Under et skybrud falder mange dråber ikke alle dråber bliver bemærket jeg er bange for ikke at blive set bange for det der betyder allermest for mig kun kommer til at ske, når jeg om natten sover ligger og drømmer jeg er bange for at blive dråben der rammer havets mørke kroge ringene i vandet,…
Mennesket og magt, er meget lig hinanden, en presserende kræft, der trækker i den anden Man indser dog hurtigt, at magt er lig enden, fordi man med magt, kun skaber fjenden Emil Probst Emil er født på Falster hvor Han på 21. år sine folder slår Mens han bruger poesien vel Til at udtrykke sit…
Var det mine brune øjne, du blev draget af, det bølgede mørke hårtrygt ligger du, indpakket i din lyse skal, mens jeg smelter til katastrofesiden du gik, er dagene flydt sammen, et kvælende kredsløb og klaustrofobiske minderjeg undrer mig over, hvilken verden lever du, hvilke farver og nuancer ser duJeg splintrer nu, ved mine bedsteforældres…
Skyernes Stille Dans gulvet toner ud folk i flok rabler et sted derude ingen nævneværdig bølgelængde mærkes herinde i takt med hovedbruddet svinder samhørigheden ind tabte visioner og sejrende vanvid ingen gangbare illusioner at kaste mig over foroven ses skyernes stille dans mit suk river rummet itu Oscar Franzen Storm Lidt om Oscar: Oscar har…
skibbruden i midten af mennesker ligger jeg på ryggen i gågaden laver mønstre i asfalten med pinde der også kan være knogler jeg kan ikke længere stave til S O S Som en vandmand – for flydende til helt at passe ind – strømmen hiver mig med ned på badeværelsesgulvet høl ved albuen og stryg…
I dag har været en tom dag Intet er fyldt i den Som en gave i magasins udstillingsvindue har jeg kigget på den og konkluderet at den er fin som den er En pyntegave. På en pyntedag. Ligesom alle de andre Og jeg beglor den med sorgløse barneøjne, for jeg får aldrig råd til at…
Så har jeg siden da skrevet lidt i smug. Især digte. I starten, da jeg begyndte at skrive digte som teenager, tror jeg, at jeg tænkte: “det er sådan noget alle teenagere, især piger, gør.” Jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg på nogen måder kunne lave noget, der var godt, men så kom jeg til i en brandert at sende et digt til min daværende kæreste. Han var blown away. Han tog fat i mig og sagde “er du klar over, hvor godt det her, det er?” Nej, det var jeg ikke. Han opfordrede mig så til at skrive videre. Det endte ud i det første hele projekt, som dengang var meget klassiske digte. De rimede og havde meget tung symbolik. De var noget, som man set med nutidens øjne, synes er meget outdated. Jeg prøvede at sende det ind, og selvfølgelig fik jeg en helvedes masse afslag, og tænkte, “nå, så var det nok ikke det, jeg skulle.”
Jeg begyndte at dele mine digte på instagram for at skubbe mig selv ud af min skal og for at lege med det kreative udtryk i min skrivning kombineret med det grafiske og visuelle.
For mig er skrivningen en måde at være i verden på, og det føles mere som en nødvendighed, end det føles som et aktivt valg.
Angst aktiverer mig til prosa. Min elskede veninde aktiverer mig til lyrik.
