er sådan en sen romantisme af den tendens, som vi oplever lige nu.
Jeg føler helt klart, at sådan noget som naturdigtning og mytologisk digtning. For mig er Homer og de græske fortællinger også meget vigtige. Vores eget også, du ved, den nordiske skabelsesberetning og de islandske sagaer. Det er enormt poetisk. De hedder jo De Poetiske Eddaer. Der er noget historie, noget kultur der, som jeg føler er blevet glemt. Det prøver jeg at tappe lidt ind i. Det ligger i alt fald som en overvejelse, når jeg skriver. Jeg må godt opdigte som digter. Det tror jeg, der er mange, der glemmer. “Du må ikke opdigte, men du er digter.” Selvfølgelig må jeg det! Det er jo min rolle!
Ellers er jeg jo meget ligesom alle andre. Meget af det, jeg skriver, er draget fra, hvad jeg ser og hvad jeg læser. Alt jeg oplever kulturelt. Der er masser af ting, som jeg også tyv-stjæler, men jeg gør det måske fra nogle referencerammer, som de færreste kender. Det gør det lidt som om, at det er noget vildt magisk, det jeg skriver. Et godt eksempel på det er Marx Brothers. De var en amerikansk komiker duo i 1920’erne. De lavede film sammen, der er meget sådan falden-på-halen-sjove, men samtidig sat i den verden, der var i 1920’erne og 1930’erne. Der er en masse indforståede, underlige ting, som vi ikke nødvendigvis er med på.
Som sagt, så kan jeg godt lide at finde min inspiration i komikken. Det er ligesom teater. Jeg kommer fra, at det handler om tragedie eller komedie. Når rigtig mange tænker på digtning, så vægter tragedien virkelig højt. Komedien har en negligeret rolle, fordi så er du stand-upper, så er du komiker, men hvis du gør det på vers, hvad er du så? Så er du vel ikke stand-upper, for du fremfører jo noget poetisk fint, men du gør det med sådan en undergrundsliggende dyb humor og ironi over for den verden, du ser.
Jeg har jo noget teaterbaggrund så jeg kan godt gennemskue rollen i det. Det føler jeg nogle gange, jeg står alene med. Jeg synes, det er vigtigt at tænker overfor, hvorfor man står der. Når jeg spørger mig selv om det, så i stedet for at finde et meget poetisk svar, så kan jeg jo også godt se, hvor ynkelig og irriteret jeg egentlig er. Altså, jeg byggede min startidentitet i mine starttyvere op omkring, at jeg skal være fattig digter. Er der ikke en dyb ironi i det? Jeg kan godt lide at tage fat i det og bringe det frem. Hold kæft, hvor er vi latterlige, at vi står her og rygklapper hinanden. Vi ved jo, at enten så ender vi i kontanthjælpssystemet for evigt eller nogle af os får nogle uddannelser og rykker videre i livet. Hvorfor havde vi så meget brug for det her miljø?
Mathilde: Hvis du nu skulle komme med nogle råd til folk, der gerne vil begynde at skrive, hvor og hvordan ville du så synes man skulle starte?
Vilhelm: Det vigtigste råd jeg kan give er, at turde gøre noget totalt rabiat. For en gangs skyld, hvis du får en dum idé, så lad vær’ med at se den som noget du skal rette. Det er der rigtig meget snak om indenfor poesiverdenen, at “du skal rette til og du skal gøre det og det og det,” men hellere kom ud og prøv det af. Få publikums respons. Men det går heller ikke, som jeg har kritiseret, at du bare læser din dagbog op. Så får du kun det, som du holder nært, og der er ikke nogen der tør komme med feedback til det. Kom ud med det! Ud i verden med det! Ik vær’ så bange for at fejle.
Nu har jeg én måde at gøre tingene på, men jeg vil hellere have, at folk finder deres egne måder at gøre tingene på. Det er også kernen i det. Lad vær med at tænke, “når poesioplæsning, der bliver snakker om det, så må jeg hellere skrive om det og gøre det på den måde.” I stedet så prøv at tænke på nogle interesser du har udover poesi.
Jeg tror mange begår den fejl, at de prøver at læse noget som andre har skrevet, for at få en retningsbestemmelse for hvilken slags stil, de skal lægge sig indenfor. Men lad vær med det, jeg vil næsten hellere sige: Læs så lidt som muligt! Fordi, så er man nødt til at tænke, okay, hvordan kan jeg, med alt jeg er, lave en stemme. For mig er det igennem flere stemmer, men jeg har også set et par gange, at folk er gået sammen om at skrive. Det ville jeg gerne se mere af.
Mit bedste råd er bare at søge ind i sig selv, men tving også dig selv til at komme ud over, hvad du tror du ikke kan eller må, fordi du kan alt. Det er det, der er det fantastiske ved det her redskab.
Det er en åben legeplads og du skal bare lege.
Du skal kunne bygge med alle mulige redskaber, for at kunne finde din egen stemme.
Jeg tror, det vigtigste at sige er, at du skal have sjov med det. Find glæden i det, for dig selv. Sørg for, at det bliver en leg.
Man kan ikke blive forladt af nogen der aldrig har været til stede
Fysisk psykisk
Til stede
Tankerum hjerterum; pusterum
Jeg vil gerne være alene
Jeg vil gerne forlades
Hvor banalt det end lyder
Jeg vil gerne mærke noget
For så at blive til noget
For så at eksistere i et samfund hvor man bidrager med noget
Ikke fordi det forventes af en, men fordi det får en til at vokse indeni
Jeg er stor og tyk
Fordi jeg bidrager med noget
Fordi jeg blev forladt
Efterladt
Overladt til mig selv
– Frederikke Sofie
Lidt om Frederikke Sophie:
De er nonbinær.
De er sygemeldt for tiden, fra intet.
De har søgt ind for at droppe ud af skoler og uddannelser. Lige nu holder de sig selv beskæftiget ved at gå i en skrivegruppe i foreningen for kunst og mental sundhed på Amager.
Ellers går de på et atelier i Roskilde, hvor de maler og illustrerer tanker og tekster, de har tænkt eller skrevet.
Når de ikke skriver og maler, producerer de musik omkring deres digte og kortprosa tekster.
Hvornår begyndte du at skrive og hvorfor?
Jeg har altid skrevet; dagbog, sangtekster og små digte, da jeg var yngre, men lyrikken tog først rigtigt til, da jeg blev syg med psykose, angst og depression. Det blev klart en mestringsstrategi for mig at være klar over at have muligheden for at skrive og berette lige meget, hvilken tilstand jeg var i.
Hvorfor skriver du og hvad skriver du om?
Jeg skriver, fordi jeg har brug for det.
Jeg skriver som terapi, jeg skriver for at bearbejde, processere og for at finde mig selv og min stemme i det.
Jeg skriver om selvet og erkendelsen derved, i alle relationer; både til mig selv, til mennesker og situationer.
Jeg har skrevet meget under mine otte indlæggelser på sankt hans for at finde hoved og hale i min tilværelse og i mine tilstande.
Hvordan deler du dine digte, og hvad føler du, at du får ud af det?
Jeg deler mine digte og tekster i diverse skrivegrupper, hvor vi analyserer hinandens tekster, og giver kritik på dem.
Det giver et ret fedt indblik i hvordan en tekst fungerer, hvad den gør og hvordan den påvirker. Det holder jeg meget af.
Ellers deler jeg mine tekster med interesserede og nogle af dem der selv er skrivende, venner.
Jeg har aldrig været til digtoplæsning, men jeg kunne klart forestille mig, at det ville være noget jeg også ville holde af at gøre mig i.
Er der noget du savner i digtermiljøet, der hvor du bor?
Jeg har ikke selv oplevet eller opdaget et digtermiljø i Roskilde, hvor jeg bor.
Jeg søger ind mod København for skrivegrupper.
Det ville klart være essentielt og ideelt, hvis der fandtes noget i nærområdet, så en fed skrivekulturkunne opstå og bestå.
Bløde og mærke den tørre hud dunke som klikkende kul
Jeg vil bruge en krop som et søm
Hamre på hud
Kysse og drukne
Sove og sove
Løbe
Fremad
Udenfor
Bløde i vinden
Og smuldre blandt træer og hekse
Bare ikke vente
Bare ikke det her”
Af Anders Horn Uebel
Lidt om digteren:
Anders bor i København sammen med sin bogreol, der ikke har plads til alle hans mange bøger. Han bruger sin hverdag på RUC, hvor han opfylder alle fordommene.
Hvor lang tid har du skrevet, og hvad fik dig i gang?
Min interesse for poesi den startede meget med Bo Burnham og hans måde at præsentere rim og ord på en komisk, rug, stødende måde, især hans tidligere værker var meget perverse, frække og kække. Det tog jeg meget inspiration ud af, så i gymnasiet skrev jeg også rigtig mange bund perverse, stødende digte og var rigtig stolt af dem. Så i mit første sabbatår, så var jeg til en fest, hvor jeg stødte på Nicoline Christensen, som er en fantastisk digter i det Københavnske miljø, og vi var sådan, “vi skriver begge to digte, skal vi ikke tage til en oplæsning, skal vi ikke prøve det?” Og så gjorde vi det fandme sammen. Så vores begge tos første oplæsnings oplevelse det var gennem hinanden, hvor vi skubbede hinanden og støttede hinanden.
Jeg har ikke set tilbage siden og har læst op i snart seks år.
Det har medført utrolig mange muligheder. Jeg har undervist på workshops, jeg har læst op på tv, jeg har læst op sammen med musikalske partnere og nu dyrker jeg også impropoesi. Det prøver jeg at komme af sted med på de forskellige scener, hvilket jeg synes er rigtig sjovt. Alting munder bare ud i at have dyrket oplæsningsmiljøet og have mødt andre og oplevet den levende poesikultur. Det er det, der har været den største inspirationskilde til alt, hvad jeg har skrevet. Det har udviklet mig rigtig meget og har fået mig lidt væk fra de rimende penisjokes og over til noget med dybere mening og mere sårbart indhold.
Hvis der sidder andre i København, der gerne vil starte med at læse op, hvor skal de så starte henne?
Jeg ville jo sige La Fontaine, men de har ikke haft åben til oplæsning i snart 3 år. Så jeg tror man skal starte med at melde sig ind Facebookgruppen Copenhagen Poetry Club, der bliver delt et væld af begivenheder. Flere end jeg selv kan holde styr på. Det er bare at tage ud til dem.
Det er bare at blive ved. Det er bare at gå op på scenen og vide, at vi har dig og vi griber dig. Det har jeg aldrig været i tvivl om om publikummet i København gør.
Hvad sætter en skriveproces i gang hos dig? Hvad skriver du om?
Når jeg sætter mig ned for at skrive noget så er det med en fornemmelse i kroppen. Det der vækker inspirationen i mig er en sorg eller en glæde, der har behov for at blive udtrykt. Det kan stamme fra en begivenhed eller en oplevelse og så kommer den til at være omdrejningspunktet. Med alt hvad jeg skal skrive, skal jeg mærke efter, hvordan det føles i kroppen. Det lyder meget artsy, men for mig er det altid et forsøg på at formulere indre billeder og ord og ordsammenhænge, der giver mening for mig. Så finder jeg ofte en universel metafor som alle forstår, selv når det ikke nødvendigvis er en logisk række af ord. Noget som at sige f.eks. “blodet bliver til is,” det er meget cliché, men det er jo ikke noget der er fysisk muligt. Jeg er meget glad for absurde billeder og jeg er meget glad for at skrive om kroppen. For jeg føler, at rigtig mange oplevelser sker gennem kroppen. Det er meget eksterne billeder og hvad kroppen oplever, mærker og ser i forskellige situationer.
Sagen er også den, at jeg føler jeg skriver forskellige typer af digte. Nogen gange kan jeg godt lide at lave noget Piet Hein inspireret, altså nogle finurlige små rimdigte. Eller historier, for jeg er bare historiefortæller at heart. Derfor dyrker jeg også teater. Jeg kan lide at fortælle historier. Det er også nogle gang inspirationen, at jeg gerne vil fortælle en historie, men de digte der er tættest på mig er dem der går ud fra kroppen.
Hvad synes du, der mangler i digtermiljøet i København?
Der skal være flere arrangementer. Kort og enkelt. den Københavnske digterscene, den er der og den har lysten, den har viljen, den har talentet og evnen. Den mangler bare et sted og udtrykke det. Der skal bare være mere. Det kan godt føles lidt ude af vores hænder nogle gange. Det er fuldstændig proppet med drive.
Har du nogle afslutende bemærkninger?
Poesi er ikke høj kunst. Det er ikke en lukket klub. Det er ikke gamle mænd i debatten hos Clement. Det er hvad, der er i live. Det er dig. Det sidder i os alle. Poesi er allemandseje og du skal ikke være bange for at bruge det. Det der er fedt ved oplæsningskulturen er, at den tager magten fra de elitære forlag og giver den til de spirende kunstnere. Alle får en stemme. Det er så magtfuldt og lærerigt.
