Hiwa Van Schayk
ARTIST // 21 ÅR // AARHUS
Af Emilie Aagaard

Hvordan kom du i gang med at skrive?
Jeg startede med at skrive, da jeg var 15 år gammel, og kedede mig henover en sommerferie. Jeg skrev ikke om noget specifikt, men lod bare tankerne strømme. Efter noget tid blev jeg ret betaget af noveller og romaner, og skrev ret meget indenfor de to genrer i noget tid. Efter jeg startede på gymnasiet, tog jeg faktisk en lang pause fra at skrive. Det var først ca. halvvejs igennem 2.g. da jeg var 18 år, at jeg blev introduceret til slam af min bedste veninde Eva. Jeg blev så opslugt af genren, at jeg skrev mit første slam på stedet, og lige siden har jeg ikke skrevet andet end poetry slam.
Du fik en 5. plads til det seneste DM i Poetry Slam. Hvad er vigtigt, hvis man gerne vil skrive et godt slam?
Det er et virkeligt svært spørgsmål at svare på, da Poetry slam er så bred en genre, som afhænger særdeles af publikum. Dvs. at et slam kan få rene 10-taller den ene aften, og rene 3-taller den anden. Men hvis jeg skulle komme med et kvalificeret bud, så har jeg modtaget meget god respons på de slams, hvor jeg både inkluderer humor og alvor. Jeg elsker personligt også at have et plot twist med i mine slams, hvor man starter ud mega humoristisk, og så har man den der ene sætning, der bare giver publikum en mavepuster, og vender det hele på hovedet. Dette oplevede jeg til Aalborg Mesterskabet i 2024 med mit digt “moralske tømmermænd”, der handler om en brandert jeg engang havde i Jomfru Ane Gade, hvor jeg blev så fuld, at jeg endte i en kørestol. I midten af slammet laver jeg dog et plot twist, der får det til at handle om min fars tidligere alkoholisme og demens. Jeg tror stadig på, at det var dette digt, der gjorde, at jeg vandt det år.

Jeg har i øvrigt et princip om, at jeg ikke vil gå på kompromis med autenticiteten i mine slams, og jeg skriver altid ud fra mine egne erfaringer. Disse erfaringer bruger jeg fx til at sige noget generelt om samfundet igennem satire, men bruger dem også som rygdækning. Publikum kan jo sagtens være uenige med mine budskaber, men de kan aldrig tage mine egne erfaringer fra mig.
Fordi at poetry slam fremføres mundtligt, er det også altid godt at have gentagelser med, altså en sætning der går igennem hele slammet. Man har kun 3 minutter og 10 sekunder til at overbevise dommerne, så det er essentielt at have en god rød tråd igennem hele teksten, ellers falder det fra hinanden. Pga. denne tidsgrænse så er det allervigtigste også et budskab. Hvorfor skal publikum høre på mig specifikt i 3 minutter og 10 sekunder? Dette spørgsmål synes jeg er det mest essentielle indenfor genren, og det der afgør, om slammet falder til jorden eller ej.

Jeg elsker samtidigt at lege med sproget, fx i mit slam “Andengenerationsindvandrer”, som er et politisk slam, der handler om aldrig at føle sig helt dansk nok af folk omkring en. Her bruger jeg eksempelvis danske tongue twisters som “jeg plukker frugt med en brugt frugtplukker”, og vender det til noget systemkritisk. Det er en ret powerful måde at komme frem med et budskab på, fordi jeg tager noget dansk og kritiserer det danske samfund med det. Folk indenfor poetry slam elsker generelt satire, så dette slam har i den grad også givet pote.
Og så er slutningen selvfølgelig også mega vigtig. Slutningen binder hele teksten sammen, og hvis denne ikke står knivskarpt, skaber det forvirring. Jeg elsker personligt at “binde en sløjfe” omkring hele teksten, fx ved at gentage en sætning fra starten, eller slutte af med et powerful budskab. Det er også de slams, jeg bedst kan lide at høre fra andre slammere.

Slutteligt vil jeg også fremhæve performancen. Performance indenfor slam er hvad der gør genren så spændende at udforske. Folk har deres egen performancestil, men den skal også passe med den tekst man fremfører. Slams, der kun indeholder råb, bliver i sidste ende kedelige, da der ikke er noget variation.
Hvad gør du for at brænde igennem på scenen?
Jeg må ærlig at indrømme, at jeg for det meste ikke gør noget “aktivt” for at brænde igennem på scenen. Det var først senere i min slamrejse, at jeg lærte, at den samme performance ikke nødvendigvis passer til alle slams. Med det sagt, så er det også vigtigt at fremhæve, at jeg har teaterbaggrund, som gør performancen lidt mere “intuitiv” for mig. Det er ikke sådan, at jeg kigger sætning for sætning og beslutter præcist, hvordan disse skal performes. Noget jeg dog aktivt tager stilling til, når jeg performer, er, at slammet aldrig følger samme intonation og rytme gennem hele teksten. På denne måde forsikrer jeg, at når jeg råber, så fokuserer publikum på det. Jeg kan godt lide at opbygge min performance således, at der er et klimaks (oftest der, jeg råber højest), som så derefter overgår til en rolig slutning. Efter min erfaring sørger det for, at de vigtigste ting ved slammet gør indtryk. Jeg får også igen lyst til at fremhæve mit princip om autenticitet, da performancen ikke udgør hele ligningen. Jeg skriver meget personligt, og forsøger at gøre disse universelle og relaterbare. Fx med mit slam andengenerationsindvandrer, er det vigtigt, at folk kan se problematikken, uden nødvendigvis selv at være andengenerationsindvandrer. På den måde brænder jeg også igennem på scenen ved at sige tingene “som de er” uden at gå på kompromis eller underdrive historien. Nogle kalder det for patosporno, og det er det vist nok også, men det virker 😉
Hvad laver du, når du ikke slammer?
Når jeg ikke slammer, studerer jeg psykologi på Aarhus Universitet. Jeg er lige startet på 5. semester, og bliver derfor bachelor om et år. Udover det så forsøger jeg også at spille så meget teater som muligt. På nuværende tidspunkt er jeg fx med i stykket “Sisyfos! Et Rullespil”, som lige har haft spilleperiode på Teater Katapult.
Derudover er jeg også en vaskeægte ekstrovert, så jeg elsker også at bruge meget tid sammen med de mange skønne mennesker, jeg har omkring mig <3.

