Dukkehospitalet

Så har jeg siden da skrevet lidt i smug. Især digte. I starten, da jeg begyndte at skrive digte som teenager, tror jeg, at jeg tænkte: “det er sådan noget alle teenagere, især piger, gør.” Jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg var heller ikke sikker på, at jeg på nogen måder kunne lave noget, der var godt, men så kom jeg til i en brandert at sende et digt til min daværende kæreste. Han var blown away. Han tog fat i mig og sagde “er du klar over, hvor godt det her, det er?” Nej, det var jeg ikke. Han opfordrede mig så til at skrive videre. Det endte ud i det første hele projekt, som dengang var meget klassiske digte. De rimede og havde meget tung symbolik. De var noget, som man set med nutidens øjne, synes er meget outdated. Jeg prøvede at sende det ind, og selvfølgelig fik jeg en helvedes masse afslag, og tænkte, “nå, så var det nok ikke det, jeg skulle.”